At skrive dette skriv har været en lang hård rejse. Den har været fyldt med tårer, frygt, glæde, smil, arrighed, vrede minder og mareridt. Ja du læste rigtigt mareridt… Tænk sig som 26 årig at vågne op badet i sved over noget som skete for 2 år siden…. Det er en personlig fortælling. Nogle vil måske mene med for mange detaljer, men for mig er den rigtig som den er. Du gav mig en håndsretning og en mulighed for at få det hele bearbejdet endnu en gang, men fra et andet perspektiv.
Sådan skrev kvinden, der sendte mig denne fødselsberetning, som er en hård én af slagsen. Med til fødselsberetningen hører en beretning om efterforløbet, som skulle vise sig at være en meget hård omgang, sammen med begyndelsen på en ny graviditet, men dén må I altså få i næste uge. Indtil da, hæng i og send en tanke til endnu en stærk kvinde.
Mandag d. 30 marts 2014 stod jeg en tidlig morgen med en positiv graviditets-test i hånden. Glad af forventning, spændt, rørt og lykkelig ringede jeg til min kæreste, Anders, og fortalte ham den glædelige nyhed. Vi havde et ønske om et ønskebarn, og havde været i gang med projekt ”barn” siden nytår – og nu var det lykkedes!
Det blev en hektisk tid, da jeg blev indkaldt til en akutscanning, da man var usikker på hvor langt jeg var henne. Men d. 20. Maj 2014 kunne vi ENDELIG offentliggøre vores lille ønskebarn; allerede der oplevede jeg, hvor stort et emne man lige pludseligt bliver når man er gravid. Svigerfamilien fik lige pludseligt en holdning til mit arbejde, min hobby; folkedans, og mine levevaner. Vores venner fik lige pludseligt et special-forhold til min mave, som skulle aes i tide og utide. Min egen familie blev lige pludselig overbeskyttende og meget forsigtige.
Vi var stædige! Vi ville fortsætte vores liv, så godt som vi nu kunne. Jeg ville stadig have mulighed for at danse 2 gange i ugen, for at holde mig i gang. Jeg nægtede at blive aflastet for meget på arbejde. Vi tog stadig på kantarel-tur i skoven med venner, stadig til byfester og jeg sang stadig koncerter som førhen.
Jeg havde termin d. 24. november 2014, men det havde Carla, vores datter, ikke helt opdaget. Hun hyggede sig meget inde i min mave, så der gik 10 dage ekstra – onsdag d. 4. december 2014, før vi endelig kunne holde hende i vores arme. Det var 10 dage, fyldt med bekymringer, stærke smerter og en masse dødirriterende sms’er og opkald fra min totalt umulige og utålmodige svigerfamilie.
Jeg havde snakket med min jordemoder i weekenden d. 29.-30. november. Hun havde ringet til mig, for at informerer mig om, at jeg i den løbende uge, ville blive indkaldt til en opfølgende undersøgelse på sygehuset; og hvis jeg havde behov for det, ville hun være til stede. Jeg bad hende være der og vi aftalte onsdag d. 4. december (min datters fødselsdag). Derudover bad hun os om at være gode ved os selv. Spise en god middag, tænde stearinlys, holde om hinanden osv.
Mandag d. 2. december 2014, havde jeg lavet en god middag. Da vi satte os til bordet for at spise, kunne jeg mærke nogle jag i maven – det måtte være veer!! Ganske rigtigt. Jeg ringede til min jordemoder. Hun bad os om at spise så meget vi kunne og så ellers pakke vores ting og så skulle vi mødes på Herning Sygehus.
Da vi satte os i bilen tog veerne til, men da vi ankom til sygehuset var det som om at de forsvandt. Da vi stod foran fødegangen og jeg skulle trykke på dørtelefonen, gik de i gang igen med sådan en volumen at jeg ikke kunne andet end at stå og trække vejret. Anders valgte derfor at ringe på, og sige de skulle komme og hjælpe NU!!
Jeg nåede ikke ind på nogen observationsstue, jeg røg direkte ind på fødestuen. Jeg husker det ganske stille og roligt, veerne kom og gik, og tog til i styrke. Min kendt-jordemoder foreslog at hun lige ville gå efter noget frugt og noget vand, idet hun vurderede at vi havde det hele under kontrol.
Veerne blev ved, men jeg udvidede mig bare ikke. Da kl. blev 01.00 besluttede jordemoderen og Afdelingsjordemoderen, at vi skulle overnatte. De hentede en seng til Anders og vi overnattede på fødestuen. Jeg fik nogle bistik, som tog toppen af veerne, så jeg kunne få noget søvn. Præcis kl. 06.00, tirsdag, stoppede bistikkene med at virke og veerne startede forfra. Jordemoderen havde overnattet på sygehuset og stak hovedet ind for at informere os om, hvad der nu skulle ske.
Hun havde aftalt med afdelingsjordemoderen at vi skulle indlægges, da man ikke turde at sende mig hjem, på grund af det lange opstartsforløb. Derfor fik vi en barselsstue og blev indlagt under fødegangen. Jordemoderen bad Anders om at køre hjem, ca. 45. min, for at hente noget tøj til sig selv og evt. telefonoplader osv.
Veerne blev ved det meste af formiddagen, de tog mere og mere til i styrke og jeg blev mere og mere utryg. Anders kørte klokken 14.00 og klokken 16.00 gik vandet. Jeg var alene på barselstuen og gik i panik. Jeg ringede til Anders og bad ham komme med det samme. Jeg ringede efter personalet, på klokken, men der kom ikke nogen. Jeg ringede igen og igen og igen, men der skete ingenting. Det gjorde ondt som en i helvede, rundt om ryggen, ned i benene, jeg skreg som et lille barn.
I mellemtiden var Anders kommet, men han var fuldstændig lamslået, chokeret og fuldstændig rundt på gulvet.
Lige så stille blev døren åbnet, en jordemoder havde reageret på mit kald. Hun blev chokeret da hun ikke havde vist vi lå der. Hun tog dog hurtigt ansvar, hjalp os ned på fødegangen og ind på fødestue nummer 3. Hun kaldte på afdelingsjordemoderen, og bad hende ringe efter min kendt-jordemoder.
Jeg blev guidet ind under en varm bruser og hun respekterede at jeg var chokeret, bange og havde brug for ro og tryghed.
Min jordemoder kom hurtigt og sammen fik de to jordemødre lavet et varmt bad. YES – en jordemoder som kendte mig, mine ønsker og behov.
Jeg udvidede mig stille og roligt, og fik besked om at klokken 20.00 ville jordemoderen blive afløst af en anden, da der var vagtskifte.
Jeg blev i vandet og vi grinede, snakkede, sang, pjattede, fjollede og hyggede os, ind i mellem alle veerne.
Klokken 00.00 ca., var jeg fuldt udvidet og klar til at presse, men kunne ikke. Min krop var tom for kræfter. Jordemoderen valgte at kalde endnu en jordemoder og en SOSU-assistent ind som hjælp, og hun bad mig om at fortælle dem, hvad jeg havde behov for at de skulle. Den ekstra jordemoder og assistenten kom altså derfor til at holde mine ben og hjalp mig med at presse Carla ud. Klokken 01.13 kom hun til verden, 4230 gr og 54 cm lang.
Så skulle moderkagen fødes, den kom så let som ingenting sammen med den første liter blod. Derefter gik det stærkt. I løbet af de næste 20 minutter tabte jeg 2 liter blod mere. Jordemoderen informerede mig løbende om situationen og bad mig hele tiden fortælle, hvordan jeg oplevede det hele. I mellemtiden havde den anden jordemoder fjernet Carla fra mit bryst, og givet hende til Anders – hun var ikke blevet undersøgt endnu. Jordemødrene besluttede at slå alarm ”dårlig Mor”. Der kom en portør, en narkoselæge, en fødselslæge en sygeplejerske og mange flere. Jeg var bedøvende ligeglade med hvad de hed, hvad de lavede og hvad de skulle, jeg ville bare gerne have min jordemoder, Anders og Carla i nærheden.
Jordemoderen fortalte mig at situationen var alvorlig og at jeg skulle på OP – operationsstuen. Jeg var ligeglad, jeg bad Anders om et kys, ellers måtte jordemoderen give mig det.
Afsted det gik. Jeg kan stadig se lysene fra de lange gange. Jeg kan stadig høre portøren dirigerer dem alle. Jeg kan stadig se og mærke den anden jordemoder, som sidder ovenpå min mave og prøver at holde min livmoder nede. Jeg kan stadig høre min jordemoder, som fortæller mig om min fine pige. Da vi ankom til Op, bad jeg min jordemoder holde mig i hånden – jeg var skidebange. Det var koldt, jeg frøs og der var så mange mennesker, som endnu en gang ville fortælle mig om hvad de hed og lavede. Den anden jordemoder havde taget min fars cd fra fødestuen med, og bad dem sætte den på, så jeg havde noget trygt at ”falde i søvn til”. Klokken var nu 01.55 ifølge journalen.
Klokken 06.00 vågnede jeg igen, på opvågningstuen. Min jordemoder sad ved min side og registrerede en masse ting. Da jeg vågnede tog hun med det samme en telefon og sagde ikke andet end ”kom nu”.
Den anden jordemoder kom sammen med Carla og Anders ned på opvågningstuen og de var der sammen med os et stykke tid. Klokken 06.30 kom vi op til barselsgangen igen. Vi fik at vide vi skulle være indlagt indtil fredag d. 6. december som minimum, da de var meget bekymrede for min tilstand.
Jeg havde et brændende ønske om at amme, og fik tilknyttet en jordemoder som var specialuddannet i amning.
Vi valgte at ringe til nærmeste familie onsdag formiddag, da vi havde brug for at fortælle om min tilstand. Alle kom med spørgsmålet ”må vi komme i aften???” Ingen respekterede den tilstand jeg var i; at jeg kun havde 1,5 liter blod i kroppen. At jeg havde et barn som søgte mig, men reelt var mere tryg hos sin far og afviste mig og mit bryst gang på gang.
Mine forældre var bekymrede og bad allernådigst om de måtte komme om eftermiddagen, for at se mig. De snakkede med jordemoderen og aftalte et lille besøg.
Om aftenen dukkede min svigermor op, uanmeldt. Hun forstod ikke den ro jeg havde brug for. Personalet var vrede, men hun var uforstående. Hun snagede i min amning og hev Carla ud af armene på mig. Jeg blev vred og ked af det – og skuffet. Jeg kæmpede mere og mere med tilknytningen og prøvede at bevare gejsten.
Fortsættes i næste uge…