Lige knap et døgn efter jeg forlod vores lille lejlighed på Østerbro, stod jeg på en grusvej i Nepals hovedstad Kathmandu, som i forhold til det billede jeg havde i hovedet af, hvordan her måtte se ud, faktisk var i nogenlunde stand. Der løb et par drenge rundt og legede, kvinder, mænd og hele familier kørte rundt på scootere og husene stod, sådan nogenlunde.
Vi har endnu ikke haft muligheden for at se så meget hverken af land eller by, men vi har til gengæld været inviteret ud til en middag, som en traditionsrig velkomst og tak fordi vi er kommet for hjælpe, sammen med nogle af de lokale fra Folkekirkens Nødhjælp.
Alle nepalesere jeg har været så heldig at møde indtil videre, har simpelthen været så søde og selv dem, som går på gaden og helt tydeligvis lever et hårdt og forhutlet liv, smiler og nikker, når man går forbi dem og jeg kan ikke andet end at mærke at knuden i min mave over at være rejst fra min egen familie, blive mindre til fordel for den varme velkomst her i landet. Også selvom jeg ganske givet kom til at savne dem liiiiidt ekstra, da jeg facetimede med dem for nogle timer siden.
Da mørket brød frem, kom kulden ud samtidig ud af sit skjul og jeg priser mig i skrivende stund lykkelig for, at jeg brugte lidt tid på at finde mig en sovepose, inden afrejse, for jeg mistænker, at den tynde dyne der lige nu dækker min seng, ikke kan andet end lige akkurat at holde mig i live og til den slags kulde, er jeg alligevel lidt for magelig, når nu har jeg muligheden for noget andet.
Det bliver en stille lørdag aften, hvor jeg efter 2 timers søvn de seneste 34 timer, forhåbentligt ganske snart kan sove som en baby, inden en ny og spændende dag venter os i morgen.
I morgen tidlig kører vi ud til en lille landsby i bjergene, hvor jeg forventer at forholdene ser lidt anderledes ud, end de gør her i Kathmandu og jeg er edderspændt på hvad der venter os. Jeg tænker at det formentlig bliver vanvittigt en lille smule hårdt, men også enormt interessant og forhåbentligt både givende og lærerigt. Og så må vi se om jeg kan skaffe en internetforbindelse derude, så jeg kan holde jer opdaterede, eller om det må blive engang i næste uge.
Pas på jer selv og lov mig, at I giver et ekstra kys til dem I holder af – det ville jeg i alle tilfælde ønske at jeg selv kunne lige nu.