Jeg ved ikke helt hvad det er, men jeg har en lille luren fornemmelse i maven i dag. Måske er det hele det her Knæk Cancer, der fylder alle medieflader, som gør mig særligt sårbar. Eller måske er det fordi Thomas og jeg nærmest ikke har haft tid eller mulighed for at tale ordentligt sammen, siden sidst det var weekend og måske er det noget helt andet; menstration og den slags kvindeting, kunne også være gode bud. Uanset hvad det er, er den der; den der fornemmelse af, at i dag ikke bliver verdens bedste fredag. Stort set alle de foregående fredage har bare toppet hinanden igen og igen med fede oplevelser og store smil og jeg har en fornemmelse af, at det bliver anderledes med i dag.
Det er selvfølgelig klart, at forrige fredag bliver usædvanligt svær at slå og det er altså ikke fordi jeg stiller den til sammenligning.
Måske er det i virkeligheden især fordi jeg mistænker, at Thomas måske kunne ryge ud af Vild Med Dans i aften. Siden i fredags, har jeg set flere skrive rundt omkring på nettet, at de ikke syntes Thomas så glad ud da han gik videre i sidste uge og jeg er bange for, om hans jyske, beskedne ansigtsudtryk kommer til at blive hans exit. For han så ikke glad ud. I hvert fald ikke for alle jer der ikke kender ham personligt og jeg kan godt forstå hvor tanken om, at han ikke længere har lyst, kommer fra, hvis man ser isoleret på det ene sekund, hvor kameraet lige fangede ham, da hans og Mies navne blev råbt op. Men for fanden, det var jo to af Thomas’ gode nye venner, der røg ud i stedet for ham. Han blev ked af det på deres vegne – og så var han selvfølgelig mega glad og mega lettet på sine egne vegne. Sådan helt vildt. En lille smule rundt på gulvet nærmest. For hvis der er noget Thomas er, så er det ydmyg. Han føler sig ikke spor bedre end nogen andre og han bryder sig ikke om, når andre bliver kede af det – og slet ikke når han føler sig som årsag til det.
Jeg ved selvfølgelig godt, at han ikke var den direkte årsag til at Julie og Marc røg ud i sidste uge (og Gorm og Sofie i den uge, hvor de røg ud i stedet for Thomas og Mie), men jeg forstår alligevel godt, hvor svært det må være, at vinde lige på målstregen, over mennesker man holder af.
Allerhelst vil Thomas naturligvis gerne vinde hele pisset. Helst endda uden at ryge i omdans, så han ikke længere skal stå som den “skyldige”, når de andre ryger ud og jeg forstår fan’me godt hvor svært det må være at stå dér. De er jo allesammen blevet venner.
Samtidig har jeg naturligvis også øjne i hovedet og jeg kan godt se, at særligt et par af damerne danser vanvittigt godt og meget bedre end Thomas, men jeg ved også hvor mega dedikeret han er og hvor meget og hvor hårdt han knokler for hele tiden at blive bedre. Og han bliver bedre.
Det er ved at gro godt og dybt ind under huden på os allesammen, hjemme i familie Buttenschøn og det ér altså ikke pure pastelfarvede pirouetter. Det er hårdt arbejde, dedikation og en risiko for hver eneste fredag aften, at eventyret skal slutte brat og dét er mærkeligt. Det må være som at få revet de sidste halvtreds sider ud af sin roman og dét må da alt andet lige være en flad fornemmelse ikke at få slutningen med.
Oh well, nu endte det med at blive en lang smøre om Vild Med Dans – det var ingenlunde min mening, men hvor var det dog dejligt, at få mine tanker ud. Og så er jeg bare mega glad for at jeg endnu engang skal i studiet i aften, så jeg kan være der for Thomas, hvis nu han skulle risikere at ryge ud. Ovenikøbet er jeg der sammen med hele tre veninder i aften, så jeg har nogle at holde i hånd undervejs og nogle at skåle med bagefter – uanset om han går videre eller ikke. Og selvfølgelig skal det nok blive en god aften uanset hvad, for Vild Med Dans samler i aften selvfølgelig også en hulens masse penge ind til Knæk Cancer og dét i sig selv, er jo for pokker også til at blive helt og aldeles dybfølt lykkelig over at være en lillebitte del af.
Støt Knæk Cancer med 100.- ved køb af denne t-shirt HER (reklamelink).
Jeg håber selvfølgelig (igen-igen) på, at Thomas får lov til at danse en uge endnu og jeg tror også på det. Sådan, lidt af tiden i hvert fald. Uanset hvad, så synes jeg at han fortjener en uge mere og lad os så snart knække den forpulede cancer.