FOTO: X-faktor, dr.dk
Sammen med hvad der synes som i hvert fald halvdelen af dem jeg er venner med på facebook, havde jeg i aftes plantet mig solidt i sofaen, midt imellem mine drenge, for at se X-faktor, som vi for en gangs skyld er begyndt at følge med i.
Det er jo med x-faktor som med alle mulige andre konkurrencebetonede underholdningsprogrammer at de er lette at hade, når man ikke ser dem og ufatteligt vanedannende når først man går i gang. Og jeg er altså addicted! Jeg er nødt til at se hvordan det går med Morten, Chili og Vkation, som efter i aftes er mine nye favoritter. Okay, Morten synger måske ikke i nærheden af ligeså godt som mange af de andre deltagere, men hold kæft hvor er jeg vild med at en fyr der er så ydmyg kan få lov til at få den oplevelse med.
Efter programmet faldt jeg, traditionen tro, i søvn sammen med drengene, for selvfølgelig at vågne op, megatidligt i morges, med god tid til at scrolle diverse sociale medier, hvor føromtalte venner på facebook tilsyneladende allesammen havde samme budskab: Ud med Toniah!
Ouch!
Til de af jer der ikke så programmet kan jeg lynhurtigt ridse op, at Toniah fungerede som en form for “hepper” backstage, hvor hun gav deltagerne en sidste peptalk lige inden de gik på scenen; noget der så vidt jeg ved, er et helt nyt tiltag i det ellers temmeligt traditionsbundne program.
Og ja, hun gav den gas og måske var det også lige i overkanten for os hjemme i stuerne at forstå, da hun greb én af Vkationdrengene om overarmene imens hun kiggede ham intenst i øjnene og spurgte “Er du der?“, men derfra og så til at voksne mennesker kommenterer med gloser som at Toniah var “kvalmende, træls, akavet, for meget, unødvendig og opstillet” er der i mine øjne temmeligt langt.
Faktisk så synes jeg at det var helt forfriskende at man som seer blev trukket en lille smule med ud bagved, for at få et indblik i deltagernes nervøsitet inden de skal ind på scenen, for det må alt andet lige, være skidehamrende angstprovokerende at skulle indtage dén scene, som ganske utrænet sanger foran et millionpublikum og dommere der potentielt siger at man var for dårlig til at fortsætte.
Jeg ved af gode grunde ikke hvordan Toniahs rolle overfor deltagerne i øvrigt er, men jeg mistænker, at hun – som hun så ofte gør – står for al koreografien og at hun er dén der hjælper deltagerne til at føle sig så godt tilpas som muligt på scenen og at hun derfor, selvfølgelig, også er dén der er allerbedst til at sige “Go get’em, Tiger!” inden de skal på scenen og jeg synes ærligt talt, at vi – familien Danmark, der ser x-faktor – skal tage os sammen og klappe hesten og være glade for, at vi faktisk får lov til at få den indsigt i hvad der sker bag de store scenetæpper, inden deltagerne går ind. Jeg synes i hvert fald det var stærkt og så håber jeg vitterligt, at vi i løbet af de kommende par programmer, når sceneprogrammet ikke længere er så stramt, får mulighed for at se hvordan Toniahs samarbejde med deltagerne rent faktisk er, udover lige i de afgørende fem sekunder inden optræden.
… Og tænk så lige hvis vi alle kunne have en Toniah der kunne gribe os om kæberne og fortælle os, at vi var super gode, lige inden vi skulle præstere ét eller andet stort? Ja, jeg ved selvfølgelig ikke med jer, men jeg ville elske det!