Nogle gange er naturen bare klogere end selv de bedste hoveder, som det er tilfældet i denne beretning, hvor en kort navlesnor formentlig havde en del af skylden for, hvorfor denne fødsel trak temmeligt meget ud. Kvinden beskriver selv fødslen som de tre hårdeste døgn nogensinde og selvom der i tidens løb har været både mere voldsomme og dramatiske fødselsberetninger på banen, så har hun selvfølgelig ret. Det var de tre hårdeste døgn for hende og jeg er glad for, at hun vil dele dem med mig og med jer.
Det hele starter tilbage til søndag d. 12/6-16, hvor min kærestes hund er blevet aflivet efter længere tids sygdom; det påvirker os alle meget, og jeg mærker mere til mine plukveer denne dag.
Om mandagen d. 13/6 går jeg i gang med den helt store hovedrengøring, alt bliver vasket af, og jeg er mod min kærestes vilje oppe og kravle på stige for at få vasket af, oppe på de aller øverste hylder. Hele lejligheden bliver støvsuget, og gulvet vasket. Jeg er helt færdig om aftenen, og går ud som et lys, da man jo efterhånden er godt tynget med de 22 ekstra kilo der er kommet på gennem de sidste 9 måneder.
Tirsdag d. 14/6 kan jeg tydeligt mærke at jeg har lavet hovedrengøring dagen før. Jeg har, lige fra jeg vågner, virkelig mange plukveer, men ikke noget jeg tænker videre over. Op af formiddagen tager jeg hjem til min mor, og mine plukveer fortsætter og er faktisk begyndt at blive ret så kraftige! Jeg sidder om eftermiddagen og syer på en pusletaske jeg har været ved at lave til min datter, men må hele tiden holde pause, da mine plukveer virkelig niver.
Senere på aftenen tager jeg hjem igen, og da jeg siger farvel til mine forældre, joker jeg lidt med, at næste gang vi ses, nok er når de kommer ud og besøger os på hospitalet fordi jeg har født.
Onsdag d. 15/6 vågner jeg midt om natten kl. 03.30, jeg vågner op midt i en ve, jeg er slet ikke i tvivl om at det er en ve, og ikke bare en plukve. Min kæreste ringer til sit arbejde, og siger at han ikke kommer i dag, da jeg er vågnet med veer. Jeg lader min kæreste sove videre, og står derefter selv op og tager et varmt bad, det hjælper en lille smule. Jeg prøver hele dagen op holde gang i mine veer, men omkring formiddagstid begynder der pludselig og gå længere og længere tid imellem veerne, pludselig er der helt op til 20 minutter imellem mine veer, hvor der til en start kun var 5-6 minutter imellem. Vi beslutter os derfor, for at tage en tur ud i skoven og gå. Vi ender med at gå rundt derude i lidt over en time, og pludselig er der godt gang i mine veer igen. Jeg fortsætter derhjemme med at gå op og ned af trapperne.
Senere på aftenen bestiller vi en pizza, bare for at få lidt i maven, men min appetit er virkelig ikke særlig stor. Da klokken bliver omkring 22.30 er mine veer meget regelmæssige og med kun 4-5 minutter imellem, og har været det de sidste par timer. Jeg ender derfor med at ringe til fødegangen som heldigvis gerne vil se mig.
Vi ankommer ca. klokken 23, og jeg er helt overbevist om, at jeg må være lige ved at føde, eftersom jeg har gået heeeeele dagen med veer. Da vi ankommer bliver vi taget imod en sød jordemoder på akutmodtagelsen, som undersøger mig, og desværre kan hun konstatere, at jeg stadig har lidt livmoderhals tilbage, og at jeg kun er 2 cm åben. Det var som at få et slag i hovedet!
Jordemoderen tilbyder mig en lille smertepakke, som jeg takker nej tak til, da jeg gerne ville prøve og klare det med så lidt smertestillende som muligt. Vi ender med at overnatte på akutmodtagelsen, jeg får dog ikke lukket et øje hele natten, da veerne fortsætter.
Torsdag d. 16/6 bliver jeg tjekket igen om morgenen, og jeg har nu haft veer i over et døgn, og er på daværende tidspunkt allerede ret så udmattet, da det er umuligt at finde hvile på grund af veerne. Jordemoderen kan nu konstatere at min livmoderhals er helt væk, men at jeg ikke har åbnet mig mere end de 2 cm. Hun forslår derfor at jeg tager mine sko på, og at mig og manden går en tur på hospitalet i en time, og jeg så kommer tilbage og bliver undersøgt. Jeg klæder mig godt på, og vi går derefter rundt på hospitalet. Jeg får sågar lokket min stakkels mand med ud i regnen og gå i 1,5 time, da jeg simpelthen syntes det er så flovt og gå rundt og bukke sig i smerte og pruste som en hest på hele hospitalet.
Vi kommer tilbage, og jeg bliver undersøgt igen. Jordemoderen fortæller mig at jeg stadigvæk kun er 2 cm åben, og at det bedste jeg kunne gøre, var at takke ja til den lille smertepakke, og komme hjem og få noget hvile, for ellers kunne min krop ikke samarbejde med mine veer. Jeg ender efter lidt overvejelse med at takke ja, og tager derefter hjem med 6 forskellige piller, 4 smertestillende, 1 sovepille, og 1 vehæmmende pille. Lynhurtigt har jeg slugt dem alle, og imens har manden igen bestilt pizza til os. Jeg når lige akkurat at spise 2 stykker og er så ved at falde i søvn ved bordet. Manden ender med at følge mig ind i sengen, og jeg vågner først 4 timer efter, da pillerne ikke virker mere.
Da jeg vågner er mine veer endnu mere kraftige, og klokken er ca 23. Jeg er oppe hele natten, og render frem og tilbage i lejligheden, smerterne er ulidelige, og jeg føler mig snart fuldstændig tappet for kræfter.
Da klokken er omkring 4 om natten fredag d. 17/6, ender jeg med og ringe til fødegangen igen, da jeg faktisk kun har 2 minutter imellem mine veer, hun tager det pænt stille og roligt, og siger at de skal være helt regelmæssige i omkring 3 timer, før jeg kan komme ind, jeg har nærmest lyst at råbe af hende, men det nytter jo nok heller ikke noget, så vi afslutter, og jeg ender med at gå 4 timer derhjemme, før vi tager afsted.
På vejen til hospitalet er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg ikke når frem før jeg føder. Det gør jeg dog.
Da vi kommer frem er klokken 7, og der er vagtskifte. Fedt nok!! Jeg ender med at vente omkring 35 minutter før der kommer en jordemoder, og det føles som en evighed med de intense veer! Jeg bliver undersøgt, og det er samme jordemoder som dagen før, hun kigger på mig, og siger jeg er 3 cm åben, og siger opmuntrende, at så går det da fremad nu. Jo tak, men alt for langsomt går det! Jeg kører nu på 3 døgn med veer og jeg kan mærke på min krop, at den er træt. Rigtig, rigtig træt!
Efter lidt tid ender en jordemoderstuderende med at tage vandet, og de ringer derefter til fødegangen for at spørger om der er plads til mig. Heldigvis er der masser af plads, og jeg er klar til at komme ned på stue 1.
Der kommer en jordemoder og en sosu assistent for at hente mig, og de fortæller mig at de nok skal holde mig under armen, og jeg så “bare” skal helt ned i den anden ende af gangen. Hver gang jeg bare bevæger mig kommer der en ve, og de kan så se, at jeg har sammenkoblede veer, hvilke vil sige jeg har 2-3 veer ud i en køre inden der er pause, og mine pauser varer kun 1-2 minutter. Efter flere forsøg på at få mig op på benene, ender de med at køre mig i hospitalssengen ned på stuen, da jeg ikke engang kan stå op.
Klokken er nu omkring 11, og jeg er ankommet til stue 1 på fødegangen. Jeg får mit hospitalsarmbånd på og i døren bliver jeg taget imod af min jordemoder, som jeg har gået til alle mine konsultationer hos. Nøj hvor bliver jeg glad for, at lige præcis hun har vagt! Jeg spørger om jeg må få lagt en epidural, selvom jeg ellers fik at vide man normalt først får den når man er 6 cm åben. Heldigvis får jeg at vide, at det må jeg gerne, så jeg kan få hvilet lidt. Først skal jeg ha taget blodprøve, og derefter går der ca en time før vi får svar på, at alt er fint, og jeg nu kan få lagt min epidural, og mig som ellers havde sagt jeg ikke skulle ha den. Sjovt som man pludselig kan skifte mening!
Endelig kommer anæstesilægen, og jeg får lagt min epidural, og har rigtig godt effekt af den, og har nu åbnet mig til 4 cm.
Jeg ligger og hviler lidt, men bliver ret hurtigt afbrudt af jordemoderen, der siger hun lige ringer efter en læge, da min datters hjertelyd dykker. Ind kommer en kvindelig læge, som fortæller mig, at hun lige tager en blodprøve fra min datters hovedbund, samtidig fortæller hun mig, at hun kan se min datter har masser af hår på hovedet. Efter kort tid, kommer der svar på prøven, alt er helt fint, og min datter er ikke påvirket.
Klokken er nu omkring 15, og min kæreste går ned på hospitalets café og spiser. I mellemtiden dykker min datters hjertelyd igen. Der kommer nu en mandlig læge ind, og tager endnu en blodprøve; alt er igen fint, og der er nu også jordemoderskift, samtidig vurderer de mig pludselig til at være 8 cm åben.
Den nye jordemoder undersøger mig en times tid efter, og hun fortæller mig så, at min datter er stjernekigger, og at hun også ligger helt ovre i højre side af mit lår. Hun beder mig derfor først om at stå på alle 4 i sengen, for at få hende til at glide på plads, jeg bliver også bedt om at sidde og hoppe på en bold, hvilke er ret svært når man er bedøvet i hele underkroppen. Ingen af delene hjælper, og hun prøver derfor at vende hende indefra, hvilke var utrolig ubehageligt! Heller ikke dette hjælper.
Der kommer en læge ind og snakker med mig, og hun siger, at det ville være en god ide med ve drop – plus at når vi så nåede til pressefasen, skulle hun nok ud med sugekop. Jeg ender med at bryde fuldstændig sammen, syntes at de her 3 døgn har været SÅ hårde, og tanken om flere veer kunne jeg slet ikke klare, og det hele var så uoverskueligt. Jeg følte min krop gav op efter at have kørt på højtryk i mere end 3 døgn. Jeg spørger ind til et kejsersnit, og hun fortæller de ricisi der er ved det, men at hvis jeg gerne vil det, er det også en mulighed, da hun tydeligt kan se hvor udmattet jeg er. Vi ender derfor med at beslutte, at kejsersnit er det rigtige i den her situation. Imellemtiden har jeg fået feber, men jeg får ikke noget for det, da det næste der sker er, at der bliver ringet efter en portør. Klokken er nu 20.00, og 5 minutter efter er jeg allerede på vej til operationsstuen, og pludselig går alt ekstremt hurtigt. Jeg ankommer til operationsstuen, og har jo allerede fået epiduralen tideligere på dagen, så de forhøjer bare min dosis, og jeg kan nu ikke mærke noget fra brystkassen og ned, hvilket var en meget ubehagelig følelse!
Jeg bemærker slet ikke, at de pludselig er i gang, men jeg begynder at ryste helt vildt i overkroppen, de lægger derfor noget i mit drop for at stoppe det, men det kan jeg åbenbart ikke tåle, da jeg bliver rød op af hele min venstre arm, så derfor skal jeg nu også have noget imod det. Jeg begynder at have følelsen af at jeg ikke kan trække vejret, som om én sidder på min brystkasse, men dette er åbenbart normalt. Jeg får kvalme, og det sortner for mine øjne, og jeg føler bare det hele snurrer rundt.
Pludselig fornemmer jeg en panik på stuen, og jeg kan hører der bliver ringet og de siger “vi skal bruge en læge NU, det er akut!!” Jeg opfatter det ikke rigtigt, men jeg kan se på min kæreste at der foregår noget.
Ind på stuen kommer en mandelig læge, med blod ned af tøjet. Han kom direkte fra en anden operation, det føltes som noget taget ud af en gyserfilm. Han skynder sig at skifte tøj, og skubber de andre læger væk, og jeg kan så mærke, at der bliver hevet og flået i kroppen, og jeg føler jeg er på nippet til at falde af bordet, så hårdt som det går for sig. Min datter havde sat sig fast i mit bækken, og de var 4 læger om at hive hende ud. Det var derfor det føltes så voldsomt.
Klokken er nu 20.40 og Melanie er kommet til verden. En lille pige på 2728 gram og 51 cm. Lægerne siger navlesnoren kun var 35 cm og at det nok var derfor hun ikke kunne glide ordentligt ned i bækkenet.
Jeg fornemmer igen en del panik; min livmoder er nu bristet helt om til bagvæggen, og den er nu ved at blive syet. De ender med at åbne syningen i min livmoder, og den mandlige læge syer min livmoder om. Jeg ender med i alt at tabe 1,1 liter blod, og har pludselig været på operationsbordet i 2 timer, og alt i alt er der gået 59 timer fra første ve, til hun var ude. Det var et ekstremt hårdt forløb, og det tog lang tid at komme ovenpå igen, men hun det hele værd!
Lægen fortalte efter min fødsel, at der minimum skulle gå 1,5 år før jeg måtte blive gravid igen, og at næste fødsel skulle være ved et planlagt kejsersnit, da min livmoder nok ikke kan klarer en normal fødsel.
Det var de 3 hårdeste døgn nogen sinde, men helt klart det hele værd.