Da journalisterne i aftes spurgte mig hvordan det så var, at danse med Robbie Williams, var jeg stadig så høj på adrenalin, at jeg ikke formåede andet end at fægte stort med armene, rive mig selv i håret og sige ord som vildt, vanvittigt og fantastisk. Ord der egentlig beskrev mine følelser meget godt, men der foregik selvfølgelig meget mere indeni min krop, som I ikke skal snydes for herinde.
Jeg havde virkelig forsøgt at tale mig selv ned inden showet, fordi jeg flere gange tog mig selv i, at se mere frem til at se Robbie Williams optræde, end til at se Thomas og Mie danse rumba, som jo nu engang var mit primære formål med, endnu engang, at træde ind i studiet på Amager. Jeg forsøgte at sige – både til mig selv og til alle der spurgte – at jeg jo faktisk er for ung til nogensinde rigtigt at have dyrket Take-That og at min teenageforelskelse i Robbie, var præcis ligeså flygtig som mine tømmermænd dengang var det – i kraftig modstand til i dag.
Alle deltagerne kom på gulvet og især blev jeg naturligvis rørt over hvor fuldstændigt fantastisk, fint og frækt jeg syntes Thomas dansede. Jeg fattede overhovedet ikke at han og Mie ikke fik flere point, men jeg er selvfølgelig heller ikke tilnærmelsesvist skarp ud i de tekniske detaljer. Jeg så bare lækre kroppe og en kemi af en anden verden og jeg elskede det.
Pausen var, som altid, nervepirrende, men jeg skal da love for at jeg for alvor blev spændt, da jeg kom tilbage på min stol og så, at der var stillet en lille opsats og en mikrofon op til Robbie Williams i en afstand, der ikke kan have været større end højest 5-6 meter fra mig. Wauw!
Jeg havde allerede nærmest skrevet et sprudlende indlæg inde i hovedet, hvor jeg ville beskrive hvor tæt jeg rent faktisk sad på ham og jeg kunne næsten ikke vente med at se ham, så jeg kunne give fyldigt referat videre.
Pludselig trådte han ind på scenen, og i samme sekund kom den tilbage så sikkert som at julen altid falder i december; min teenageforelskelse, der udmundede sig i både hvin, eksplosive klapsalver og lykkelige blikke til min mor, som bekræftede overfor mig, at det hele ikke bare var en drøm.
Han sang. Og dansede. Og lavede en lille fræk bevægelse der næææsten kunne minde om den måde Thomas svinger hofterne på og jeg var solgt til stanglakrids, så da han pludselig nærmede sig den del af salen hvor jeg sad, rakte jeg i mit største – formentlig åbenmundede – smil armene frem mod ham, i håbet om at få lov til at strejfe hans hænder med mine.
Imens jeg var totalt indfanget af hans blik, musikken og stemningen følte jeg med ét, at min lykke var gjort, da hans hænder rørte ved mine. Mine hænder, i direkte kontakt med Robbie Williams’ hænder! What are the odds?!
Bedst som jeg skulle til at trække hænderne til mig og neje som tak, tog hans fingre fat om mine og trak mig op ad stolen og ud på dansegulvet.
… And may I remind you – det var jo altså ikke et hvilket som helst dansegulv. Det var jo for syv sytten Vild Med Dans-dansegulvet. Dér hvor ingen andre end journalister, værter og programdeltagere får lov til at komme ud og så gjorde jeg det, i allerbedste sendetid, foran en million danskere ude bag skærmene. Det havde jo været fuldstændigt vanvittigt uanset hvem end der så havde trukket mig ud på dét dansegulv, men nu var det altså engang selveste Robbie Williams jeg havde foran mig, som natuuurligvis gjorde oplevelsen til en træfsikker højdespringer på listen over fede oplevelser i mit liv.
Waaauw! Jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, min hjerne slog fra, mine knæ var som støbt i blød gummi og jeg ænsede ikke stort andet, end at vi hurtigt fandt hinandens rytme og dansede rundt i en kinddans. Jeg fik et øjeblik øje på mig selv på storskærmen og kunne se, at jeg havde munden spærret op på vid gab, men på én eller anden måde magtede jeg ikke at gøre noget ved det, inden Robbie, som en vaskeægte showman, kyssede mig på begge kinder og driblede videre henover scenen.
… Så stod jeg der. Jeg havde lige danset med Robbie (fucking) Williams og haft hans ansigt i kontakt med mit og det mest fornuftige ville vel i virkeligheden være, at sætte mig tilbage på min plads, som jeg overvejede et kort sekund, inden jeg kom i tanker om, hvilken scene det rent faktisk var jeg havde fået lov til at betræde og hvor små odd’sene for at jeg nogensinde igen ville blive budt ind på en scene, af en mand af Robbie Williams’ kaliber og jeg besluttede mig for, at jeg da overhovedet ikke skulle gå nogen som helst steder før sangen var slut – eller selvfølgelig, hvis jeg blev bedt om det. I stedet stak jeg armene i vejret og dansede det bedste mit galloperende hjerte og mine adrenalingennemsuste lemmer tillod mig, imens han fyrede den af og sikkerhedsfolkene tilsyneladende besluttede, at jeg var et både redeligt og fredeligt indslag, som godt kunne få lov til at blive stående. Heldigvis.
For lige pludselig stod han der igen – lige foran mig – og tog fat i min ene hånd og placerede den på sin hofte, som jeg tog som et tegn på, at jeg altså ikke behøvede holde mig tilbage og jeg stod, således pludselig og gnubbede hofter med ham, imens jeg snusede ham i nakken, nu hvor jeg havde muligheden. Åh, hvor han duftede godt. Åh altså…
Sangen sluttede og han spurgte meget gentleman-agtigt hvad jeg hed, hvortil jeg vist svarede noget i retning af “Cana – and i love you, Robbie“. Well, det er jo ikke just sådan jeg plejer at introducere mig selv for fremmede mænd, men på daværende tidspunkt virkede det som det mest naturlige i verden og gudskelov greb han den og svarede “I love you too – but I think we should start seeing other people” hvor efter han gav mig endnu et kram og lod mig – fuldstændigt overvældet, overrumplet, rystende og meget, meget glad forlade scenen.
Jeps, jeg sagde simpelthen til en anden mand, at jeg elsker ham – og selvom det lyder så enormt akavet inde i mit hoved når jeg tænker over det, så var det helt, helt perfekt.
Og altså, til de par stykker af jer, der syntes det var pinligt at jeg blev på scenen kan jeg bare sige: JEG HAR DANSET MED ROBBIE WILLIAMS! Og jeg har ikke i sinde at fortryde så meget som et sekund, bare fordi andre muligvis syntes jeg var pinlig.
Kæft, hvor var det fedt man! Tænk sig at danse med Robbie Williams, for så dagen efter at vågne op sammen med Thomas Buttenschøn – ja, jeg ved selvfølgelig ikke med jer, men min lykke er gjort. Og så har jeg ovenikøbet ikke engang haft (særligt slemme) tømmermænd i dag, selvom jeg havde indkøbt en t-shirt til formålet, efter mit lille “badeværelsesstunt” i sidste uge.
T-shirten kan, hvis nogen vil med i klubben, erhverves HER (reklamelink) til den nette sum af 200 kroner.
Hvis nogen skulle være i shoppehumør kan jeg i øvrigt afsløre at der, kun søndag d. 23.oktober, er 20% på hele biksen (undtaget By Malene Birger, Boss, Mango, Barbour og Eton) hos boozt.com, som I kan komme direkte til HER (reklamelink) med koden MSS20, hvis man køber for mindst 999.- Ja, jeg er trods alt sønderjyde, så den slags plejer sjældent at gå uhørt hen, her hos mig.
Uanset om I har lyst til at shoppe, til at danse, til at sove, til at sludre eller til noget helt andet, så håber jeg, at I får en dejlig aften!