Det blev altså på ingen måder som hun havde forestillet sig det – alligevel beskriver hun det, som sin drømmefødsel. Dét er edderbroderemig stærkt, altså. Hvis ikke I har læst første del, så skynd jer ind HER og læs den, inden I kaster jer over 2. og sidste del af fortællingen om denne – pludselige – sædefødsel.
“Så er vi der lige straks”, lød det fra ambulanceføreren. Hans stemme havde en sjov karakter over sig… og midt i alle veerne kunne C ikke undgå at bide mærke i, hvor meget han lød som komikeren Torben Chris.
“Så fødte du ikke på vejen!”, kom det lettet fra ham, mens han bugserede båren med en ve-påvirket C ud af ambulancen.
“Ved CH, hvor vi er?”, spurgte C lidt nervøst jordemoderen.
“Jeps, det kan du tro. Jeg har skrevet sms’er til ham undervejs, og jeg har fortalt ham, hvor vi er. Du klarer det så flot. Bare hold fast i dine vejrtrækninger. Det er rigtig godt, de bliver kraftigere nu.”
Veerne var i sandhed ved at kunne mærkes.
Hidtil havde det været nok kun at fokusere på vejtrækningen, men efterhånden blev det mere og mere nødvendigt at bruge visualiseringer for ikke at begynde at spænde i kroppen. Når veen toppede forestillede C sig, hvordan livmodermunden åbnede sig som en stor blomst, der foldede sine blade ud for at tage imod varme, healende stråler fra solen. Når visualiseringen blev svær at holde fast i, kørte mantraet, “Jeg arbejder godt.”, konstant på repeat.
C blev kørt ind på en fødestue, hvor en mørkhåret jordemoder stod klar til at tage imod.
“Hej C. Velkommen! Jeg er kaldt ind for at være hos dig resten af fødslen. Kan du mærke, om dit vand er gået?”
“Det tror jeg ikke. Må jeg have lov at gå rundt?”
“Ja, det må du. Men jeg vil rigtig gerne have en CTG på maven af dig snart, så vi kan følge med. Kan jeg få dig til at gå på toilettet, så blæren er tømt?”
Da C nåede stuen igen efter toiletbesøget, kom en kraftig ve, der hurtigt viste hende, at det med at gå rundt uden støtte, mens veerne stod på, nu ikke var en god idé mere.
“Der er tegnblødning, men vandet er ikke gået. Min mand er ikke kommet…”
Jordemoderen, der havde været med i ambulancen, gik hen mod C og gav hende et varmt kram.
“Han er på vej. Du klarer det så flot! Men C, held og lykke med det hele. Du kommer til at føde godt! Jeg skal tilbage til min vagt, og der er jo et stykke vej. Er det okay, hvis jeg kigger din journal senere for at se, hvordan det er gået?”
“Ja, selvfølgelig. Tusind tak for din hjælp.”
Kort tid efter kom CH ind på stuen. C mærkede lettelsen over at se ham. Hans rolige udstråling hjalp på den smule nervøsitet, hun kunne mærke i maven.
CTG’en kom på, og lyden af D’s hjerte fyldte fødestuen.
“C, nu undersøger jeg dig lige for at se, hvor langt du er. Men veerne tyder på, at der er god fremgang. Sig til, når din ve er overstået, og så skynder jeg mig lige at mærke.”
“Nu.”
“Godt. Du er omkring 4-5 cm åben og meget blød. Det kan godt gå hurtigt nu. Og der er så fin fremgang. Jeg kalder lige en læge, som kommer med en scanner. Vi skal lige se, hvordan han kommer ned i bækkenet derinde.”
Veerne fortsatte. Nu med meget korte pauser imellem. Det var begyndt at knibe med at holde fokus, når veerne toppede, og C måtte finde et nyt sted at holde koncentrationen på, når livmoderen spændte mest til.
Udenfor vinduet kunne man se en anden etagebygning med hvide vinduer. Når veerne toppede, fokuserede C nu på hvert af de små vinduer, et efter et. Og intet andet. Hvis hun mistede fokus, mærkede hun hvordan smerten blev næsten ubærlig. Holdt hun fast i koncentrationen, føltes det mere som et ualmindeligt hårdt stykke arbejde.
En lille, lidt ældre dame i hvid kittel kom ind ad døren med et scanningsapparat. Hun havde hestehale, og hendes udstråling og udseende fik hende til at virke som om, hun var kommet direkte fra 1975 og ind på fødestuen. Hun virkede erfaren og rolig. C tænkte, at hun ikke så ud som en, der kunne finde på at forlange et kejsersnit, hvis ikke det var livsnødvendigt.
“Hej C, og velkommen! Nu scanner jeg dig lige, for vi skal lige finde ud af, hvor stor han er. Og hvordan han står i bækkenet. Jeg har en kollega med, som gerne lige vil se, hvordan en sædefødsel foregår.”
Hun pegede på en kvindelig, yngre læge, som stod lidt i baggrunden.
Endnu en ve kom skyllende. C drejede hovedet hen mod vinduet og brugte Laboroen til at styre vejrtrækningen. Veerne var nu så kraftige, at de små, diskrete pust, som Laboro-vejrtrækning indebærer, nu var blevet til hårde luftstød.
“Flot. Du tager lige den ve, og så sætter jeg scanneren på.”
Det var ubehageligt at blive scannet. Maven var øm oven på de mange veer, og lægen måtte trykke til for at få scannet grundigt nok.
“3600 g, siger den. Det er en fin størrelse. Jeg ved ikke, om du kan se det, men han står med numsen fint i bækkenet. Han har så bare en fod med også… men det må han også gerne. Bare det ikke er begge fødder. Vi kan i hvert fald godt give grønt lys til at stile mod en vaginal fødsel, som tingene ser ud.”
Endnu en ve. C måtte koncentrere sig så dybt, at hun ikke mærkede lettelsen over lægens dom.
“Når veen er overstået undersøger jeg dig lige igen. Min kollega vil også meget gerne.”
Det var efterhånden smertefuldt at blive undersøgt, og C ønskede, at de ville give hende fred til veerne nu.
“Her.. Jeg kan mærke hans fod. Du er utroligt blød. 6 cm åben, men du kan dialeres til 9 cm. Det er helt vildt. Vil du undersøge?”, sagde 1975’er-lægen henvendt til kollegaen.
Men en ny ve kom, og C mærkede en begyndende vrede over, at de da for pokker ikke bare kunne se at blive færdige.
Da undersøgelserne sluttede, fortrak de fra stuen. Roen indfandt sig, og en ny ve kom. Den vidnede om, at kroppen gjorde sig klar til slutspurten.
“Der er pres på nu. Han kommer længere ned. Jeg skal presse.”
“Super! Du presser let med.”
Jordemoderen stak hovedet ud på gangen og fik fat i en sygeplejerske.
“Vil du kalde hende? Det kommer til at gå hurtigt nu. Sig, hun skal skynde sig. Og kald narkosen og børnelægen.”
Kroppen havde taget helt over nu. En ny ve kom næsten i forlængelse af den forrige. Den havde en styrke, så det ellers sikre fokus røg.
“Jeg.. kan.. ikke.. Hjælp mig.. CH”, fik C fremstammet, da den var på sit højeste.
“Jo, du kan!”
CH kiggede hende dybt i øjnene, mens hun krampagtigt holdt fast på hans hånd.
“C, du kan godt. Træk vejret. Du klarer det fantastisk!”, kom det fra jordemoderen, som var i fuld gang med at pakke drop ud. Det skulle lægges som en præventiv foranstaltning.
En ny ve kom. Der var ingen pauser mere.
“Jeg skal presse nu! Jeg skal!”
“Jamen, det er flot. Bare pres med.”
C gav et kæmpe, lettende pres. Hun mærkede, hvordan lille D kom ned i fødselskanalen.
1975’er-lægen kom løbende ind ad døren.
“Flot, C. Du ligger dig helt frem på briksen og tager fat om dine lår.”
Ny ve. C råbte et kæmpe pres ud i rummet, mens lægen satte sig klar til at tage imod lille D.
I dette samme, hun havde sat sig, sprængtes fosterhinden. Fostervandet sprøjtede ud og ramte hende på tøjet og i ansigtet.
“Hovsa…”, hun tørrede det væk med et lille grin.
Den næste ve indfandt sig. C råbte med al sin indre urkraft veen ud. En lidt emsig sygeplejerske scannede, mens veen toppede.
“Prøv at lade være at sige noget, mens du presser.”, kom det kontant fra hende.
“Prøv at holde din kæft”, svarede C hende i tankerne. Hun arbejdede for hårdt til at sige det højt. I stedet brugte hun irritationen over sygeplejersken til at give veen et ekstra hårdt pres.
Det var effektivt. For i slutningen af veen mærkede hun bevægelse i fødselskanalen, og ud i lægens hænder kom D’s lille krop.Med numsen og en lille fod først. Lægen så tydeligt koncentreret ud.
“Godt. Så gisper du, C.”
Hun tog fat om lille D’s lår og bøjede dem op over maven, mens hun drejede kroppen opad.
“I næste ve giver du alt, hvad du har!”
Veen kom. C pressede med alle sine kræfter. Hovedet drillede. Lægen bøjede atter kroppen opad og forsøgte at dreje det ud.
“Argh…”, kom det fra hende, mens hun forgæves arbejdede med at få hovedet bøjet ud.
Veen var lang, og C pressede stadig. Hun skævede hen på bordet bag lægen, hvor der lå en tang.
Lille D blev en anelse mørkere i farven.
Hun gav et sidste, kraftigt pres og brølede højt veen ud. Det var effektivt! Tag den, scanningssygeplejerske.
Hovedet blev drejet fri, og en lilla, snasket D kom op på C’s bryst. Lettelsen skyllede ind over hende. Hun havde født ham. Lille D. Han var okay.
Narkoselægen gnubbede ham på ryggen, mens C pustede ud i lange vejrtrækninger. D kom med de første, spæde skrig.
“Han skal lige undersøges.”
CH klippede navlestrengen, og C mærkede skuffelsen over, at det ikke fik lov at vente, til den selv var holdt helt op med at pulsere.
Narkoselægen og børnelægen lyttede på lille D. Alt var godt. En score på 9 ud af 10 på den første APGAR, hvor det eneste, der trak ned, var farven. Han havde ikke manglet ilt. Han var helt okay.
“Så skal du nok få ham tilbage igen.”
“I må ikke pakke ham ind”, lød det ængsteligt fra C. De kunne lige vove på at svøbe ham. Han skulle ikke mærke andet end sin mors kropsvarme.
“Nej, han skal bare lige have hue på”.
Åndssvage hue, tænkte C. Så snart, lægerne var ude at stuen, røg den af, så duften af D’s hovedbund kunne gavne alle de vigtige hormoner, som nu skulle til at arbejde.
Lille D.
Født d. 10/10 2016… med en størrelse på 3615 g og 48 cm. Efter 7 timers veer.
Et lille menneskebarn, som ligner sin far upåklageligt. Og som med sin milde personlighed og sit glade smil, smelter vores hjerter hver eneste dag.
Hans fødsel virkede helende oven på en svær 1. fødsel, og den var en ren drømmefødsel.
Jeg fik ikke mulighed for at opleve veerne i vand eller tage imod D selv. Musikken med de meditative toner fra Thomas Tallis glemte vi i alt postyret. Den sene afnavling og det rolige breast crawl bagefter, blev forpurret af hektiske læger og nødvendige undersøgelser… men det er okay, for tingene kan gå helt godt alligevel.