Når nogle kvinder siger at “det ikke er så slemt at føde”, er det selvfølgelig hverken fordi de er (synderligt) glemsomme eller løgnagtige, men slet og ret fordi fødsler og oplevelserne af dem, er forskellige. Nogle kvinder har vitterligt “ikke så slemme” fødsler; både på grund af god forberedelse, gode teknikker til smertehåndtering, fravær af angst, men i høj grad også på grund af at fødslen hos nogle kvinder “glider lettere” end hos andre.
Denne fødselsberetning indledes med en beskrivelse af at det var en sygt hård fødsel – og altså, den slags findes altså også.
Efter at have været kærester med C i 3 måneder stod vi med en positiv test i hånden – det var lidt et chok. Men vi tog kampen op.
En graviditet der startede med opkast minimum 20 gange om dagen i knap 3 måneder og et vægttab på 12 kilo de første 4 måneder endte ud i en virkelig lækker dreng. Efter en SYGT hård fødsel.
Mandag 13.09.10:
Har ondt. Har de vilde plukveer og lidt mere ondt. Faktisk rigtig ondt.
Så ondt at jeg bliver indlagt, får lagt drop, bliver scannet på stuen da de har en mistanke om der er noget galt med mine nyrer, da jeg har SÅ ondt.
De ender med at sige “det er din lille fyr der sparker og trykker på nyrerne, men du er faktisk 1 cm åben så du kommer ikke hjem herfra uden din baby!” Jeg var 1. gangs fødende – jeg var træt af at være gravid – max hormonel – træt – i smerter. Så en rigtig dårlig ting at sige hvis man ikke mener det.
Jeg skal blive natten over, C skal tage hjem. Fuck! Hvad hvis jeg føder og han ikke når det? Jeg sover overhovedet ikke den nat – ligger bare og tænker “jeg skal føde lige om lidt.” Men det skulle jeg jo slet ikke.
Tirsdag 14.09.10:
6.30 – C troppe op på stuen, vi er SÅ klar til at få vores baby.
9.00 – vi venter.
12.00 – kalder og spørger om der er nogen der gider undersøge mig.
14.15 – bliver undersøgt. Har veer. 1 cm åben – stadig.
15.50 – løber på trapper fra stuen til 4. sal 4 gange.
19.00 – jeg er tosset og ber om at komme hjem! Hvorfor skal jeg ligge der når de sender piger hjem der er mere åbne end jeg er?
20.00 – pakker mit lort og bliver udskrevet.
Onsdag 15.09.10:
Har veer. Har ondt. Er ked af det, men kan ligeså godt få det sidste ordnet.
Kører i Ønskebørn for at hente lidt ting og sager og er nødt til at holde en af mine kæmpe ve-pause på gulvet derude. Forvirret ekspedient “Åh Gud, skal du føde?”
Mig “Bare roligt – det har jeg skulle siden mandag.”
Hjem og ha sex. Ud og købe indisk stærk mad.
Torsdag 16.09.10:
C siger han vel ligeså godt kan tage på arbejde. Ja – der sker jo ikke en skid alligevel! Går hele tiden og forventer et plask på gulvet.
Til middag er jeg FÆRDIG. Som i helt færdig. Jeg har så mange smerter at jeg går og kaster op. Ringer til FG og de siger jeg skal komme med det samme.
Ringer C hjem – “nu kører vi fandme ud og får den skide baby ud!”
Bliver mødt af det SØDESTE personale – selvfølgelig skal du ikke gå sådan her mere. De prikker hul på vandet. Baby får elektrode på. Vi venter.
16.00 – får epi. Lægen stikker forkert – blod over det hele. Det går bedre i 2. forsøg.
17.00 – 2 cm åben. Oooooork! Max op for ve-drop.
19.00 – prøver med råd fra JDM at komme om på alle 4. Dårlig idé – det kunne babys hjerte ikke klare.
20.00 – 3 cm åben. SERIØST?!
20.40 – jeg siger “øhm, nu tror jeg faktisk han kommer!”. Men det siger JDM at det gør han ikke. Jeg er kun 3 cm åben.
20.50 – jeg begynder at presse, får skæld ud. Det er farligt siger JDM. Jeg kan ikke styre det – hun kalder en læge.
20.59 – lægen træder ind af døren, JDM siger “10 cm åben”, lægen går igen.
Over på briksen – husker ikke så meget der, 21.51 er den dejligste dreng ude. 3394g og 52cm. Perfekt.