Jeg sidder på det lille – gudskelov solide – sminkebord i badeværelset og er eddikesur. Okay, måske bare irritabel. Jeg har med fuld garanti PMS og det er pisse ubelejligt, faktisk. Men det er det selvfølgelig altid med den slags.
Det er vores sidste aften i Dubai og vi er åbenbart kommet til at købe mere end hvad vi sådan bare lige kan have i kufferten på vej hjem og pludselig bliver den slags diskussioner om, hvem der skal bære bleerne, skiftetøjet og alle de mange skærme vi har med, sådan nogle der tager over, i stedet for snakke om hvor dejlig en ferie vi har haft; for det har vi heldigvis. Vi er blevet behandlet overmåde pænt, hotellet har været mere end fremragende, børnene har været glade, solen har skinnet og jeg var ikke syg i andet end et lille døgn, før jeg igen var stand til at suge en velvoksen milk-shake til mig, som var jeg et sultent barn foran en slik-butik. Eller en sulten mig, selvfølgelig.
Komsi, komsa. Jeg skyder skylden på PMS’en uanset hvad og alene tanken om en slikbuffet, gjorde mig faktisk allerede i lidt bedre humør. I hvert fald nok til at jeg kan glæde mig over, at børnene sover og at vi stadig har til en sidste G&T på balkonen. Det plejer at kunne løsne lidt op på stemningen. God aften til jer, i det mindste