Som jeg allerede har været inde på nogle gange før, så kan man ikke altid ud fra fødslens forløb fortælle noget om, hvordan fødselsoplevelsen har været. Dagens fødselsberetning ser på papiret ud som om det har været en både hurtig og god fødsel, men set med kvindens øjne, var det en frygtelig oplevelse.
Jeg blev uplanlagt gravid med min kæreste gennem 3 år. Jeg var 20 år gammel, ret usikker, men spændt og glad for det lille nye liv vi havde skabt. Graviditeten var rigtig hård med voldsom kvalme de første 20 uger, kun afløst af bækkenløsning, og en forstuvet lænd der ikke ville hele. Jeg havde desuden vanvittige mængder plukveer hele graviditeten og blev sygemeldt i uge 24 fra mit studie.
41+2 – 18/12-2012
Jeg havde fuldstændig givet op på nogensinde at føde. Min kæreste læste til eksamen som en gal, så dagene gik med at spise kage og se tv. Denne dag havde jeg sjovt nok ingen plukveer – jeg var ellers vant til 50-60 om dagen. Jeg var træt og sov en lang lur om eftermiddagen, og da jeg vågnede var jeg frisk og følte mig, for første gang i lang tid, udhvilet. Min kæreste kom hjem ved 18-tiden efter en lang dag på læsesalen. Han gik i seng kl 23 efter at have læst et par timer mere, og jeg så en dokumentar om siamesiske tvillinger og en dokumentar om en kvinde der fik 8-linger på kanal 4. Ret præcist kl 00 fik jeg den første ve. Det føltes som om mit underliv blev revet ud. Alt smerten sad foran over skambenet, det føltes som om der var ild i mig, og jeg spændte helt op hver gang. Veerne kom som perler på en snor med det samme og varede over 1 minut. De var dog ikke reglmæssige, og kom mellem 1-5 min interval.
Jeg prøvede at gå i bad, det var jo min første fødsel, og sådan nogen tager jo maaaange timer. Det er noget med at gå i lange varme bade, få massage og blive sendt hjem fra fødegangen. Men vandet virkede ikke. Det hele blev faktisk bare meget værre da jeg kom op og stå. Jeg fik vækket min stakkels (meget trætte) kæreste, som satte en stol i bruseren til mig. Men det virkede overhovedet ikke, det skide vand. Jeg fik bakset mig ud af bruseren og ringede til fødegangen. Jordemoderen var rigtig sød, hun hørte 2 veer under samtalen og ville gerne se mig. Kl var næsten 02, og vi pakkede de sidste ting, men stressede ikke. Vi blev jo helt sikkert sendt hjem igen! Mine veer var jo ikke engang regelmæssige!
02:30 var vi på fødegangen og jeg blev undersøgt. 5 cm (!!!) åben. Jeg var så glad og lettet. Det gjorde også ondt som ind i helved, så jeg var lykkelig for at det ikke var forgæves. Kl 03 var vi installeret på en fødestue, og badekarret blev fyldt.
Vandet fungerede dog slet ikke for mig, og efter kort tid kom jeg op og fik lattergas. Herfra er fødslen ret slørret for mig. Jeg fik kort tid efter ekstrem presse-smerte (jeg vidste ikke hvad det var på daværende tidspunkt da det ikke føltes som om at jeg skulle skide. Det føltes nærmere som om der var en honningmelon på vej ud af min røv) og kom i sideleje på briksen. Vesmerterne var modbydelige oveni og jeg mistede alt kontrol og skreg bare ind i lattergasmasken. Jeg var allerede udmattet og faldt hen mellem veerne. Jordemoderen snakkede om at hinderne stod og pressede, og overvejede at tage vandet.
Pludselig kom der en fremmed mand ind på fødestuen. En stakkels forvirret mand der var gået ind på den forkerte fødestue. Min kæreste og jordemoderen snakkede længe om ”at det var da utroligt, magen til….”, men jeg fik bedt dem holde kæft. Jeg var så flyvende ligeglad med den skide mand.
Efter en uendelighed med den pressende smerte tog jordemoderen endelig vandet. Hinderne blev med det samme afløst af min søns hoved der blev halvt født i næste ve. To veer senere var han født, kl var 05:37. Helt gasblå og skrigende. Lige da han kom ud var jeg bare lettet. Lettet over at smerten var over, lettet over at min krop var min igen. Og oven på mig lå en lille varm og våd ting, der føltes så fremmed og så kendt på én og samme tid. Jeg havde lidt lyst til at nogen skulle fjerne ham så jeg kunne sove, men jeg turde ikke sige noget.
Efter lidt tid fik jeg bedre, og så blev jeg SULTEN. Vores bakke blev væk i vagtskifte-forvirringen, så da den endelig kom åd jeg det hele. En jordemoder kom og bad mig drikke en hel masse så jeg kunne tisse, så jeg drak. Så kom en ny jordemoder og skældte mig ud over at jeg drak så meget. Så kom en tredje jordemoder, sagde ”så, du er den unge mor….”og fortalte mig at jeg ikke måtte lade ham ligge på puslebordet alene. Så æltede hun mig på livmoderen uden at spørge om lov. Jeg hader hende stadig.
Da vi kom over på patienthotellet var der julefrokost i restauranten. Så jeg åd 5 rugbrøder med karrysild. Dagen efter gik min kæreste til eksamen og fik 12.
Karl Anker var en rolig lille fyr fra starten af på 3850 g og 54 cm <3
Når jeg ser tilbage på fødslen er jeg ked af tre ting:
1) at jeg ikke selv var bedre forbedret. Jeg ville ønske jeg havde haft noget vejrtrækning at holde fast i, eller at jeg havde vidst at de sidste timers helved skyldes tidlig pressetrang.
2) at jordemoderen ikke formåede at fortælle mig at jeg oplevede tidlig pressetrang, og det bedste er at gispe sig igennem det. Hvorfor hun ikke fortalt mig det er stadig mig en gåde.
3) at jeg ikke fortalte den sidste jordemoder, der kom med kommentarer om min alder og æltede uden at spørge først, om at skride af helved til.
Mange tror at en hurtig fødsel er lig med en god fødsel, og en fødsel uden for meget smerte og udmattelse. Det var det ikke for mig. Det var faktisk rigtig frygteligt og sad i mig meget længe.