For helvede altså! Selvom jeg i dén grad forsøger at få det bedste ud af livet og klemme alle de lykkestunder ud af hverdagen, som overhovedet er muligt, så er der altså stadig nogle gange hvor min mission om at være og tænke positivt fejler. Totalt.
Sådan en morgen har det været i dag og jeg sidder nu – heldigvis alene – på kontoret med tårer i øjnene og en kæmpe sten i maven over, hvor uretfærdigt jeg har behandlet mine børn her til morgen. Jeg blev vred, når de blev vrede og jeg bad dem i min afmagt om de da for helvede ikke bare lige kunne være lidt søde ved mig og ved hinanden, i stedet for at gå grassat på grund af en skide legofigur.
De græd.
Jeg undskyldte og forsøgte at glatte ud. Men følelserne var blevet krøllede. Mine og i høj grad, tror jeg, mine børns. Det var en lortemorgen og først da jeg afleverede dem i institutionen hvor de smilende løb hen og legede med både deres kammerater og deres pædagoger, troede jeg på, at dagen alligevel nok skulle blive til noget. Måske ikke meget, men noget.
Det har været morgenen ovenpå en lang nat med to børn i sengen og jeg kan mærke, at det var dråben i mit i forvejen overfyldte bæger, som er proppet til randen udefinerbare følelser, som meget muligt bare er en strid omgang PMS – og savn. Jeg savner Thomas, som jeg stort set hverken set eller snakket med siden før min farmor døde og når han kommer hjem i morgen er det kun for at skulle arbejde (mere) og for at jeg kan tage til en masse arrangementer i forbindelse med modeugen.
Fuck modeugen, man.
Lige nu vil jeg faktisk bare gerne have min familie og et kæmpestort kram og mon ikke jeg opdager de nye tendenser, selvom det ikke bliver lige nu og i selskab med en masse cup-cakes, champagne, glimmer og mennesker jeg alligevel aldrig kommer til at føle mig helt ligeså smart som og som formentlig er med til at vælte læsset, fordi jeg stresser en lille smule over, om jeg nu i virkeligheden ikke er for meget bonderøv og for lidt first-mover, til overhovedet at have min berettigelse til modebranchens praleuge.
Derfor tager jeg kun en halv dag på kontoret, inden jeg lægger mig på briksen hos min vippedame, som et kendt for at give mig både søvn og overskud (og flotte vipper, selvfølgelig), så jeg kan hente mine børn og give dem verdens største kram, et fornyet overskud og en vaskeægte hyggeeftermiddag. Både i dag, i morgen og i overmorgen. Ikke mere sur-mor. Mine børn er jo for fanden det bedste jeg har.