“Hvor gammel er den?” spurgte han med en rusten gedigen københavnerstemme, imens hans slingrede i retning mod den smukke kvinde, der kom gående med en lille, sort krøllet hund. Hans ven grinede og jeg var ikke i tvivl om at de hørte bedre til end jeg, der på Tietgensbroen ved hovedbanen i København. De lignede nogen der var hjemmevante ved det hårde miljø omkring mændenes hjem i Istedgade, tænkte jeg. Jeg gik med en dreng i hver hånd og tænkte, at hvis han havde spurgt mig, ville chancerne for at jeg bare havde ignoreret ham og gået forbi, været på linje med chancerne for regnvejr flere dage i træk i november.
Den smukke kvinde med hunden trådte et skridt længere ud mod gaden og min første tanke var, at hun ville gå med samme taktik som jeg, idet hun smilede venligt. “Otte år” sagde hun, lige inden hun gik forbi de to mænd. Manden der havde spurgt, mumlede noget med at den da godt nok så sød ud, inden han slingrede videre i halen på sin ven.
Om det var fordi kvinden havde smilet sødt til ham, at han turde, ved jeg selvfølgelig ikke, men da en ung mand, med en telefon i den ene hånd og en cigaret i den anden, gik forbi, stak han i en lynhurtig bevægelse hovedet helt tæt hen til den unge mand og spurgte “hey, har du ikke en smøg?”. Måden han nærmede sig på, sammenholdt med hans noget særegne facon, virkede nærmest truende; eller i hvert fald grænsende til det aggressive.
Jeg tænkte igen, at nu ville jeg med garanti have taget den lette udvej, hvis det var mig, han havde spurgt. “Nej, desværre” hørte jeg nærmest mig selv sige, imens jeg betragtede den unge mand, trække hovedet til sig, som var han på vej til at blive overfaldet, inden han tog et hurtigt hiv af sin cigaret, smilede, og rakte den til den forhutlede vesterbroer, som tog imod med et grin. Hans ven, som var kommet et par meter foran, ventede og slog armene ud til siden med et “kom så mester“, inden de i hurtigt tempo strøg i retning ned mod halmtorvet. Grinende.
Alle var glade.
Tænk, at der ikke skulle mere til, end at afgive den halve smøg, den unge mand var igang med at ryge. Den fuldstændigt ligegyldige halve smøg, som gjorde en forskel for et andet menneske. Og tænk, at jeg formentlig bare havde ignoreret – eller i hvert fald affejet – den slingrende mand, hvis det var mig han havde antastet på den måde. Bare fordi han ikke lignede mig eller nogen jeg umiddelbart relaterer mig til, men fordi han nærmere lignede en narkoman.
Tænk at der nogle gange ikke skal mere til. Jeg var – og er – dybt imponeret, både over den smukke kvinde og den unge mand og jeg drømmer om, at jeg kan blive bare en lille smule mere som dem; anerkendende – også overfor den type mænd, jeg ellers har det med at være en lille smule bange for.
Tænk hvis vi alle kunne lære noget af dem…