Det er ganske hyppigt, især blandt førstegangsfødende, at gå over tid og at blive sat igang. Kvinden her afslog i første omgang igangsættelsen, i håbet om at kroppen ville starte selv, inden uge 42+0, men da dagen oprandt og veerne endnu ikke var sat ind, takkede hun ja til igangsættelsen og fik – et par dage og en masse hårdt arbejde senere – sin baby i armene.
Mandag 24.10.2011 – 40+0
Terminsdato og stadig ingen tegn på fødsel. Jeg er højgravid med min første søn og glæder mig til at få mit barn til verden. Jeg er ikke et tålmodigt menneske og er så klar til at føde. Indtil nu har jeg ikke bekymret mig om fødslen men mere set det som noget jeg ikke kan komme udenom og tænker at når alle andre kvinder kan komme igennem, så kan jeg selvfølgelig også.
Mandag 31.10.2011 – 41+0
Min mand og jeg møder på sygehuset til første overbårenhedskontrol. Vi får kørt en strimmel og jeg bliver scannet og alt ser fint ud. Babys hjerte slår som det skal og det er rigeligt med fostervand. De fortæller mig at han er en stor baby, hvilket gør mig lidt nervøs. Jordemoderen tilbyder at forsøge hindeløsning, hvilket jeg takker ja til, da jeg virkelig gerne vil have den her fødsel i gang. Det gør temmelig ondt, men virker ikke, da jeg slet ikke er ’moden’ nok!
Jeg bliver tilbudt igangsættelse om tre dage, men vil virkelig gerne selv gå i gang og får derfor i stedet en tid til en ny kontrol.
Min baby og jeg har det fysisk godt (som man nu kan have med vand i kroppen og 15 kilo ekstra på kroppen!), men jeg er frustreret over at fødslen ikke går i gang og begynder at tænke rigtig meget på alt det der kan gå galt under fødslen. Og så keder jeg mig frygteligt meget. Jeg har allerede gjort hovedrent i hele huset og lavet vores budget! Jeg begynder også at blive nervøs for at det ender med igangsættelse.
Torsdag 3.11.2011 – 41+3
Denne gang tager jeg til kontrol på sygehuset selv. Det første jeg bliver mødt med er ’Nå, så du skal igangsættes i dag?!’ Det overrasker mig meget, da det jo netop ikke er aftalen, så jeg fastholder at jeg kun skal til kontrol, på trods af at de flere gange tilbyder igangsættelse. Igen er alt fint og baby kan sagtens blive i maven lidt endnu. Jeg får en tid til igangsættelse om 4 dage!
Hele weekenden håber jeg at fødslen går i gang af sig selv, men tror samtidig mindre og mindre på det.
Mandag 7.11.2011 – 42+0
Min mand og jeg møder på Svangreklinikken kl. 8.00 om morgenen til igangsættelse. Jeg har sovet meget dårligt, da jeg jo ved at nu er det nu! Vi bliver sendt direkte på fødegangen, da de ingenting har at lave deroppe. Vi bliver vist ind på en fødestue, hvilket føles underligt da jeg ikke er noget nær fødsel. Min konsultationsjordemoder har vagt og hun tjekker at alt er som det skal være. Hun har en mandlig ambulanceredder med, som gerne skulle deltage i en fødsel. Det gør mig lidt blufærdig men jeg prøver at skjule det. Alt er fint og ca. kl. 9.00 får jeg lagt den første stikpille. Jeg skal ligge stille en times tid, hvorefter vi får lov at forlade sygehuset. Jeg er sulten og foreslår min mand at vi skal tage ind på café og spise brunch. Han indvilliger en smule modvilligt og vi kører det korte stykke fra sygehuset til gågaden. Jeg kan begynde at mærke lidt muren i maven og må også standse et par gange mellem bilen og caféen, men er fast besluttet på at vi skal have brunch! Min mand synes det er verdens dårligste ide (det siger han dog først til mig senere), men føjer sin gravide kone. Vi får lækker brunch – jeg nyder den, min mand nyder det overhovedet ikke!
Tilbage på sygehuset bliver jeg igen tjekket og får kørt en strimmel. Stikpillen har ikke haft den store effekt, så jeg får lagt en til. Vente og ligge stille igen. Jeg kan godt mærke at der stadig er muren, men er træt og vil bare gerne hjem i min egen seng og sove. Så efter endnu flere timer, en gang boller i karry (som senere kom retur!) og endnu en strimmel, får vi ved 20.30-tiden lov til at køre hjem.
Hjemme igen, går jeg i seng og min mand smider sig på sofaen og tænker nu er der ro på til i morgen!
Det er der så bare ikke, for kort efter jeg er gået i seng, omkring kl. 22.30 kan jeg mærke at det bliver vådt i mine trusser. Jeg står op og går på toilettet hvor jeg konstaterer at vandet vist er gået. Da jeg ikke er helt sikker, ringer vi til fødegangen og de synes vi skal komme ind igen. Jeg begynder at få mere og mere ondt og min mand panikker lidt. Det var jo ikke planen! Jeg tager det roligt og da vi kommer ud i bilen kan min mand ikke finde bilnøglen og han har ingen jakke på. Han får hentet en jakke og vi finder bilnøglen som han havde smidt om på bagsædet sammen med kassen til gps’en, som han lige havde sat til for en sikkerheds skyld. Turen til sygehuset (50 min) føles lang, da jeg begynder at have flere og flere veer.
Tirsdag 8.11.2011 – 42+1
Vi ankommer til sygehuset omkring midnat og bliver vist ind på ’vores’ fødestue som står og venter på os. Jordemoren konstaterer at vandet er gået og der er godt gang i veerne. Efter en undersøgelse, (4 cm) endnu en strimmel, en opkastning og en musikafspiller som ikke virker, kommer jeg i badekar, hvilket føles skønt. Jeg er nu gået ind i mig selv og koncentrerer mig udelukkende om veerne, som kommer stort set uden pauser. Efter en times tid i badekar kan jeg ikke længere holde ud at sidde der og kommer op. Jeg står nøgen, våd og kold på stuen og kan slet ikke overskue selv at gøre noget for at blive tørret. Al min blufærdighed er væk!! Jordemoren og min mand hjælper mig og jeg bliver igen tjekket. Den time i badekar har givet 5 cm, så jeg er tæt på nu. Jeg er fuldstændig udmattet og veerne fortsætter uden pause. Jeg er desperat for at komme videre, så da jordemoren siger at jeg må begynde at presse lidt med gør jeg det, selvom jeg ikke rigtig mærker det presser. Jeg kommer over på fødebriksen og presser og presser og presser i en time. Min baby bliver ved med at poppe tilbage, så alt mit hårde arbejde rykker os ikke meget tættere på mål. Det føles som en evighed og jeg tænker at han aldrig kommer ud. Igennem forløbet har de flere gang taget de her blodprøver fra babys hoved og nu viser den pludselig at baby ikke længere har det så godt! Jeg er så presset at jeg ikke kan overskue at sige andet end ’vand’ ind imellem presseveerne og er så meget inde i mig selv at jeg slet ikke opfatter alvoren i det der sker. Mine veer er aftagende og jeg kæmper virkelig. Situationen er presset og pludselig vælter det ind med mennesker på stuen, en fødselslæge, en børnelæge og et par stykker til som jeg aldrig har fundet ud af hvem var. Lægen tager over, jeg får vestimulerende drop og bliver klippet for at de kan få plads til at sætte en kop på baby. Det gør ret ondt da de sætter koppen! Jeg ved ikke at de har klippet mig, da jeg forud er blevet lokalbedøvet, hvilket jeg heller ikke har mærket. Men da jeg presser første gang herefter, gør det så vanvittig ondt at jeg skriger af smerte. Jeg har ellers ikke haft overskud til nogen som helst lyde under fødslen. Koppen smutter af, på grund af en fejl i luftsystemet og fødselslægen skælder ud – stemningen er nu virkelig presset. Jeg opfatter det ikke, men det gør min mand som efter fødslen har fortalt mig hvad der skete. De sætter koppen på igen, mere smerte og jeg presser igen. Jeg stopper da veen stopper men får at vide at jeg ikke må stoppe og presser igen. ENDELIG er han ude – kl. er 4.14 om natten! Han er lille og fin og kommer med det samme op på min mave hvor børnelægen tjekker ham. Han scorer toppoint på Apgarskalaen og bliver derfor hos mig – stemningen letter. Jeg er så træt og bliver ved med at sige at de skal holde fast på ham fordi jeg er frygtelig bange for at han skal falde ned fra min mave.
Jeg bliver syet og det hele falder til ro. Jeg er så lettet over at det er overstået. De næste par timer er skønne, fordi det stadig er tidlig morgen og mørkt og stille udenfor, hvilket giver en meget fredfyldt stemning. Vi får serveret morgenmad og nyder bare vores skønne baby. Han har ingen tegn på at være overbåren og er ikke så stor som jordemødrene har forudsagt da han vejer 3285 g og er 50 cm lang.