Vi ved jo allesammen godt, at langt de fleste nytårsforsætter i virkeligheden aldrig effektueres før d. 2.januar, fordi vi stort set allesammen er for trætte, for sultne, for syge og for dovne til at gøre noget som helst aktivt d. 1.januar. Sådan er det i alle tilfælde for mig. Især når det kommer til det der med at være sulten og doven og virkeligheden er faktisk, i forhold til nytårsforsætterne, at jeg aldrig har været sådan rigtigt god til at få struktureret den slags planer for mit liv. Jeg kan ikke gå og vente på en bestemt dato, for at forandre noget ved mig selv, som jeg er træt af. Når det så er sagt, så er nytåret selvfølgelig en god anledning til lige at stoppe op og mærke efter, om der er noget man gerne vil gøre anderledes. Om der er noget, som fortjener lidt øget opmærksomhed. Noget som man forventer – eller i hvert fald har intentioner om – at gøre anderledes i den kommende tid.
Derfor vil jeg i virkeligheden meget hellere benævne det som mine nytårsforventninger eller mine nytårsintentioner.
Bevares, jeg er stadig bare et ganske simpelt menneske, der ligesom så mange andre har spist mig et par ekstra kilo på i løbet af december, men de kilo – og især deres vej retur hvor de kom fra – har for mig at se ikke så meget med det nye år at gøre, men mere noget at gøre med, at alle de mange anledninger til at vælte sig i slik, kager og rigeligt fedtholdig mad, med de tolv klokkeslag er voldsomt aftagende og det derfor er lidt lettere at smide kiloene, uden at skulle være alt for hård ved sig selv her i januar, frem for hvis man var startet midt i december. Det er vel nærmest bare mest oplagt, at gøre det nu.
Dermed ikke sagt at et mål om vægttab ikke kan være et udmærket nytårsforsæt, som jeg bestemt tror det kan for nogle – jeg siger bare, at det ikke forholder sig sådan for mig. Hvis jeg havde vejet 15 kilo mere og været ked af min krop, kan jeg ikke afvise, at jeg havde haft det på en helt anden måde og brugt nytåret som en slags tilløb til den store livsstilsændring. I don’t know.
Til gengæld ved jeg lidt om hvad jeg har intentioner om at blive bedre til i 2017; hvad jeg forventer at kaste lidt ekstra opmærksomhed på, når det kommer til mit eget liv. Det handler primært om, at jeg vil blive bedre til at strukturere min tid, så jeg kan begynde at drage nytte af den luksus jeg så ofte har “pralet” med at mit erhverv som blogger burde kunne tillade mig; at jeg for eksempel kan drikke kaffe med mine veninder præcis når det passer dem og rent faktisk nyde, at jeg selv bestemmer min arbejdstid. For det lader det nemlig til at jeg kan.
2016 har for alvor været året hvor jeg skulle prøve mig selv af som professionel blogger. Det har været dét år, hvor jeg har lagt mig benhårdt i selen for at kunne leve af min drøm. Eller rettere, leve min drøm. Jeg har knoklet for at kunne nyde mit liv uden andre arbejdsmæssige rammer end dem jeg selv sætter og jeg kan mærke, at det er på tide, at jeg forsøger at sætte barren lidt ned. For jeg kan sagtens leve af at blogge. Men jeg behøver det ikke. Ikke så godt. Jeg behøver ikke at tjene kassen for at have det godt og jeg behøver ikke, at have den største blog, med de fleste læsere eller de fleste glade annoncører. Overhovedet ikke. Jeg behøver ikke længere bruge de mange, mange flere end 37 timer om ugen på at optimere, udtænke, planlægge, skrive, snakke, filme, maile, fotografere og kreere som jeg ellers har gjort i 2016, for at kunne leve af min blog og ét af mine mål med 2017 er derfor at give min livsstruktur lidt øget opmærksomhed, for at jeg bedre kan manøvrere rundt i hvad der er arbejde, hvad der er hobby, hvad jeg behøver, hvad jeg gerne vil og hvad der i virkeligheden betyder allermest. For der er ingen tvivl om at jeg elsker at blogge og at jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kan leve af lige præcis dét, men med dét sagt, så har det, når jeg tænker mig ordentligt om, i 2016 af og til føltes lidt for meget som en pligt, frem for som verdens bedste arbejde. Jeg har været min egen benhårde chef og selvom jeg af og til har joket med at det er skønt med en chef der forstår mine (og især mine børns) behov, så må jeg også erkende, at jeg aldrig har haft en chef, der er så krævende som jeg er det overfor mig selv – og dét gider jeg ærligt talt ikke bruge mit liv på at være. Jeg vil hellere nyde alt det jeg kan, gøre det der føles godt og forsøge at arbejde mindre, men mere struktureret, så jeg kan tage en alvorlig snak med den dér chef om, at det jo for fanden gerne skulle blive ved med at være sjovt at have verdens bedste arbejde.
Således, med resterne af gårsdagens orgie af chips med dip i mundvigen, bukser der ikke kan knappes og en bums på hagen der er lige ved at poppe, vil jeg byde årsskiftet velkommen med en intention om, at jeg skal skrue lidt ned for mit arbejdsmæssige ambitionsniveau og især for de megamange timer jeg bruger foran skærmen, så jeg i stedet kan bruge mere tid på dét der allermest betyder noget. Det der giver indhold; til bloggen, men i særdeleshed til mit liv.
Derfor passer det mig glimrende at jeg om fire dage sætter mig i et fly mod Nepal, for at kunne bruge min tid på at gøre noget godt for nogle andre, for sidenhen at komme hjem og holde ferie med mine drenge, som jeg med garanti vil komme til at voldsavne imens jeg er væk fra dem. Dén slags indhold vil jeg havde mere af i mit liv i 2017 – også selvom det muligvis kommer til at betyde, at jeg kommer til at blogge lidt mindre end jeg har gjort det hidtil. Det skal nok gå alligevel, tænker jeg. Og hvis ikke, så må jeg jo tage mit arbejdsliv op til revision igen.
Har I nogle forventninger eller intentioner for det nye år? Og hvordan griber I dem an?