Da jeg i lørdags, hvor solen stadig strålede højt fra himlen, havde taget mine drenge med en tur til stranden, ligesom flere tusinde andre Københavnere, gjorde jeg en opdagelse, som jeg ærligt talt troede hørte fortiden til.
Det var en skide dejlig tur. Børnene var glade, solen var varm, sandet var blødt og da først Peter turde at dyppe tæerne i vandet, var han ikke til at løsrive fra bølgerne, som han frejdigt boltrede sig i, i sit allermest naturlige kostume. Bar røv og et kæmpe smil!
For selvfølgelig bader små børn da nøgne, tænkte jeg.
… Indtil jeg kom til at kigge mig omkring. Grundigt, endda.
Jeg så kun to andre børn uden tøj på; den ene på vej i vandet med en voksen og den anden under bruseren, man kunne skylle sig under efter at have badet; formentlig med badebukserne liggende i en tilsandet klump ved siden af sig. Så altså, ud af flere hundrede børn, var der – så vidt jeg kunne se – reelt kun to børn, Peter og ét andet barn, som var nøgne.
Måske er det bare mig, men jeg troede faktisk at vi var kommet over 00’ernes nøgen- og pædofiliforskrækkelse og at strandene, som jeg skal være ærligt at indrømme at jeg ikke frekventerer ofte nok til at kunne sige andet end hvad jeg oplevede i lørdags, igen var fulde af nøgne barnenumser og ikke alt for mange hæmninger. Det troede jeg vitterligt.
Jeg troede at vi allesammen lod vores børn være børn og deres kroppe være nøgne, når det kom til den virkelighed der findes udenfor de sociale medier. For selvfølgelig skal børnenes bare numser passes på og selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at dele billeder online af mine nøgne børn, men for fanden hvor havde jeg dog troet – og håbet – at vi i den virkelige verden, der hvor vi færdes hver eneste dag og hvor vi i allerhøjeste grad kan kigge hinanden i øjnene, havde turdet at lade vores børn være børn. Også uden badetøj.
Jeg troede at vi, sammen med økologien, sukkerforskrækkelsen og den ivrige snak om familiepolitik og kvalitetstid, var kommet tilbage til dét der var i 80’erne hvor jeg voksede op. At børn gerne måtte være nøgne, uanset om det så var derhjemme i baghaven eller på stranden ved Svanemøllen i København.
Er det bare mig der slet ikke har fattet en bjælde af vores samfundsudvikling? Er jeg for naiv i min tro på, at vi gerne vil være frigjorte, når faktum er, at vi åbenbart (stadig) er så snerpede, at end ikke vores yngste børn, bader nøgne ved stranden?
Hvad siger I? Må jeres børn være nøgne på stranden?