Det har tidligere været temmeligt svært for mig at sætte mig ind i hvordan andre har haft det, når de har snakket om vigtige fodbold- håndbold- eller andre sportskampe. Jeg har aldrig holdt med noget hold indenfor noget og jeg har aldrig forstået hvor vigtigt det kan føles for andre at dele holdstemning, sammenhold, sejre og nederlag med noget eller nogen, som ikke har direkte betydning for dem selv. De samtaler hvor jeg tidligere har rystet på mit indre hoved og tænkt, at det dog var ligegyldigt hvem der vandt, hvis bare alle havde det sjovt undervejs, har pludselig fået nyt liv for mig og jeg tror bedre jeg forstår hvad mine venner og veninder har ment, når de berettede om, hvordan de holdt med deres hold.
Jeg holder nemlig også med et hold i en konkurrence nu. Thomas og Mie i Vild Med Dans, holdet som er blevet stemplet som underdogs. Det “tykke” par, som Thomas joker med at de er.
De er nået til kvartfinalen som udspiller sig i aften; det allertætteste på finalen Mie nogensinde har været i sine 11 år som professionel danser i det populære underholdningsprogram. Når man snakker med nogle af de andre professionelle dansere bliver det hurtigt tydeligt, at der er en særlig respekt omkring Mie. Hun er, så vidt jeg ved, den af de kvindelige dansere som har vundet flest og mest prestigefyldte konkurrencer og alligevel har hun stadig ikke engang nærmet sig finalen i Vild Med Dans og jeg har igennem programmet virkelig forsøgt at ransage min hjerne for hvorfor.
Selvfølgelig har det handlet om, hvem hun er blevet teamet op med og når det er mænd som Thomas, som fra start allermest bare minder om en sæk kartofler på to venstrefødder, er det selvfølgelig klart, at udfordringen bliver enorm, men hun er en god danser og også en god danselærer, så jeg har tænkt, at det ikke kun kunne være dét, det handlede om. Det måtte være noget andet, som jeg bare ikke rigtigt har kunne sætte en finger på hvad var.
Jeg har ikke rigtigt kunne sætte en finger på det lige indtil i morges, da jeg havde sat mig på min pind inde i Andedammen og åbnet op for min facebook, hvor Mie netop havde lagt en lille videohilsen op. Lige dér gik det op for mig, hvad det handler om.
Det handler om – tror jeg – at Mie, som hun sagde i sin lille video i morges, ikke er en showdanser. Hun går ikke så højt op i flotte løft, kunstige smil og prangende koreografier; hun går op i følelser. Og sådan er hun virkelig. Hun går mere op i følelser og i at mærke efter, end nogen anden jeg kender. Hun er så ægte, så intens og så nærværende, som kun de færreste er i stand til at være det og lige præcis dét tror jeg er årsagen til, at hun endnu ikke er kommet længere end til kvartfinalen i Vild Med Dans. Fordi hun ikke giver afkald på den hun er; fordi hun ikke vil give afkald på følelserne til fordel for showet og dét synes jeg eddermamer er beundringsværdigt.
Jeg mistænker at Thomas og Mies argentiske tango i aften, netop på grund af følelserne i den, kommer til at trække tårer; det gjorde den i hvert fald hos mig, da jeg så den fra øvelokalet og med dét in mente, er håbet altså pure lysegrønt.
Jeg holder – som I ved – med Thomas og Mie; selvfølgelig fordi jeg er gift med Thomas og fordi jeg synes at han er det mest fantastiske stykke mandfolk jorden nogensinde har mødt, men også fordi Thomas har udviklet sig så vildt igennem programmet og nu faktisk er blevet en rigtigt god danser. Jeg holder også med dem fordi de er underdogs i konkurrencen og dem ingen havde troet på og som i al ydmyghed fortjener en chance og at blive troet på. Og sidst, men ikke mindst, fordi jeg vitterligt synes, at Mie har fortjent at komme længere end hun hidtil har haft heldet med sig til. For følelsernes skyld.
Så endnu engang håber jeg inderligt på, at de vil blive stemt direkte videre i aften. Uanset hvad, vil jeg klappe med fra sidelinjen, som verdens mest stolte kone – og nye veninde.