Det gør helt ondt i maven på mig, at læse denne fødselsberetning. Ikke så meget på grund af fødslens forløb, men på grund af alle de forfærdelige omstændigheder og noget nær verdens dummeste kommentar fra en narkoselæge. Jeg forstår virkelig godt at kvinden ikke var i stand til at klare mere smerte, da hun “kastede håndklædet i ringen” og jeg synes, både fra et jordemoderfagligt og et menneskeligt synspunkt, at hun har været super sej – også selvom fødslen ikke endte som hun havde håbet. Velkommen til en hård omgang fødselsfredag.
Forud for beretningen, skrev kvinden således til mig:
Kære Cana
Om du kan bruge min fødselsberetning til noget ved jeg ikke, men hvor er det dog dejligt at få skrevet det ned og selv her 8 måneder senere berør det mig stadig på en måde så mine tårer løber ned af mine kinder og desværre ikke pga lykke, men sorg over endnu en gang at have fået et kejsersnit og denne gang fordi jeg ikke var stærk nok som kvinde.
Jeg har i forvejen et barn som jeg fødte ved kejsersnit fordi han lå forkert. 3 1/2 år efter min søns fødsel bliver jeg endelig gravid igen efter 1 1/2 år kamp og til sidst med inseminering. Min mand og jeg var lykkelige og glædede os til en familieforøgelse.
Da jeg er 8 mdr henne er min mand på forretningsrejse og et par dage efter han kom hjem opdager jeg, at han har været mig utro på denne tur. Jeg opdager det ved at han skriver med hende på Messenger og jeg kan så sidde og følge med i deres samtale hvor han skriver hvor meget han savner hende, hvor fantastisk hun er osv.
Jeg er knust og hele min verden falder sammen. Jeg havde på ingen måde set det komme og det ødelagde al glæde ved at skulle have vores barn nr 2. Min mand fortæller hvor meget han fortryder og det var bare spændende, trunten betyder intet for ham.
Den næste måned er ekstrem hård. Jeg kæmper med sorgen over at have mistet den mand jeg troede jeg kendte, samtidig med at være højgravid og skulle være der for vores søn. Jeg sover minimalt og græder flere timer om dagen. Er flere gange i kontakt med fødegangen omkring situationen men de beroliger mig om at min datter nok skal have det godt i maven.
Et par dage over termin ligger jeg i sengen og kl er ca 1. Mit vand går og jeg ringer til fødegangen. Jeg får en tid næste dag kl 11, men kort tid efter kommer der slemme veer. Ca kl 7, hvor jeg ikke kan være i mig selv kører vi mod hospitalet hvor min mand og min mor er med. Det er så hårdt fordi jeg ikke har sovet i en måned og samtidig er jeg stadig så påvirket over hele situationen med min mand.
Jeg bryder fuldstændig sammen og kan på ingen måde være i mig selv. Kl 9.00 smider jeg håndklædet i ringen og siger at jeg skal have et kejsersnit. Jeg kan ikke klare en almindelig fødsel. Efter flere overtagelsesforsøg siger personalet ok og ved 10 tiden kommer jeg ind til kejsersnit. Da narkoselæge kommer hen til mig siger hun: du må godt nok ikke være stolt af dig selv. Jeg føler mig magtesløs og nikker bare. (I dag er jeg så vred over denne kommentar, jeg kan ikke forstå hvad hun fik ud af at sige dette til mig). Kejsersnittet var forfærdeligt og glæden kom ikke da min datter kom ud.
Jeg har siden min datters fødsel været så ked af at jeg ikke var stærk nok og at jeg endnu en gang ikke oplevede en naturlig fødsel. Jeg føler jeg er blevet snydt og føler det er pinligt når folk hører at jeg fik kejsersnit selvom jeg sagtens kunne have født selv, for jeg kan jo udemærket godt se at de ikke forstår mit valg.
Hvad ville jeg med den her fortælling? Pas. Måske bare få det skrevet ned? Eller måske håbe på at andre kvinder har “givet op”
Den dag i dag er jeg blevet skilt, for jeg kunne ikke komme mig over utroskabet.