Det er så populært blandt bloggere at lave indlæg hvor man løfter sløret for ellers hemmelige små pletter af éns personlighed, og jeg lapper det i mig, når det foregår hos mine kollegaer, gør jeg. Jeg synes den type indlæg er så hyggelige, men jeg synes på én eller anden bizar måde faktisk, at det er ret svært at komme op med en masse facts om mig selv, uden at virke alt for krukket, så jeg har i stedet spurgt Thomas, om ikke han kunne tænke sig at skrive et par ting, som han mente, at I ikke allerede vidste om mig.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg fik totalt tårer i øjnene over hans meget subjektive og absolut søde kendsgerninger om mig. Også selvom jeg synes han er en lille smule fej for at afsløre mit dansemove, som han hårdnakket påstår er nuttet, selvom jeg udmærket godt ved, at det er noget nær det grimmeste i verden. Og nej, der kommer ikke nogen video. I hvert fald ikke før Vild Med Dans ringer og beder om min deltagelse – så skal jeg gerne overveje det
Fem ting du ikke vidste om mig – skrevet af min mand
Cana er den vildeste dialektkamæleon. Hvis vi sidder 5 mennesker rundt om et bord og snakker, er jeg aldrig i tvivl om hvem hun taler til. Lad os antage at den ene er sønderjyde, den anden er Københavner, den tredje er også sønderjyde, men bosat i København. Og så naturligvis Cana og mig.
Så snakker hun “synnejysk”, med sønderjyden. Ja, hun snakker, for man taler ikke på sønderjydsk. Hun taler Københavnsk med Københavneren. Og så taler hun jydsk, men med sønderjysk klang til exiljyden. Og mig, snakker hun naturligvis rigsdansk med. I ved Østjylland FTW.
—
Hun har engang bygget et skur. Altså et helt rigtigt skur med tag, og plads til ladcykel, tre voksencykler, barnevogn og alt det andet man gerne vil komme ind i et skur. Hun googlede “how to build a shed”. Og så gjorde hun det.
—
Cana er den bedste danser i verden. I hvertfald når det handler om hendes eget danse moove. Hun har en dans, hvor hun løfter benene på en helt vildt, skør, tosset og dejlig måde. Jeg håber hun lægger en video op, så I kan se hvad jeg taler om.
—
Hun er blogger. Ikke bare i den forstand at hun hygger sig lidt. Hun lever, ånder og arbejder for sin blog. Mange spørger mig tit om det ikke er let at være blogger. Nej, det er fucking hårdt arbejde. Og hun elsker det. Hun er så passioneret omkring det. Og det får hende til at stråle.
—
Hun synger, spiller guitar og tegner helt vildt godt. Hun er simpelthen så kreativ en sjæl, at alt det som andre drømmer om at kunne gøre. Det gør hun bare. Hun er pisse dygtig, er hun.