Jeg kan lige så godt sige det som det er; jeg har simpelthen de sødeste kollegaer man overhovedet kan drømme om her i kontorfællesskabet Andedammen. Og selvom jeg synes det er skide ærgerligt at min gode veninde Cecilie fra tregodegrunde.dk ikke længere kommer til at sidde hos os hver dag, så har vi heldigvis allerede fået en anden dejlig dame ind, som har taget hendes plads (og som jeg lover at skrive lidt mere om, snart) og jeg har således været ovenud tilfreds med det hold vi er blevet – og ovenpå vores forsinkede julefrokost i aftes, er jeg fuldstændigt overbevist om, at mine andedamer er nogle helt særlige og søde af slagsen.
Snakken flød frit og let og selvom vi alle er meget forskellige, virker det som om der plads til alle på en god måde. Jeg er sikker på at I allesammen godt kender det; når man er sammen med nogen i en broget flok, hvor det hele bare føles let og naturligt; hvor man ikke behøver trække maven ind eller tvinge smilet op. Der hvor der bare er dejligt. Som blandt damerne i min lille Andedam.
Dét har jeg ret meget optur over. Sådan virkelig.
Vi startede aftenen ud med et glas bobler inde på kontoret, inden vi slentrede afsted mod Steak Royal, som navnet til trods altså også serverer en hel masse andet end steaks. For eksempel serverer de en “Lobster Dog” som er en omgang pocheret hummer, mayo, bladselleri og lime i den blødeste briochebolle, som vitterlig smager af en lille bid af himlen. Og en Tempurastegt Helleflynder, som sammen med den veltilberedte bearnaise og et par trøffelfritter smager som noget man burde spise året rundt. Ummenum, altså. Jeg bliver helt sulten igen ved tanken.
Det var, måske lige set bort fra at jeg var lidt rigeligt hvidvinsrundtosset da jeg satte mig i taxaen på vej hjem, en vellykket aften og selvom der formentlig kommer til at gå nogle måneder (eller mere) inden vi samles på den måde igen, så glæder jeg mig allerede. Og som Søren Kierkegaard ville have sagt, så er forventningens glæde heller ikke at kimse ad.