Det måske nok en lidt rigeligt spontan beslutning, da drengene og jeg i fredags efter vuggestue og børnehave, gik mod Fælledparken, hvor Peter pænt afleverede alle sine sutter, inden vi tog i legetøjsbutikken og videre hjem foran flimmerkassen. I hvert fald skal jeg ikke se mig for fin til, at jeg på et tidspunkt den nat imellem klokken 01-01.30 og igen ved 04-tiden fortrød inderligt. Min lille tapre dreng, savnede sin sut.
Faktisk havde jeg måske lidt overmodigt tænkt, at det ikke ville være det store problem at aflevere sutten, fordi han så længe jeg kan huske, har fundet trøst og ro ved at “nulle” mit hår, som vi kalder det og dét kunne han jo stadig gøre alt det han havde lyst. Jeg havde bare overhovedet ikke taget højde for, at mit hår åbenbart hang uløseligt sammen med sutten. Faktisk har han ikke én eneste gang siden fredag eftermiddag nullet mit hår og jeg synes det er så mega mærkeligt! Og dét endda selvom Mette Marie faktisk for en måneds tid siden en dag observerede hvordan Peter pillede mig i håret fortalte, at netop dét var sket med én af hendes tvillinger – at hårnulleriet var stoppet fra dag til anden, efter sutterne var blevet sendt til tælling. Dengang tænkte jeg vidst, at hendes barn måske så ikke havde været helt så afhængig af at vikle fingrene ind i hendes hår, som min Peter var det i mit, men jeg æder totalt mine tanker igen – for det kan åbenbart godt lade sig gøre. Min lille Peter, der har hængt i min lokker så længe som han har kunnet gribe ud efter dem, holder nu pludselig snitterne for sig selv. Jeg er ikke længere hans “nusseklud” og dét, mine damer, er altså meget mere mærkeligt end at han ikke bruger sut mere.
For han bruger selvfølgelig stadig ikke sut og selvom jeg i et par minutter ad gangen har fortrudt, når han har været ked af det om natten, så er det – indtil videre – faktisk gået ret let. Han har ikke spurgt efter sutten én eneste gang i dagtiden og det er altså kun, når han vågner om natten, at han ikke lige forstår, hvorfor han ikke bare kan række ud efter en sut (eller mit hår, som han plejede at gøre). Til gengæld har han været på legeplads, på losseplads, til koncert, i tivoli, på restaurant og helt på toppen det meste af tiden og jeg begriber simpelthen ikke, hvordan i alverden det er gået til, at jeg pludselig har så store børn. Jeg føler mig jo selv – noget af tiden i hvert fald – stadig bare som en forvokset teenager.