Fra min svigermors bløde lænestol, efter rigelige måltider og endnu en tur i radioen faldt jeg pludselig over den artikel som jeg sidste år skrev til Alt For Damerne og som på én eller anden måde virker mindst ligeså relevant i dag, som dem gjorde dengang.
Artiklen starter ud sådan her:
“Er det der din seng?” spørger jeg den lille, forsagte pige, som netop har inviteret mig ind i familiens hjem. To høns går rundt på det hårde og knoldede lergulv, der ryddes for mus i det øjeblik, vi træder ind i rummet.
Madrassen på gulvet i det rum, der også er soveværelse for hendes forældre og søskende, er på størrelse med dem, vi bruger i barnevogne derhjemme, og så beskidt og gennemslidt, at jeg end ikke ville tørre fødder i den, hvis jeg havde set den hjemme i Danmark.
“Ja” sagde pigen stolt. “Jeg har min helt egen seng”.
[…]
Isatu er stolt over at have sin egen seng, og hun er glad for bare at have et sted, hvor hun kan sove i fred – noget der langtfra er en selvfølge. Hun bor med sin far og mor og fem søskende i en lillebitte landsby langt, langt ude på landet. Landsbyen ligger ned til en sø, og mit første indtryk af stedet er, at det må være paradis på jord. Lige indtil jeg kommer til at kigge mig sådan rigtigt omkring.
Husene er små, kummerlige hytter med bliktage, og jeg forsøger at forestille mig, hvordan det må larme i regntiden, som varer næsten seks måneder om året. Der er ingen elektricitet, og vandet hentes i byens eneste brønd placeret nogenlunde midt i landsbyen.
Den dag jeg forsøger at bære en spandfuld vand på hovedet, knækker de lokale kvinder sammen af grin over min kluntede facon, som kun bliver bekræftet, da jeg i et pinligt forsøg prøver på at give en hånd med tøjvasken, som selvfølgelig foregår med fuld knald på knofedtet og med hænderne og tøjet i en rytmisk bevægelse op og ned af det riflede vaskebræt. For manges vedkommende er det første gang, de møder et menneske med lys hud, glat hår, spids næse, blå øjne og fregner på næsen. Men jeg oplever, at vi kan mærke hinanden: pigerne, kvinderne og jeg. I hvert fald kan jeg mærke dem og den samhørighed, vi har, udelukkende baseret på vores køn og en indbyrdes forståelse af at være nysgerrige på – og åbne over for – hinanden.
… I kan læse hele artiklen (og se Kenneth Nguyens billeder fra turen) HER
Uanset hvor jeg har rejst i verden, har jeg følt præcis den samme samhørighed med de mennesker – især kvinder – jeg har mødt på min vej, som jeg beskrev i artiklen til Alt for Damerne og jeg er på dén måde, igen og igen, blevet mindet om, at vi er ens, på tværs af kontinenter, kulturer og krøller – eller ej. Præcis på samme måde, som da jeg for nogle uger siden var i Nepal sammen med Danmarks Indsamling.
I Nepal mødte jeg en masse kvinder, unge som gamle, som printede sig ind i min hukommelse såvel som i mit blødsødne hjerte, med en fælles forståelse af vores køn, vores behov for at kæmpe og den kærlighed, som vi bare så gerne vil give til vores børn. Især en 16-årig pige, som var stoppet i skolen et sted i tredje klasse og som bare ønskede for sin egen lille nyfødte datter, at hun dog bare skulle få muligheden for at færdiggøre sin skolegang, så hUN ikke ville ende i ligeså massiv fattigdom som den unge mor og hendes familie, gjorde stort indtryk på mig. Hun var ganske uuddannet og alligevel så utroligt klog; hun vidste godt, hvad der skulle til for at hendes datters fremtid kunne blive bedre end sin egen. Til gengæld anede hun ikke, om hun nogensinde ville kunne give sin datter vilkårene ved rent faktisk at skabe de rigtige omstændigheder og muligheder for hende. Hun anede det ikke, fordi hver eneste dag var en kamp. En daglig kamp for at få familiens sparsomme føde til at række og for at finde nogen at arbejde for, som ville betale en nogenlunde hæderlig dagsløn.
Hun levede fra dag til dag med usikkerhed, uvished og præcis de samme drømme for sine børn, som jeg sidder med for mine; at de får et godt liv, uden unødvendige bekymringer. At de kommer til at blive mætte, kloge og glade.
For den unge mor – og de syv andre i familien som boede sammen med hende – ville livet og fremtiden formentlig kunne ændres med et trylleslag, hvis de engang fik mulighed for at bygge deres eget hus, frem for at bo til leje. “Det kommer aldrig til at ske” fortalte kvindens gamle morfar, imens han kiggede ud over dalen. “Vi har ingen grund, ingen materialer og ingen mulighed for at bygge, når vi altid skal arbejde for andre”. Familien mente, at det ville koste dem svimlende 5000 danske kroner at bygge et hus svarende til dét de boede i allerede og det var tydeligt for mig, at de aldrig nogensinde (regnede med at) kunge komme i nærheden af den slags penge.
Jeg fik naturligvis lyst til at svinge dem pengene på stedet, men jeg forstod også hurtigt, at det ikke nyttede noget hvis jeg havde gjort det. Ingen andre i landsbyen ville forstå hvorfor det lige præcis var dén familie der skulle have penge og i virkeligheden ville det nok både være langt bedre og mere bæredygtigt, at give pengene til en velgørenhedsorganisation, som kunne forvalte pengene til mest gavn i landsbyen. Til drikkevand, til genopbygning af huse, til måltider, uddannelse og til hvad der er behov for på det pågældende sted. Til alle.
… Og helt ærligt, femtusinde kroner er eddermamer ikke meget at betale for at en hel familie, på fire generationer og otte mennesker, kan få en lysere fremtid, mad på bordet hver evig eneste dag hele livet fremadrettet og mulighed for at sende alle børnene i den offentlige skole. Især ikke når man tænker på, at der til Danmarks Indsamlingens store show på lørdag på DR bliver udloddet en pokkers masse lækre ting – blandt andet flere biler! – som man allerede nu kan deltage i konkurrencen om på flere forskellige måder.
Én af måderne man kan få fat i de lækre præmier, er ved at sende en sms med teksten SUPER til 1212, som koster 150 kroner, men som til gengæld giver et lod i konkurrencen om præmier for en værdi af lige knap 400.000, hvor der for bare at nævne ganske få ud af mange indgår en bil, et rejsegavekort og adskillige festivalbilletter. Det er med andre ord en rockerfed præmie og hvis nu bare 34 af os smider et lod i puljen, så har vi de 5000 kroner hjemme.
… Så skal vi ikke bare lige gøre det, hva’? Os der kan.
Vi kan så let gøre livet så meget bedre for så mange mennesker og det endda imens vi selv får muligheden for at forsøde tilværelsen lidt med de overdrevet lækre præmier.
Ja, jeg er altså fan, men jeg sagde jo også at jeg har et blødsødent hjerte.