Efter en nat hvor jeg på en eller anden måde var endt, helt krøllet sammen nede i det ene hjørne af sengen, med Peter liggende halvt ovenpå mig, kom Jens pludselig springende ind i soveværelset og råbte lykkeligt “Mor! Mor! Julemanden har været her!”.
Jeg var til middag med nogle søde mennesker fra Disneyland Paris i går, hvor jeg – udover at få akut lyst til at rejse dertil med mine børn – fik en lille goodiebag med hjem, med et par ginger-bread-bamser, julekugler, en blinkende lyskæde og en Mickey Mouse-ballon, som jeg, uden at tænke videre over det, pakkede ud på spisebordet da jeg kom hjem i aftes, inden jeg gik i seng. Julesager som Jens altså fandt her til morgen og som han var fuldstændigt overbevist om, at julemanden havde været forbi og aflevere i nattens løb.
“Er det jul nu, mor? Skal vi ikke pynte op til jul nu?”
Sjældent har jeg set ham så lykkelig og lige præcis i dét øjeblik gik det op for mig, at vi ikke skal rejse til jul, som Thomas og jeg ellers har gået og pønset lidt på. Vi skal overhovedet ingen steder. Vi skal jule den for vildt i år og jeg glæder mig pludseligt – for første gang i årevis – helt vildt meget. Også selvom der er mere end to måneder til og selvom jeg i virkeligheden plejer at være sådan én der beder folk om at klappe kaje, hvis de så meget som snakker om jul før tidligst første søndag i advent. Så undskyld til jer, der måtte have det sådan – jeg skal nok klappe kaje om jul for nu og i hvert fald for resten af oktober.
