Heldigvis er det sådan i vores sundhedssystem, at fagpersonalet ikke må yde nogen behandling (andet end den livreddende), uden først at indhente et informeret samtykke. Det er altså altid til diskussion, når jordemoderen eller lægen under en fødsel anbefaler en behandling. Hermed naturligvis ikke sagt, at jeg ikke synes at man bør følge jordemoderens eller lægens anvisninger, for det synes jeg i langt de fleste tilfælde, men at jeg altid ser en fornuft i også at lytte til sig selv. Netop dét gjorde kvinden, som har skrevet dagens beretningen til denne fødselsfredag, da hun forsøgte at modsætte sig et vestimulerende drop. Hvorvidt årsagen til hendes afvisning af droppet er reel, vil jeg personligt måske stille spørgsmålstegn ved, men ikke desto mindre, synes jeg det er helt reelt, at have en holdning til, at man ikke ønsker en given behandling – uanset årsagen.
Ligesom første gang, havde jeg haft en rigtig fin graviditet uden hverken gener eller komplikationer. I modsætning til første gang valgte jeg at købe mig til noget fødselsforberedelse, da jeg var indstillet på, at denne gang skulle jeg føde vaginalt ovenpå et planlagt kejsersnit, efter en baby der lå med numsen ned første gang, og at jeg nok havde brug for noget mere forberedelse, end der var mulighed for at få i det almindelige tilbud. Det var de bedste penge nogensinde givet ud, og da terminsdagen nærmede sig, var jeg faktisk fuld af fortrøstning og overbevisning om, at det skulle nok blive hårdt – og smertefuldt – men det her kunne jeg godt klare.
Vandet gik 5 dage før termin kl. 0.30 natten mellem fredag og lørdag. Der skete ikke så meget andet, men fordi jeg havde fået kejsersnit før, skulle vi ringe til jordemoderen, så det gjorde vi. Vi aftalte at afvente og se tiden an. Et par timer efter begyndte jeg at time veerne. Der var 4-5 minutter mellem veerne, og de varede et minuts tid. Kl. 3.30 ringede vi igen og aftalte at mødes på fødegangen kl. 5. Veerne tog lidt til, men ikke så meget. Inde på sygehuset blev vi mødt af en glad jordemor, som undersøgte mig. Jeg var ikke begyndt at åbne mig endnu, og det var ikke så meget gang i veerne, så vi blev egentlig enige om, at vi skulle tage hjem igen, men så tog veerne pludseligt til, som om de ville sige, at vi ikke skulle tage nogen steder. De næste timer gik det slag i slag. Det var en fødsel taget ud af bogen, hvor jeg åbnede mig ca. 1 cm i timen. Veerne blev stærkere og hyppigere, og jeg arbejdede med dem, visualiserede, trak vejret overfladisk og sørgede for at prøve forskellige stillinger. Var træt, men liggende stilling duede bare ikke. Sad mest på sengekanten og holdt min mand i hænderne under veerne. Var også lige nede og hænge i en radiator. Da jeg var 6 cm åben flyttede vi ind på en større fødestue.
Kl. 14 var jeg 10 cm åben. Det sidste stykke var lidt en kamp, men det gik jo. Jordemoren skubbede det sidste af livmorhalsen op. Og så startede overgangsfasen. Havde både udvidelsesveer og pressetrang. Så det kørte egentlig derudaf. Prøvede forskellige stillinger, bl.a. at sidde på knæ, men så skulle der en elektrode på babyens hoved, og så måtte jeg ned og ligge. Havde også ondt i lænden og den kunne ikke holde mig oppe. Da ryggen gjorde rigtig ondt, fik jeg tilbudt “bistik”. Føj for en led smerte. Det var faktisk det værste under hele fødslen, men de virkede øjeblikket og fjernede al smerten. Nu begyndte pressefasen, og det betød, at der blev tjekket hjertelyd og ilt på babyen jævnligt, men elektroden gav problemer. Først blev der skiftet ledning, så elektrode (stakkels baby) og til sidst viste det sig, at det var apparatet, der var i stykker. Alt det betød, at der skulle rodes en del, og det gav uro og udløste veer og gjorde ondt. Alligevel var der gode veer og jeg var godt med. Der blev presset og presset og jordemoderen kunne efterhånden se det lille hoved, som roterede og ikke rigtigt ville sætte sig fast. Men vi kløede på. Der gik dog ikke ret lang tid, før veerne tog af igen. Det var som om livmoderen blev træt. Og det blev jeg også.
På et tidspunkt foreslog jordemoderen et ve-stimulerende drop. Det ville jeg ikke have. Det kom noget bag på jordemoderen. Jeg var rigtig bange for et drop, for jeg havde læst en artikel (dumt!) om en mulig sammenhæng mellem vestimulerende drop og adfærdsforstyrrelser. Det diskuterede vi et stykke tid, men jeg var stædig. Så jordemoderen fik bagvagten på banen. Hun forklarede mig om droppet, og hvorfor det var en god idé, men jeg holdt fast på, at det ville jeg ikke. Vi diskuterede en del mellem veerne. Efter det kom der en læge på banen og prøvede sig frem, men jeg holdt fast. Imens fik jeg både ilt og havde veer, så nu var jeg ved at være træt af at diskutere det samme. Jeg forstod det jo godt, men jeg ville ikke. Til sidst kom fødselslæge-bagvagten på banen, og hun gik lige sagen og kunne meddele, at der var ikke nogen medicinsk indikation, der pegede på et kejsersnit, som jeg ellers syntes, var en god idé på det tidspunkt. Det var enten at forsætte på den måde, jeg var i gang med eller prøve vestimulerende drop. Det var egentlig lidt befriende at få den meget kontante udmelding, men ikke desto mindre var jeg jo ikke så begejstret, for jeg kunne godt mærke, at der skulle ske noget. Så godt gammeldags pigesur gik jeg med til at få drop i en halv time for at se, om det gjorde en forskel.
Nu kom der gang i veerne igen, og hele flokken (vi var efterhånden ret mange på den stue dér) heppede, når der skulle presses. Jeg pressede igennem alt, hvad jeg kunne, men lige lidt hjalp det. Da den halve time og lidt til var gået uden resultater, begyndte bekymringen at sprede sig, for babys hjertelyd begyndte at falde, og lægen meddelte, at nu kørte vi ”gult sectio”. Så afsted med mig i løb ned ad gangen – hvor droppet i øvrigt faldt ud af hånden. Inde på OP prøvede først reservelægen og siden bagvagten at lægge rygmarvsbedøvelsen uden held. 5 stik blev det til uden virkning. Av. Til sidst meddelte lægen, at det måtte blive fuld bedøvelse, og min mand blev sendt uden for døren. Jeg ved i sagens natur ikke, hvad der foregik, men min mand fortalte, at operationsholdet kom ud, først med vores lille datter – som i øvrigt var fuldstændigt sund og rask – og siden løb ind igen, fordi jeg åbenbart blødte lidt for voldsomt. Det kom der styr på, men så ville jeg til gengæld ikke vågne. Det sidste viste sig dog at være falsk alarm. Jeg var faktisk vågnet af bedøvelsen, men bare faldet i søvn igen oven på anstrengelserne. Oppe på opvågningen – inden jeg var vågnet – blev vores datter lagt til, og hun gik til den og spiste godt. Jeg husker først rigtigt noget da vi var vel oppe på stuen på barselsgangen o. kl. 23.30 (hun blev født kl. 19.30), men da blev jeg også modtaget af en glad lille baby og en noget bleg og forskrækket far. Selv havde jeg det ganske fint. Jeg synes stadig, at det var en god fødsel, hvor jeg var med og følte mig stærk, selv om det endte, som det gjorde, og jeg er glad for, at jeg prøvede alt, hvad jeg kunne at få hende ud på traditionel vis. Når det så ikke lykkedes var der heldigvis andre muligheder. Var også efterfølgende glad for samarbejdet med jordemor og læger, som tog det pænt, at jeg syntes, det hele var til diskussion.