Der var ingen der anede det, inden fødslen gik i gang, at kvinden her, skulle ende med at føde et barn, der lå med numsen først. Ikke desto mindre var det hvad hun gjorde og jeg blev ikke overraskende svært begejstret over at læse, hvordan beskeden om et barn i sædestilling også kan få en fødsel til at forløbe. I sidste uge berettede en anden kvinde nemlig om en lignende situation, hvor sagen stod ganske klar: underkropspræsentationen betød kejsersnit. Hvis ikke I har læst dét allerede, kan I gøre det HER.
Kvinden der har skrevet nærværende fødselsberetning, havde faktisk først sendt mig en anden beretning over samme forløb, men fordi hun pludselig havde fået en idé om, at det måske var smart, at skrive lidt mere fortællende, nåede hun faktisk at skrive den om, inden jeg fik den delt. Først syntes jeg det var lidt specielt sådan at læse en fødselsberetning i tredjeperson, men des mere jeg tænker over det, des finere synes jeg faktisk det er, for jeg tror faktisk at mange af os, kan have stor glæde af, at se vores fødsler lidt “udefra”. Uanset hvad, er det en helt vildt fin og velskrevet beretning og jeg synes det er så super interessant at se, hvordan fødsler pludselig kan tage en helt uventet drejning, som denne.
Denne beretning er et lille stykke livshistorie, hvor hovedpersonerne hedder C, CH – og til sidst D. For D blev nemlig født på en måde, der allerede dengang vidnede om, at han har sin helt egen idé om, hvordan tingene skal være.
Mørket i soveværelset virkede helt omfavnende og trygt, da C vågnede. Hun rakte en hånd hen til W, som fredfyldt sov i tremmesengen uden sidestykke, som de kort tid forinden havde fået sat op i soveværelset i erkendelse af, at der nu snart kom et barn, som skulle overtage pladsen i midten af sengen.
Alt var så stille. Ingen biler på vejene. Hun konstaterede skuffet, at der ingen veer var. Hun var gået 4 dage over tid, og utålmodigheden efter at møde den lille skabning, som efterhånden fyldte godt i maven, var altdominerende. Hun mærkede med hånden på maven hvordan, han bevægede sig derinde. Lidt ligesom at mærke på en kæmpe vandballon. Med et barn indeni. Og det med ballonen var faktisk ikke så ueffen en sammenligning, for når man så på C forfra, var det umuligt ikke med det samme at tænke på en fuldt oppustet spærreballon.
Søvnen i øjnene forsvandt pludselig, da den første, kraftige plukkeve fik livmoderen til at spænde op som en hård skal. Sådan en plukkeve var ingenting. Dem havde der været masser af. Men da der efterfølgende kom fire med nogle minutters tid mellem hver af dem, var der efterhånden ved at tegne sig et mønster.
C kæmpede sig ud af sengen. Med bækkenløsning, plus 20 kg, og hvad der svarer til en meget stor sæk Vildmose kartofler på maven, var det ingen let sag. Men hun vidste af erfaring, hvad hun skulle gøre. Om på venstre side, op på alle fire, stå stille nogle sekunder, langsomme bevægelser ned mod fodenden, stå stille igen, og til sidst fødderne ned på gulvet.. efterfølgende med resten af kroppen i en oprejst position.
Nede i badeværelset kom der to mere af de insisterende plukkeveer. De var endnu ikke gode nok til at være udvidelsesveer, men C følte sig ret overbevist om, at de gerne ville vokse sig store og stærke. Så stærke, at de kunne gøre, hvad der skulle til for at hjælpe D ud.
Hun begyndte at tracke veerne på den app, hun havde downloadet på telefonen. Det var egentlig ikke nødvendigt, men det kunne være sjovt at have en oversigt over de første veer, når det hele var overstået. Samtidig mærkede hun, hvordan adrenalinen begyndte at indfinde sig. Hun bandede en smule over det, for den skulle bare ikke begynde at blande sig i det nystartede ve-flow. Det gjorde den heldigvis heller ikke, for veerne fortsatte ufortrødent. Hver gang med fornyet styrke.
Hun vækkede CH, som har store evner udi at sove tung. Og højlydt. Da det efter nogle forsøg endelig lykkedes at vække ham fra hans rytmiske “hrrrrr..phhhhh”-lyde, var han til gengæld også vågen nok til hurtigt opfatte, hvad der var i gang.
“Jeg har veer. De er regelmæssige og med fint smæk på styrken.”
“Okay? Jamen… fint. Så… Skal jeg ringe til mine forældre?”
“Vent lige lidt. Tag det stille og roligt. De her veer skal have lov at indfinde sig ordentligt.”
Der lød en puslen fra tremmesengen. W satte sig op og udbrød frustreret i søvne:
“Far ka’ ikk’ lave mad!”
Hvorefter han lagde sig ned igen.
Situationen var komisk, og C og CH var ved at dø af grin – hvilket fik W til at vågne fra sin far-frustrerede og åbenlyst alvorlige drøm.
Veerne fortsatte. De var kraftige nu, og C begyndte at trække vejret i de små luftstød, kaldet Laboro-verjtrækning, som var en del af de teknikker, hun havde læst om og øvet fra bogen “Smertefri Fødsel”. Hun havde øvet teknikkerne hver dag i mange uger, for de teknikker skulle hjælpe med at sørge for, at magtesløsheden og frygten fra fødslen af W ikke skulle indfinde sig igen. Fødegangen fik et kald.
“Der er nogle minutter mellem veerne, og de føles kraftige. Vi har en lille times tid i bil.”
“Er vandet gået?”
“Nej.”
“Har han hovedet nede i bækkenet?”
“Ja. Jordemoderen vurderede til sidste besøg, at han stod helt fast.”
“Fint, jamen, I kommer bare. Vi ses!”
CH fik grønt lys til at orientere sine forældre, og W fik forklaret, hvad der nu skulle ske. At lillebror gerne ville ud af mors mave, og at han skulle hygge sig hos farmor og farfar imens. Det var W – som forventet – helt med på.
W blev afleveret, og i bilen begyndte veerne atter at stramme til med fornyet styrke.
“Jeg tror, det er fordi, jeg sidder ned nu. De føles knap så kraftige, når jeg bevæger mig rundt. Når vi kommer på fødegangen, vil jeg helst bare gå rundt.”
“Okay. Det kan du jo bare gøre. Jeg har husket musikken. Så er det spændende hvilken jordemoder, det er.”
“Husk at minde mig om, at jeg gerne vil i vand. Og at jeg skal have mulighed for selv at tage imod ham.”
Den 50 minutter lange biltur til sygehuset føltes som kort tid. C sad med en følelse af allerede fra starten at have ejerskab over fødslen. Naturligvis kunne intet forudsiges, men veerne var gode, vejtrækningen virkede og de havde husket den trådløse højtaler, der skulle sørge for, at playlisten med fødselsmusik kunne blive afspillet under udvidelsesveerne på fødestuen.
Der var check på det. Og da de ankom til sygehuset og blev modtaget af en sød og frisk jordemoder, var humøret højt. C var fyldt med glæde og forventning. Alt var godt.
C lagde sig klar til undersøgelse. Hendes største frygt var, at livmodermunden var åbnet så lidt, at de måske blev sendt hjem igen. Helt ærligt… 50 minutter hjem. Det måtte bare ikke ske.
“Hmm… Du er 2 cm åben.”
“Hvad? De her veer siger noget andet!”
“Og der er faktisk ikke helt så meget pres på hernede, som jeg kunne ønske mig.”
Jordemoderen mærkede på maven.
“Det føles meget fast her oppe under ribbenet.”
“Hvad tænker du? Tror du, han vender forkert?”
“Jeg henter lige en scanner og en læge. Bare tag det roligt.”
“Fuck, altså. Han vender forkert, CH?”
C kiggede ned af sin mave. Den så helt deform ud og faldt ud til venstre. CH lignede et stort spørgsmålstegn i ansigtet.
Lægen ankom, og da scanneren blev sat på maven, var der tydeligvis et hoved oppe under det venstre ribben.
“Jeg vil føde selv. I må ikke lave et kejsersnit. Jeg skal f… Jeg… Jeg kan godt. Jeg kan sagtens føde ham selv.”
“Jada! Det kan du da. Det bliver bare ikke her. Vi har ikke formelt lov til at tage mod et barn i sædestilling, så du skal overflyttes. Og du skal lige informeres om de risici, der er. Omend de altså er sjældne.”
Jordmoderen gav ordet til lægen.
“Det kan du sagtens, det her. Du har fine forudsætninger for det. Men det er nødvendigt, at du er et sted, hvor der kan tages vare på dit barn, hvis der skal bruges en tang til at få ham ud. Og så er der en øget risiko for, at det ender i kejsersnit. Jeg synes, det er super, at du vil forsøge at føde ham. Men jeg kan ikke garantere, at de synes det samme, når du ankommer. Du kan risikere, at der er en lidt nervøs læge på vagt. Men… Jeg sender bud efter en ambulance, og så kører I nu. Hvis du skulle føde i ambulancen, så er der en jordemoder hos dig, som ved, hvad hun skal gøre. Det ved vi også her – vi må bare ikke. Så.. I kører nu.”
C kunne mærke tårerne presse sig på. Det var jo ikke meningen, dette her.
“Jeg kan altså godt, CH. Jeg kan godt. Jeg skal føde ham selv. Vil du skrive til min mor?”
“Ja, selvfølgelig kan du det. Ingen problemer. Træk vejret dybt.”
“Ja.. Jeg kan godt.”
Nu havde adrenalinen for alvor indfundet sig. C fik travlt med dybe vejtrækninger. Ingen panik. Hun vidste, at der ikke måtte gives hjælpemidler til at fremme veerne, når det drejede sig om en sædefødsel. Kroppen skulle vise, at den var klar på at føde selv.
Vejrtrækningerne hjalp, og der begyndte igen at være kortere tid mellem veerne. Styrken kom tilbage. C fik nyt mod. Hun havde brug for at vise sig selv, at hun kunne håndtere fødslen andeledes end sidst. Også selvom situationen nu pr. definition var kompliceret.
I ambulancen blev tiden brugt på at opmuntre hver eneste ve. CH kørte foran i bilen, og C havde ikke andet i hovedet, end at veerne skulle fortsætte.
En sød, ung, lyshåret jordemoder målte af og til hjerteslaget på D i maven for at have en idé om, hvordan han klarede presset fra veerne.
“Sikke en fin hjertelyd. Han har masser af ressourcer.”
“Ved du, om jeg kan få lov at komme i vand?”
“Desværre… Der er behov for at overvåge dig via CTG hele tiden for at sikre, at han har det godt nok. Du vil nok også blive scannet et par gange.”
“Okay… Ved du, om jeg kan få lov at føde oprejst?”
“Desværre heller ikke. Når lægen tager imod ham, er det vigtigt, at du ligger på en bestemt måde på briksen.”
C var skuffet. Men accepterende. Det vigtigste var, at veerne fortsatte.
“Nu er vi der lige straks”, lød det fra ambulanceføreren.