Det er så meget oppe i tiden, at vi skal passe så pokkers godt – for ikke at sige perfekt – på vores børn. Sukkerpolitiker, faste sengetider, det helt korrekte antal ugentlige bade og skærmkontrol er blevet indiskutable begreber i den moderne børneopdragelse, samtidig med at vi for guds skyld ikke må lade vores små guldklumper tilbringe for meget tid i daginstitutionerne; og jeg er ærligt talt ved at brække mig over det. Mest af alt, er jeg ved at brække mig over mig selv.
Jeg skal nemlig på ingen måder se mig for fin til at indrømme, at jeg selv er hoppet med på vognen fra forreste perron, hvor jeg især i forhold til sidstnævnte sætter en dyd i at mine drenge aldrig har mere end seks-timers-dage i institutionen; ikke så meget fordi jeg aner om det er det rigtige at gøre, men fordi jeg er faldet i den store konkurrencemose med begge ben placeret foran mig. Jeg vil ikke være hende moderen der afleverer først eller henter sidst, så længe jeg kan blive fri. Jeg vil hellere ose af overskud og speltboller og aflevere sidst og hente først.
… men ved I hvad? Jeg gider ikke mere.
Bevares, jeg vil selvfølgelig stadig gerne tilbringe en masse tid sammen med mine børn, som trods alt stadig er dem der rocker min verden allermest, men jeg tror altså ikke, at vi skal være så bange for at aflevere vores børn i de institutioner hvor de er trygge og glade. Heller ikke selvom de bliver afleveret før klokken otte eller hentet efter klokken 16. Ligesom jeg ikke tror at vi skal være bange for slik om mandagen eller lidt for få bade eller noget af alt det andet, som uofficielt skiller fårene fra bukkene i kapløbet om hvem der bedst kan fostre frugten af sin kærlighed.
Faktisk er jeg røvtræt af den uofficielle konkurrence.
Allerede for mere end et år siden spurgte Jens, min femårige søn, første gang om ikke han måtte prøve at spise morgenmad oppe i børnehaven. Han ville nemlig gerne prøve at være den allerførste der mødte ind, ligesom han også har haft et ønske om, at være den sidste der bliver hentet. Bare én gang. Flere gange har jeg lovet ham, at han nok skulle få lov – snart – men ærligt talt, så har jeg hele tiden håbet, at han pludselig ikke længere ville synes at det var en særligt god idé, for set med mine voksenøjne, måtte det da være meget bedre med lang(somm)e morgener derhjemme og korte dage i institutionen.
I dag skulle det dog være, fordi min mand var i Jylland for at spille koncerter og jeg meget belejligt havde en aftale med en elektriker på mit kontor inde i byen klokken 8.00.
Således ringede mit vækkeur, meget uvant, klokken 6.30, hvorefter jeg kravlede ud fra dynerne imellem mine to drenge og gjorde mig klar, inden jeg hentede først den ene og så den anden, som blev hjulpet i tøjet og fik børstet tænder, inden vi, tyve minutter over syv, imens det stadig var tusmørkt udenfor, gik mod børnehaven.
Jeg nåede på de tohundrede meter vi har derhen, at forberede børnene på, at det altså godt kunne være, at de ikke var de første børn derhenne, men at de nok skulle få morgenmad og jeg kunne tydeligt se skuffelsen i Jens’ øjne. Han ville jo gerne være den første.
Jeg tjekkede drengene ind og vi gik ind på den eneste åbne stue i institutionen, hvor der sad to voksne og sludrede omkring et bord. Der var ingen børn. Klokken nærmede sig 7.30 og der var ikke ét eneste barn, udover mine to, som for første gang i deres liv blev afleveret på samme stue, hos de samme voksne og i de mest rolige omgivelser jeg kunne tænke mig.
Der var seriøst stadig ingen andre børn, da jeg klokken 07.42 trådte ud på gaden og snappede løs, som I kan se på billedet ovenfor og lige præcis dér vidste jeg, at jeg er færdig i konkurrencen. Hvis standarden skal være, at børnene først kommer afsted efter klokken halv otte – eller senere – så lægger jeg mig fladt på ryggen og siger undskyld til alle dem, som måtte have følt det som et yderligere pres i en i forvejen travl hverdag, at der findes sådan nogle irriterende 9.30-15 mennesker som mig. Det er jo ikke fair og ingen fortjener at have dårlig samvittighed.
Der var desuden så hyggeligt i institutionen i morges.
Drengene blev installeret med hver deres skål havregryn, Peters bamse fik lov til at sidde med ved bordet og jeg kunne, med det største smil om læberne, vinke farvel og ønske dem en god dag, som ærligt talt tilsyneladende startede mindst ligeså hyggeligt, roligt og godt, som den ville have gjort derhjemme.
Jeg tror ikke at jeg har frataget mine børn en langsom morgen med mig, hvor jeg formentlig alligevel ville have brugt en stor del af tiden med at glo ind i en skærm, så meget som jeg har tilført dem et nyt perspektiv og en god oplevelse og muligheden for rent faktisk at opleve en institution med tid til nærvær og verdens bedste normering, som de sad dér to voksne til to børn. Jeg tror jeg har givet mine børn en enestående mulighed for at skabe relation til nogle voksne de ellers kun møder på legepladsen og jeg tror faktisk at det er ret sundt.
Vores børn skal nok klare den, uanset hvilke valg vi træffer på deres vegne, så længe vi ikke selv får nervøs tarm over det. De ser hvad vi gør og med det for øje tror jeg sgu, at jeg afleverer dem til morgenmad i børnehaven igen i morgen; det er nemlig ret belejligt nu hvor vi ikke har noget køkken.
… Og jeg har ikke tænkt mig at have spor dårlig samvittighed over det, selvom det allermest handler om at jeg ikke gider vaske havregrynsskåle op i håndvasken på badeværelset.
Hvis du også vil følge mig på snapchat, er du velkommen til at tilføje mig med mit brugernavn: cbuttenschon