De første dage efter jeg havde født Aya fik vi rigtig mange gæster og jeg kunne ikke rigtig finde ro til at amme så meget som jeg nok burde, kan jeg se nu. Jeg havde ikke lyst til at amme foran alle de gæster vi havde, især fordi det gjorde så vildt ondt, så jeg fik ikke lagt hende særlig meget til de første par dage. Da sundhedsplejersken kom på 5. dagen og Aya havde tabt sig (hvilket jo er meget normalt de første dage), så anbefalede hun at vi supplerede med modermælkserstatning og jeg skulle begynde at efterpumpe med en brystpumpe. Derfra gik det helt galt. Jeg pumpede og pumpede dag og nat, hver 3. time i 3 måneder. Det var så opslidende og stressende. Al min opmærksomhed var på den skide brystpumpe døgnet rundt og det var først da min mand virkelig slog i bordet (han har været den vildeste og bedste støtte hele tiden) og sagde, ”nu skal du snart nyde din dejlige baby i stedet for at bruge så mange timer hver dag sammen med den kæmpe dobbeltbrystpumpe” at det gik op for mig, at det havde taget overhånd. Og han havde så ret. Den pumpe to alt for meget tid og energi. Det var slet ikke det værd.
Sådan beskriver Josefine fra yogamor.dk sit første ammeforløb, som på ingen måder var en dans på roser, men som – desværre – på én eller anden måde, er meget typisk for rigtigt mange (førstegangs)mødre.
De fleste af og har en forventning om, at vi selvfølgelig skal amme og at det selvfølgelig kommer til at gå fint. Vi ved måske fra veninder og familie, at det kan gøre ondt i starten, men de fleste af os, er overbeviste om, at vi sagtens kan dét der og at det ikke er noget vi behøver forberede os så meget på.
Men guess what, efter fødslen af den lille pragtfulde baby, som kommer amningen med et trylleslag – for næsten alle kvinder – til at tage en fuldkommen altoverskyggende rolle i hverdagen og man kan derfor ligeså godt forberede sig efter bedste evne, så det ikke bliver alt for svært.
Derfor har jeg dedikeret de næste fire jordemoderonsdage til amning og for i dag, vil jeg gerne dele lidt mere af Josefines ammehistorie med jer, for så på onsdag at tage min mere jordemoderfaglige hat på og komme med en række gode råd og forhåbentligt lidt god vejledning. For det er vigtigt, at komme godt igang med amningen – og at vide, hvornår man skal sige stop. For uanset hvad, må vi huske hinanden på, at en god mor ikke sidder i modermælken.
Josefines ammeforløb, med smerter, sår på brysterne, blufærdighed, for lidt mælk og en kamp der tog overhånd
Hvad tænkte du om amning, inden du fødte dit første barn? (Hvis noget, overhovedet)
Jeg havde gjort mig en del tanker om amning, for jeg havde flere veninder der havde kæmpet meget med det. Både med for lidt mælk, brystbetændelse, sår på brystvorterne og blufærdighed. Jeg var sikker på, at jeg ville amme og tænkte at det skulle nok gå fint – for det er jo sådan naturen har skabt os, så hvor svært kunne det være. Jeg ville i hvert fald ikke kæmpe så meget, at jeg lå søvnløs og tudefærdig over at amningen ikke fungerede, som nogle af mine veninder havde gjort. Jeg var ret sikker på, at især fordi jeg var yogalærer og i god kontakt med min krop, så ville det blive så naturligt, nemt og meningsfuldt at amme.
Blev det som du havde forestillet dig det?
Det blev overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg lå søvnløs og tudefærdig i dagevis. Jeg følte at min krop var åndsvag fordi den ikke virkede som den skulle. Amningen blev pludselig virkelig vigtig for mig, det var nærmeste det vigtigste overhovedet. Om det var et ubeskriveligt stærkt moderinstinkt, min stædighed eller omgivelsernes indirekte pres ved jeg ikke, men det var virkelig vigtigt for mig at få det amning til lykkes, nærmest på bekostning af alt. Det var pisse hårdt og når jeg tænker tilbage på de først 4 måneder af Aya’s liv, så var det den mest forfærdelige tid og en tid hvor ammekampen fyldte alt. Det var bestemt ikke så nemt, hyggeligt, symbioseagtigt og idyllisk, som jeg havde forestillet mig.
Hvad var du mest overrasket over i forbindelse med etablering af amningen?
At jeg under min graviditet var ret sikker på, at jeg vidste hvordan jeg skulle amme, så snart jeg havde født. Det vidste jeg på ingen måde. Jeg turde nærmeste ikke lægge hende til, fordi det gjorde ondt og jeg var sikker på at jeg gjorde det forkert. Det gjorde så sindssygt ondt i brysterne og det gav de vildeste efterveer, som jeg på ingen måde var forberedt på. Så jeg googlede løs på nettet for at finde ”opskriften på amningen” og jeg prøvede alt hvad jeg kunne, for at få det til at virke, ammete, hvidtøl, spise mælkebomben, vinkle hendes hoved på den helt rigtige måde, så hun kunne få luft, krænge underlæben ned, åbne munden nok og spidse brystet ned i munden på hende, slappe af i begge skuldre, ikke sidde i træk, ha uldsokker på, ha en vandflaske i nærheden, trække vejret dybt, tænke på noget rart, stimulerer hendes sutterefleks, efterpumpe og gerne om natten hvor oxytocinen var højest, bruge syntocinon næsespray til nedløbsrefleksen og bide den sygeste smerte i mig, med en kolik baby på armen…. Jeg blev total stresset, usikker og havde slet ikke tiltro til at jeg kunne finde ud af det.
Hvordan oplevede du dine smerter i forbindelse med amningen?
De første 2 uger var så smertefulde, både med efterveer og sårfyldte brystvorter. Det gjorde så ondt, at jeg måtte gå ind i et andet rum, så jeg kunne koncentrere mig, mens tårerne trillede ned af kinderne, når jeg lagde hende til. Jeg brugte mine åndedrætsteknikker fra yogaen og gjorde alt for ikke at holde lille Aya for hårdt, for det gjorde så vanvittig ondt. Når jeg ikke ammede, så var mine brystvorter helt hudløse og så ømme at jeg næsten ikke kunne holde ud af at have tøj på.
Hvad oplevede du som de største udfordringer – eller måske ligefrem forhindringer til at etablere en god amning?
Den største udfordring var nok, at jeg ikke fik den rette vejledning helt fra start. At jeg oplevede så meget stress og for få hjælpende hænder på fødegangen. Jeg havde brug for information, støtte og direkte vejledning i hvordan jeg lagde hende til. Derudover havde vi et hav af gæster fra allerede en time efter fødslen, det ene hold gæster overlappede det næste hold nysgerrige bedsteforældre og sådan fortsatte det de første dage. Derfor fik jeg slet ikke den nødvendige ro og tid til at lade Aya sutte og stimulere brystet eller tid til lige at lære hvordan man overhovedet ammer. For selvom det er noget mange kvinder gør og har gjort gennem tiden, så er det ikke bare noget der er bare kører fra dag ét.
Hvordan oplevede du at dine omgivelser reagerede på, at du supplerede amningen med modermælkserstatning?
Først og fremmest havde jeg selv et virkelig stort problem med det, for jeg kunne ikke sige ”jeg fuldammer”, hvilket åbenbart var virkelig vigtigt for mig. Der var en periode hvor jeg var lidt flov over at give flaske offentligt, for så var jeg jo sådan en, som ikke kunne finde ud af at amme eller måske sådan en som ikke havde kæmpet nok. For selvom jeg havde pumpet dagligt i 3 måneder, ligget opløst af gråd mange gange og prøvet you name it, så kunne jeg jo nok godt have kæmpet lidt mere. Og ja, det kunne jeg nok godt, men ikke uden at det var gået ud over mange andre ting. Da jeg først accepterede, at jeg blev nødt til at supplere med erstatning, så kom der så meget ro på og det var først der mine ammestunder blev hyggelige.
Hvis du skulle give et godt råd til en kommende mor, som gerne vil amme, hvad skulle det så være?
Det råd jeg gav mig selv anden gang jeg blev mor var; at tro på at der er mælk nok, lade baby sutte så meget det har lyst til i starten, ta det med ro den første tid efter fødslen og måske vente helt med gæster til mælken er løbet til. Brug vejrtrækningen, når det gør ondt de første uger. Lad folk servicere dig, så du kan tage fokusere på amningen i starten. Ha tillid til kroppen. Du er ikke en bedre mor fordi du ammer dit barn!
Som jeg indledte med, er Josefine fra yogamor.dk og hendes ammehistorie på ingen måder enestående, for det ér svært at etablere en god amning. For de fleste i alle tilfælde. Hvis I har erfaringer, som I også gerne vil dele, er I meget velkomne til at gøre det i komentarfeltet, hvor I selvfølgelig også skal være velkomne til at stille spørgsmål, som jeg vil forsøge at tage med i mit indlæg i næste uge.