Det der skulle have været drømmen om et barn, ender nogle gange ud i et mareridt. Når fostret ikke er levedygtigt – og endnu værre – når det viser sig, at nogle af de celler, som skulle være blevet til et barn, har udviklet sig til mola, som er en tilstand hvor cellerne vokser uhæmmet i “klaser” uden positiv funktion for barnet.
Mola er heldigvis sjældent og skyldes en fejl i arveanlæggene, som opstår i forbindelse med befrugtningen. Man kender ikke den præcise årsag til at det opstår, men man ved, at de ukontrollerbare celler, som i udgangspunktet er en godartet sygdom, i sjældne tilfælde kan udvikle sig til kræft, hvorfor kvinden efter udskrab – af både mola og eventuelt foster – skal gå til kontroller, for at sikre at hCG-niveauet, som ved mola er forhøjet, vil falde regelmæssigt. Derfor er det også vigtigt at kvinden ikke bliver gravid umiddelbart efter, da man i dét tilfælde ikke kan vide om det forhøjede hCG-niveau skyldes graviditet eller opblusset mola.
Hvis der – mod forventning – konstateres kræft, skal kvinden i kemoterapi og der er gudskelov en helbredelse på over 90 %.
Langt de fleste kvinder kan gennemføre et normalt svangerskab efter en molagraviditet dog med en øget risiko for en ny molagraviditet, på 1:100 mod 1:1000 for andre kvinder.
Det er en barsk omgang med sådan en mola-graviditet og jeg vil derfor anbefale jer lige at overveje om I er parate til en beretning, som altså ikke er lykkelig, inden I læser videre i denne Fødselsfredag, som altså er en beretning om en molagraviditet.
Ønskebarnet der blev til mola-monsteret
Det er den 2. november 2016. Jeg tester positiv for 2. gang i år. Første gang var den 10. juni 2016 – tre uger efter begynder jeg at bløde. Jeg fik min første kirurgiske abort den 27. august. Den 27. december ligger jeg der igen. Til nakkefold er fosteret dødt. Til trods for at vi så et levende foster den 9. december.
Det er et udskrab uden problemer. Jeg mister dog en del blod under operationen.
Den 30. januar 2017 bliver jeg ringet op mens jeg underviser af en sød læge, som fortæller mig at de har fundet mola i mit udskrab. Hun fortæller mig kort at mola er en godartet svulst i livmoderen. Det er sjældent og rammer 1 ud af 1000 gravide. Hun fortæller også at jeg ikke skal være bekymret, fordi jeg har fået behandlingen imod det – som er et udskrab. Jeg skal dog have kontrolleret mit hcg en gang om ugen indtil det er nul. Det vil nok dreje sig om et halvt års tid, hvor vi ikke må prøve at blive gravide.
Vi aftaler, at jeg skal komme onsdag den 1. februar til en samtale om hvad der skal foregå. Jeg lægger på og går i panik. Stryger op på lærerværelset og bryder sammen ved den første jeg ser. Vi taler i 10 minutter og så går jeg ned og underviser færdig. Jeg er lidt på autopilot. Jeg læser og læser om mola. Jeg beslutter lidt ikke at være bange for den minimale risiko for kræft; fordi den er minimal og fordi overlevelseschancerne er rigtig store. Og fordi at jeg jo er behandlet. Jeg bliver ramt af at skulle vente endnu længere på at prøve igen. Har vi overhoved mod på at prøve igen? De ret irrationelle tanker om risikoen for kræft vil alligevel ikke helt forsvinde.
Jeg tager på sygehuset og får taget den første blodprøve.
Mandag aften bløder jeg to gange; jeg må sidde på toilet i ti minutter indtil det stopper. Det samme skete fredagen før. Vagtlægen sagde, at det er helt normalt efter et udskrab. Jeg googler bl.a. ”mola og blødning”. Jeg kan ikke finde noget. Jeg læser at de fleste finder ud af det i løbet af graviditeten fx ved blødning eller til scanning. Det er ikke tilfældet for mig.
Det er tirsdag morgen. Marcus og jeg gør os klar til at tage i børnehave og på arbejde. Op på cyklen og ud til vejen. Mens vi venter på at komme over vejen kan jeg mærke, at det begynder at løbe fra mit underliv. I forhold til de andre gange kan jeg mærke at det denne gang løber meget og hurtigt. Jeg beslutter at vi skal vende om. Marcus stiller en masse hvorfor-spørgsmål, mens jeg går tilbage. Jeg hilser på en nabo. Jeg er overbevidst om, at jeg i det mindst kan nå hjem inden det løber helt igennem. Det viser sig dog senere, at jeg ikke er nået halvvejs inden blodet rammer fliserne. Man kan følge mit spor af blod på ca. 25 af de 50 meter der er hjem. Særligt omkring min cykel ligger der meget, som er løbet ud af min krop, mens jeg har spændt Marcus op og løftet ham ned. Da jeg kommer ind i gangen kan jeg godt se at jeg ikke når ud på toilettet. Jeg får mine blodige sko af og beder Marcus stå stille i gangen og ikke gå ind. Jeg står lidt længere inde i gangen og blodet drypper ned på gulvet. Jeg får fisket min telefon op og begynder at ringe rundt. Endelig er der en, der tager den – min veninde. Jeg får sagt, at det er over alt og spørger om hun kan køre Marcus i børnehave. Jeg lægger på og Marcus siger, at der er meget vand på gulvet, og at jeg ikke skal træde i det. Det bliver vi hurtigt enige om. Jeg får ham sat til rette på gulvet i gangen med en tegnefilm på min telefon. Jeg har ikke flyttet mig efter vi kom ind. Det har blødt i en halv time nu. Mens vi venter ringer jeg til lægen og damen i røret siger ”Du er nu nummer syv i køen”. Jeg lægger på. Min veninde kommer hurtigt og får Marcus ud af døren. Vi aftaler, at jeg ringer 112 når de kører. Nu kommer panikken og jeg græder i telefonen. Jeg kan huske, at jeg sagde ”Det er over alt” mindst to gange. Til min store lettelse siger hun: ”Der kommer nogen efter dig. Bare læg dig ned og træk vejret”. Jeg bliver lidt mere okay og vi aftaler at lægge på. Mens jeg ligger og venter forsøger jeg igen at få fat i Daniel. Jeg kan høre telefonen ringe inde fra soveværelset. Jeg får googlet hans arbejde og får fat i en kontordame, og jeg siger ”Hej, min kæreste er lærling hos jer. Jeg ligger på gulvet og venter på en ambulance. Vil du være sød at få fat i ham?” Det vil hun heldigvis gerne. To sekunder efter vi lagde på kan jeg igen høre hans telefon ringe i soveværelset. Pokkers, det fik jeg jo ikke lige sagt. Kort efter ringer han til mig. Vi aftaler, at han cykler hjem, og at vi tales ved, hvis ikke han når hjem inden ambulancen henter mig og når jeg ved hvor de kører mig hen. Jeg har det jo i princippet fint. Jeg har ikke ondt nogen steder. Blodet siver stadig 45 minutter senere. Ambulancen ankommer og de får mig op og ud af lejligheden. Jeg får lagt et drop med væske og de stiller en masse spørgsmål. Daniel kommer og får at vide, hvor jeg skal hen. Han går ned og tørrer det værste op i lejligheden. Vi kører afsted mod gynækologisk afdeling. På vejen beslutter de, at det er med udrykning.
Daniel møder os deroppe, og jeg bliver scannet. Det er endelig – efter en time – stoppet med at bløde.
På scanningen kan de tydeligt se en mola-”klase”. Jeg har ”desværre” spist morgenmad, og de kan ikke operere før tidligst 13.30. Jeg får en seng på en stue og vi bliver enige om at det møde jeg skulle have dagen efter forsøges afviklet nu, mens vi alligevel venter og jeg har det jo fint. Kl. 10.30 begynder jeg at bløde igen. Det siver konstant i en lind strøm og ind imellem kommer der nogle store skyl. Jeg får det dårligt og får ilt. Forløbet er uklart. Jeg får i hvert fald lagt et drop mere. Jeg har et i hver hånd nu. Fire forsøg senere. Vi har tidligere aftalt, at jeg, under operationen, skal have noget Methergin, der skal få min livmoder til at trække sig sammen. Det får jeg nu i stedet, i drop, så det kan virke hurtigt. Bivirkningen er, at min mave også trækker sig sammen, og jeg skal kaste op. Hele tiden. Jeg er fastende og det er umuligt at kaste op, men kroppen vil. Hver gang jeg prøver at kaste op, skyller blodet ud den anden vej. Jeg får noget, der skal tage kvalmen og det gør det heldigvis også. Efter en time er der ro på igen. I min journal har de vurderet at jeg har blødt 3-400 ml i løbet af den time.
De taler frem og tilbage; de overvejer, om de skal tømme min mave og operere nu, om vi fortsat skal vente eller om at de skal lave en kikkertundersøgelse, så de kan se hvad der er deroppe. En sygeplejerske siger på et tidspunkt ”at nu skal vi også tænke os om inden vi bare gør noget”. De ringer til Skejby for at rådføre sig og for at overveje muligheden om, at jeg skal derned. Skejby kan heldigvis berolige med noget viden og de fortæller at det er den rette plan vi har lagt – at vente til jeg er fastende og så lave endnu et udskrab. Kl. 15 er det hele overstået. Jeg vågner og spiser, tisser og fjoller i en narkose-rus. Sover til kl. 17.15, og kl. 18.30 er vi på vej hjem. Det føles som om der er gået to dage, og jeg savner Marcus. Jeg krammer ham i tyve minutter inden dagen slutter og han skal i seng. Tolv timer efter jeg lå i gangen med alarmcentralen i røret slutter dagen på sofaen. Det bedste, der skete hele dagen var lettelsen, da damen fra alarmcentralen siger at de ville hente mig. Det værste var klart blikkene fra sygehuspersonalet, der lignede nogle der tænkte; ”hvad fanden sker der her?!”.