Det er altid spændende med nye briller, synes jeg, fordi man med dem forholdsvist let kan skifte totalt udtryk og karakter. Derfor havde jeg også glædet mig gevaldigt til i dag, hvor jeg skulle hente de to par jeg bestilte i sidste uge, efter beskeden om at mine øjne ikke længere tålte mine (daværende) kontaktlinser for godt.
Men ak, det ene par var pist forsvundet og til trods for at de søde (men noget forvirrede) butiksassistenter kiggede samtlige skuffer og brilleetuier igennem, dukkede de aldrig op.
Til gengæld lå det andet par parat. Dem jeg har været mest spændt på.
Et par dage efter jeg havde bestilt dem, så jeg en mand komme cyklende forbi mig på Østerbrogade iført præcis de samme briller og jeg mistænkte pludselig, om jeg mon havde begået samme brøler som da jeg for små 10 år siden kom til at købe et par herrebriller? Dem som jeg til min store fortrydelse en gang havde på, samtidigt med en vordende far på fødegangen, med umanerligt god brillesmag og usandsynligt dårlig humor. Ak, mand. Det var simpelthen så kikset, fordi manden tydeligvis blev i tvivl om hvorvidt det var ham, der var trukket i en damebrille og han kunne således nærmest ligeså godt have været iført en kjole, som jeg skulle overbevise ham om, var utroligt maskulin. En situation der på ingen måder er ønskværdig på en fødegang, hvor manden for alt i verden helst ikke skal fokusere negativt på sig selv, men positivt på sin kæreste.
Og ja, da jeg i dag returnerede til butikken for at hente dem, kunne jeg selvfølgelig ikke undgå at bemærke det store “HERRER”-skilt, der hang lige over hylden, lige dér hvor jeg havde fundet dem.
Men helt ærligt, de var – og er – altså de sejeste briller jeg længe har set! De er markante, store og se-jeg-har-briller-på-agtige, på den helt rigtige kunstneriske i-don’t-give-a-fuck måde. Nu skal jeg bare lige finde ud af om de også er gode til mig.