Da jeg gik igang med at læse disse to fødsler tænkte jeg, at så meget forskel kunne der da heller ikke være, eftersom den første fødsel umiddelbart virkede som en god oplevelse, men efter at have læst den anden fødselsoplevelse, må jeg give kvinden bag dem ret; det er to meget forskellige fødsler og for pokker, hvor ville jeg dog ønske, at alle kvinder – inklusive jeg selv – skulle få, eller have haft, muligheden for at opleve en så rolig fødsel som kvindens anden fødsel. Wauw, altså!
Den 1. fødsel
Min mand og jeg ventede os en lille dreng februar.
Jeg havde den nemmeste graviditet. Jeg havde ingen gener, og graviditeten gik helt problemfrit, dog med en enkelt overnatning, til observation, på sygehuset, da jeg blev påkørt af en bil uge 29+1. Alt var fint med den lille, jeg fik en skinne om benet, der havde taget slaget, og så var vi hjemme igen.
På trods af skinnen var jeg en meget aktiv gravid, og gik gerne små 10 km om dagen.
Jeg elskede at være gravid, og tiden gik bare så stærkt.
Uge 37+2 var vores baby ikke så aktiv, og det eneste liv jeg mærkede, var boblende fornemmelser. Dagen efter, 37+3, var vi på farten hele dagen, og hen på aftenen siger jeg til min mand, at jeg ikke rigtig har følt liv i løbet af dagen. Min mand nusser maven (det plejer at vække den lille), men der var helt stille. Jeg sendte en besked til en jordemoder vi personligt kender, og vi forsøgte os med samtlige råd fra hende. Jeg blev mere og mere bekymret, og jeg siger hulkende til min mand, at vi bliver nødt til at ringe til fødegangen, da jeg føler, at noget er galt.
Jeg kan intet sige i telefonen, og min mand må overtage samtalen, og da jeg er klar igen, tager jeg over. Vi aftaler med jordemoderen, at vi skal komme ind på sygehuset med det samme.
Da vi kommer ind på sygehuset bliver vi taget godt imod af “vores” jordemoder. Jeg får kørt CTG og hun finder heldigvis hurtigt det lille bankende hjerte. Men for at være helt sikkert bliver alt tjekket. Der kommer en anden ind på stuen, som skal scanne maven, og lige da hun ser mig siger hun med samme, at min mave er lille (hvilket jeg overhoved ikke havde hørt før, mange jokede endda med, at jeg ventede tvillinger). Hun scanner mig og konstatere hurtigt, at der ikke er nok fostervand, og da jeg er så langt henne, synes hun, at jeg skal sættes igang.
Uge 37+2 var vores baby ikke så aktiv, og det eneste liv jeg mærkede, var boblende fornemmelser. Dagen efter, 37+3, var vi på farten hele dagen, og hen på aftenen siger jeg til min mand, at jeg ikke rigtig har følt liv i løbet af dagen. Min mand nusser maven (det plejer at vække den lille), men der var helt stille. Jeg sendte en besked til en jordemoder vi personligt kender, og vi forsøgte os med samtlige råd fra hende. Jeg blev mere og mere bekymret, og jeg siger hulkende til min mand, at vi bliver nødt til at ringe til fødegangen, da jeg føler, at noget er galt.
Jeg kan intet sige i telefonen, og min mand må overtage samtalen, og da jeg er klar igen, tager jeg over. Vi aftaler med jordemoderen, at vi skal komme ind på sygehuset med det samme.
Da vi kommer ind på sygehuset bliver vi taget godt imod af “vores” jordemoder. Jeg får kørt CTG og hun finder heldigvis hurtigt det lille bankende hjerte. Men for at være helt sikkert bliver alt tjekket. Der kommer en anden ind på stuen, som skal scanne maven, og lige da hun ser mig siger hun med samme, at min mave er lille (hvilket jeg overhoved ikke havde hørt før, mange jokede endda med, at jeg ventede tvillinger). Hun scanner mig og konstatere hurtigt, at der ikke er nok fostervand, og da jeg er så langt henne, synes hun, at jeg skal sættes igang.
Jeg bliver sat igang med pille, og bliver anbefalet at blive på sygehuset, så de hele tiden kan holde øje.
37+4 føler jeg desværre ikke den store ændring, men jeg er ved godt mod og går en masse ture, med min mand, på sygehuset.
Natten til 37+5 sover jeg meget uroligt, jeg har plukveer og får næsten ikke sovet. Om morgenen har jeg stadig lidt plukveer, og har svært ved at spise og drikke. En jordemoder undersøger mig og fortæller, at de nu kan tage vandet. Kl. 10.30 bliver vi bliver vist ind på en fødestue, de tager vandet og der kommer hurtigt lidt små veer.
Jeg havde fået fortalt at en førstegangsfødende ofte er mellem 12-24 timer om at føde, så det var det jeg havde sat mig i hovedet. Veerne blev kraftigere og jeg kunne slet ikke holde ud af være i min krop.
Jeg ville gerne stå op, men mine ben kunne ikke holde mig. Jeg forsøgte at sidde, men så gjorde det ondt i min ryg. Jeg skulle hele tiden tisse, men blev konstant afbrudt af en ve. INTET hjælper, og jeg har det forfærdeligt.
Jeg sagde flere gange, at jeg ikke kunne klare det, og SLET IKKE i 24 timer!
Jeg havde fået fortalt at en førstegangsfødende ofte er mellem 12-24 timer om at føde, så det var det jeg havde sat mig i hovedet. Veerne blev kraftigere og jeg kunne slet ikke holde ud af være i min krop.
Jeg ville gerne stå op, men mine ben kunne ikke holde mig. Jeg forsøgte at sidde, men så gjorde det ondt i min ryg. Jeg skulle hele tiden tisse, men blev konstant afbrudt af en ve. INTET hjælper, og jeg har det forfærdeligt.
Jeg sagde flere gange, at jeg ikke kunne klare det, og SLET IKKE i 24 timer!
Jeg siger flere gange til min mand, at jeg ikke skal have flere børn.
Jeg bad jordemoderen om at undersøge mig, selvom hun næsten lige havde gjort det, men jeg var allerede åbnet en cm mere, der kommer en ve, og på den ve åbnede jeg mig igen en cm. Jeg havde det virkelig dårligt, og det gjorde møg hamrende ondt over alt i min krop, men det gik pludselig stærkt. Hvad der føltes som 5 minutter, var faktisk 30 minutter.
Jeg fik pressetrang, men fik ordre på ikke at presse. Jeg kunne ikke adlyde. Jeg følte, at det var NU, og jeg måtte skrige for ikke at presse. Hjertelyden faldt, og jeg fik stukket saftevand, vand og rosiner i hovedet, da de mente, at jeg havde brug for det, jeg var uenig, men tog alligevel i mod lidt.
ENDELIG måtte jeg presse! Det gik så stærkt og kl. 17.16 lå han i mine arme (heldigvis en meget kortere fødsel, end jeg havde forventet).
ENDELIG måtte jeg presse! Det gik så stærkt og kl. 17.16 lå han i mine arme (heldigvis en meget kortere fødsel, end jeg havde forventet).
Min mand siger stolt, der er 10 fingre og 10 tæer. Jeg græder af glæde og tænker: Det var da ikke så slemt.
Den 2. fødsel
Min mand og jeg venter os igen en lille dreng med termin i april.
Min graviditet starter ud med en forfærdelig kvalme og en knæ operation.
Jeg kan intet spise, og får det dårligt bare jeg tænker på mad. Jeg må tvinge mig selv til at spise. Uge 16 går kvalmen endelig over. Uge 20 begynder jeg at få de værste plukveer, på dette tidspunkt cykler jeg ca 30 km om dagen, lægen siger, at jeg nok skal skrue lidt ned for mit aktivitetsniveau. Uge 24 må jeg stoppe helt med at cykle, men jeg forsøger stadig at holde mig lidt igang. Jeg er hele tiden generet af kraftige plukveer, og bliver anbefalet at blive sygemeldt, men jeg vil gerne fortsætte indtil min planlagte barsel starter.
Jeg kan intet spise, og får det dårligt bare jeg tænker på mad. Jeg må tvinge mig selv til at spise. Uge 16 går kvalmen endelig over. Uge 20 begynder jeg at få de værste plukveer, på dette tidspunkt cykler jeg ca 30 km om dagen, lægen siger, at jeg nok skal skrue lidt ned for mit aktivitetsniveau. Uge 24 må jeg stoppe helt med at cykle, men jeg forsøger stadig at holde mig lidt igang. Jeg er hele tiden generet af kraftige plukveer, og bliver anbefalet at blive sygemeldt, men jeg vil gerne fortsætte indtil min planlagte barsel starter.
Min mand og jeg bliver enige om, at vi denne gang gerne vil føde hjemme. Jeg følte, at det bare var det helt rigtige for mig, og jeg føler en masse ro omkring den beslutning.
Uge 34+6 har jeg så ondt, at vi må en tur på fødegangen, baby har det fint, men jordemoderen kan godt se, at jeg har mange plukveer. Hun anbefaler at jeg tager resten af ugen fri, og det gjorde jeg så.
Jeg har kraftige plukveer hver dag, jeg kan ikke gå for langt, sidde ned eller stå op for lang tid, og jeg har det generelt ikke helt godt i min krop, men humøret er højt, så jeg fortsætter indtil jeg endelig går på barsel 36+1.
Jeg har kraftige plukveer hver dag, jeg kan ikke gå for langt, sidde ned eller stå op for lang tid, og jeg har det generelt ikke helt godt i min krop, men humøret er højt, så jeg fortsætter indtil jeg endelig går på barsel 36+1.
Jeg havde fra starten sat mig i hovedet, at jeg ville føde før tid, da jeg helt tiden havde fået af vide, at de mange plukveer kunne være tegn på en tidlig fødsel. MEN termins dagen kommer og går, og der er ingen tegn på baby. Jeg får tilbudt hindeløsning, men takker nej, da jeg ikke ønsker nogen form for påvirkning denne gang, vores baby skal komme af sig selv.
Natten til uge 40+4 vågner jeg med lidt uro i kroppen, jeg spiser en leverpostejmad, og hopper så i seng igen. Om morgenen kommer det lidt tilbage. Der er lidt uro, men det gør ikke ondt eller føltes ubehageligt. Jeg siger til min mand, at det nok bare er lidt plukveer, og han sagtens kan aflevere vores søn, men han insistere på, at sende den store afsted og selv blive hjemme hos mig, så vi kan ringe til fødegangen. Han får sin vilje.
Vi ringer til fødegangen, og jordemoderen lyder også lidt tøvende, da jeg siger, at jeg ikke syntes det føltes som veer, som dem jeg havde første gang, men “uroen” er dog regelmæssig. Jordemoderen kommer alligevel forbi kl 9.15, og efter hun har undersøgt mig, siger hun lidt forbavset, at jeg faktisk er 6 cm åben. Så var det alligevel meget godt at vi ringede.
På dette tidspunkt føltes mine veer stadig ikke helt som veer. Jeg ordner lidt opvask, gør lidt baby ting klar og min mand spiser en spegepølsemad. Der er så meget ro i vores lille hjem, at jeg intet kan genkende fra første fødsel, Jeg har det fantastisk og er fuldt ud til stede i min krop. Nu venter vi bare på, at vandet går.
10.25 går vandet, 10.40 tager veerne en smule til. 10.55 kommer lidt pressetrang. 11.10 må jeg presse. 11.16 ligger min lille dreng hos mig. Vores dejlige store dreng har fået en ligeså dejlig lillebror. Vi nyder de første timer alene i vores hjem, inden der bliver skrevet en fælles besked til alle, om at nu har vores lille baby meldt sin ankomst.
Vi ringer til fødegangen, og jordemoderen lyder også lidt tøvende, da jeg siger, at jeg ikke syntes det føltes som veer, som dem jeg havde første gang, men “uroen” er dog regelmæssig. Jordemoderen kommer alligevel forbi kl 9.15, og efter hun har undersøgt mig, siger hun lidt forbavset, at jeg faktisk er 6 cm åben. Så var det alligevel meget godt at vi ringede.
På dette tidspunkt føltes mine veer stadig ikke helt som veer. Jeg ordner lidt opvask, gør lidt baby ting klar og min mand spiser en spegepølsemad. Der er så meget ro i vores lille hjem, at jeg intet kan genkende fra første fødsel, Jeg har det fantastisk og er fuldt ud til stede i min krop. Nu venter vi bare på, at vandet går.
10.25 går vandet, 10.40 tager veerne en smule til. 10.55 kommer lidt pressetrang. 11.10 må jeg presse. 11.16 ligger min lille dreng hos mig. Vores dejlige store dreng har fået en ligeså dejlig lillebror. Vi nyder de første timer alene i vores hjem, inden der bliver skrevet en fælles besked til alle, om at nu har vores lille baby meldt sin ankomst.
Det var mine to meget forskellige fødsler, der har ført til to fantastiske drenge