De har snakket om den i dagevis, oppe i børnehaven. Den sidste tand der bliver tabt, inden pædagogerne skal give flødeboller til hele stuen. “Er det mon i dag? Hvem taber den? Hvornår bliver det?” har summet i samtlige kroge og min egen Jens har været edderspændt, imens han har berettet om, hvilke børn, der havde hvilke rokketænder. Det er store sager i hovedet på en fem-årig, skal jeg hilse at sige.
Tilfældet ville det sådan i morges, bedst som Thomas og Jens var kommet ind på stuen, at én af Jens’ bedste venner trak den famøse tand ud. Tand nummer tredive. Den flødebolleudløsende tand. Den tand alle børnene havde ventet på.
Der var vist ret meget jubel på stuen.
Bare ikke hos Jens. Jens ville faktisk gerne på arbejde med mig, som jeg havde tilbudt ham i morges, da han spurgte om ikke han måtte holde fri, inden han kom i tanker om at det kunne være at i dag var dagen. Flødebolledagen, som han ikke ville gå glip af til fordel for en fridag med mig i Andedammen.
Pludselig, da han stod oppe i børnehaven, ville han alligevel gerne have været med mig. Spændingen om tand nummer tredive var udløst og jeg tror i virkeligheden ikke det handlede så meget om den flødebolle. I hvert fald ikke for Jens, som derfor fik lov til at komme med Thomas rundt til tourforberedelser, inden han blev sat af her på kontoret ved mig. Bloggerkontoret, hvor man stort set altid kan være sikker på at være alene, når det regner udenfor, fordi ingen af os er “tvunget” af en arbejdsgiver til at forlade dynerne derhjemme. Og således sidder jeg nu her, alene i Andedammen, lige til venstre for min førstefødte, som tegner pokémons og fortæller røverhistorier, imens jeg nyder, at vi stadig bare kan dén slags med spontane fridage. Lidt endnu, i alle tilfælde.
