Der var engang hvor der kørte en lille – for nogle – temmeligt fast torsdagstradition på instagram. Throw Back Thursday, måske bedre kendt som #TBT. Det var både fantastisk og afskyeligt på én og samme tid. Det var enormt hyggeligt at se hvad andre gerne ville huske tilbage på, til gengæld flød éns feed ofte over med gravide maver og nyfødte babyer, fordi det tilsyneladende ofte er dét vi kvinder vælger at mindes og vise frem. Eller også følger jeg bare én bestemt type kvinder – det er der måske i virkeligheden bedre odds for.
Uanset hvad, så har jeg tænkt mig at tage teten op her på bloggen og forsøge at gøre mig det til en lille torsdagstradition at kigge tilbage i mit liv. Ikke til noget bestemt og altså slet ikke til mine graviditeter. Ikke med det første, i alle tilfælde.
For i dag, vil jeg i stedet hellere gå i en hel anden retning og tage jer med tilbage til den sommer, hvor jeg brugte fire uger lidt uden for Malaga, sammen med en flok andre danske unge, på at gå på bartenderskole, så vi kunne blive nogle kick-ass bartendere. Eller altså, jeg gjorde det egentlig ikke fordi jeg havde nogen særligt stor drøm om hverken at blive bartender eller at blive nogen særligt god bartender, men fordi jeg en dag sad hjemme i min lille et-værelseslejlighed efter at være gået fra min ungdomskæreste, hvor en reklame poppede op på min computerskærm, som simpelthen så så sej ud, at jeg ikke kunne lade være. Og fordi det kun tog en sommer, som var det eneste jeg havde at “ofre” på den slags udskejelser midt i mit jordemoderstudie.
Jeg tog afsted uden at kende en eneste af de andre og uden at ane hvad det egentlig var jeg var gået ind til. Andet end at det altså var et bartender academy, hvor jeg havde i sinde at drikke hver og én af de hundredevis af cocktails jeg håbede på at komme til at lave.
Og jeg skal love jer for, at jeg drak cocktails. Og shots. Imens jeg forklarede vores lærere, at jeg altså ikke havde tænkt mig at skulle være bartender, uanset hvor dygtig jeg så var til at charmere de fiktive gæster, imens jeg dullede rundt med flammende appelsiner, knust is og voldsomme mængder alkohol, bag baren. No thank you.
Jamen hvorfor er du her så? spurgte de igen og igen.
For at have en fucking fed oplevelse. For at føle mig sej og for at blive bedre til noget, som unægteligt lå indenfor mit interessefelt, som hyppig gæst på samtlige af de lokale beværtninger hjemme i både Sønderborg og Esbjerg, hvor jeg dengang slog mine folder.
Jeg ville stå på stranden i bikini og øve mig på at kaste med flasker, og slikke sol en hel sommer og være ung. Ung og fuld og vild, på en måde, som jeg aldrig ville turde det hjemme i Danmark.
Således fandt jeg en aften mig selv, i ledtog med en pige jeg havde mødt i toget på vej mod København og som jeg i øvrigt stadigt er gode veninder med den dag i dag, på scenen foran et brølende publikum, hvor vi dansede rundt det bedste vi havde lært, imens vi hældte vand ud over hinanden, for at vinde den Miss Wet T-shirt-konkurrence, som vi i vores syv-hestes brandert så en stor ære i.
Vi vandt – som vi selvfølgelig primært gjorde, fordi vi var to der kunne “hjælpes ad” og fordi det vist var noget med at få den mest larmende klapsalve der afgjorde slaget – og blev derefter, tilnærmelsesvist topløse, trukket ud i et baglokale og tilbudt et fast job.
Som strippere.
“… Øh, det bliver et nej tak, men hav nu en rigtigt god aften” grinede vi imens vi ilede ud til alle vores bartendervenner og drak alt det alkohol som jeg mindes var præmien ved – og måske også motivationen bag, nu jeg tænker over det – at hælde vand ud over hinandens hvide t-shirts.
Og ja, sådan har jeg altså engang været et håndtryk fra at blive stripper på en natklub i Sydspanien.
… Men sådan er der jo så meget.
Desværre ligger historien længere tilbage end min facebookkonto og det eneste minde jeg har om turen er ovenstående billede, hvor jeg – sammen med den samme veninde, som jeg, af respekt for at det selvfølgelig ikke er alle der synes at det er fedt at falshe maveflomme og pinlige ungsomshistorier online, har klippet ud af billedet – lavede et komisk indslag som den tjekkiske bartender “Petra” jeg havde klædt mig ud som. Ja ja, lad mig minde jer om, at jeg altså ikke var såååå gammel