Det har været nogle hårde uger, med komplicerede fødsler, for tidligt fødte børn og enkelte, der ikke fik lov til at leve livet udenfor livmoderen og det glæder mig derfor i dag, at kunne bringe jer en næsten ukompliceret og “almindelig” fødsel, som er ualmindeligt godt skrevet. Jeg fik i hvert fald – endnu engang – svært ved at holde tårerne tilbage af bare begejstring.
40+0 Datoen er søndag d. 19. juli 2015 og jeg har endelig nået min terminsdato. Det er nu 9 mdr. siden jeg blev gravid, og ca. 9,5 måned siden jeg smed p-pillerne. Vi havde troet, at vi skulle bruge et par måneder på at lave en baby, men hende her ville bare frem i verden. Lige indtil nu. Nu lader hun vente på sig. Jeg er lige så stor som en blåhval og lige så forpustet som en maratonløber, når jeg har gået fra lænestolen og hen til køleskabet for at hente endnu en danskvand med citrus. Jeg har indstillet mig på at gå over tid. Min mor gik tre uger over med mig, min svigermor gik to uger over med sin første og min mormor gik også et par uger over med sit første barn. Men selvom jeg har forsøgt at indstille mig på at gå over tid, så kan jeg ikke lade være med at mærke skuffelsen i hele min krop. Jeg forsøger endda at råbe til hende, at hun skulle komme ud. NU! Vi glæder os sådan til at møde hende, se hvordan hun ligner os, se hende smile, høre hende grine og mærke den overvældende følelse af kærlighed vi har hørt så mange fortælle os om.
41+1 og jeg får en tid til første jordemoderkontrol fordi jeg er gået over tid. Hun tilbyder mig en hindeløsning, men vi takker nej, da der er masser af fostervand, hjerterytmen er fin og baby har det godt. Desuden har vi hele tiden snakket om, at fødslen skal være så naturlig som muligt, og det indebærer altså ikke en igangsættelse. Selvom det er fristende at komme af med min store mave, så holder jeg fast ved, at hun selv skal være klar til at møde verden.
41+3 tid til anden jordemoderkontrol. Alt er fint, men denne gang kigger jordemoderen alvorligt på mig, og fortæller, hvordan moderkagen vil aftage i sin funktion, når jeg rammer 42+0. Hun fortæller også, hvordan en hindeløsning er den mest naturlige form for igangsættelse man kan foretage. Jeg er ved at være meget træt af at være gravid og vi takker ja. Det gør ondt som ind i helvede, og jordemoderen må give op, hun kan kun lykkes med at løsne hinderne halvvejs rundt. (Hvilket egentlig bare bekræfter mine fornemmelser omkring, at hun ikke er klar til at komme ud endnu). Vi tager hjem og jeg har nogle vildere plukkeveer hen under aften, men ellers intet.
41+4 vandet er gået! Klokken er to om natten, og jeg vækker min sovende kæreste og grædende meddeler, at nu er det nu. Jeg får et bind på og ringer til fødegangen, der giver mig en tid til tjek og besked om at ringe, hvis veerne starter. Der kommer tre ”veer” og ellers ligger vi og halvsover indtil vi spændt tager ind til fødegangen. Min mor ringer inden afgang for at høre hvordan jeg har det, og selvom vi ikke ville fortælle det til nogen, når jeg gik i fødsel, så bliver hun ved, og jeg fortæller til sidst, at vandet er gået, og at vi skal ind på fødegangen. Hun bliver rørt, kan jeg høre, og jeg glæder mig endnu mere til at gøre hende til mormor.
Jordemoderen kigger mærkeligt på mig, da jeg stolt fremviser mit bind, og meddeler mig, at bindet ikke er i nærheden af at være fyldt med fostervand, og at det bare er slimproppen der er gået. Mit hjerte synker helt ned i maven på mig. Jeg er så inderligt skuffet og kan ikke fatte, at det ikke er nu alligevel. Jordemoderen tilbyder at prøve at give mig den resterende halve hindeløsning, og jeg er nu så desperat, at jeg takker ja til at gennemgå smertehelvedet igen. Det føles som om, at baby bliver trykket helt op i halsen på mig. Jeg bider smerten i mig, takker jordemoderen, tager min kæreste i hånden og vralter ud mod parkeringspladsen. Det føles som mange km og jeg bryder fuldstændig sammen i gråd, da vi når halvvejs. Jeg er dybt skuffet og overvældes af en følelse af, at jeg har snydt min kæreste, min mor og alle de andre der i spænding venter på familiens første barne- og oldebarn. Jeg kan slet ikke bære det og græder uafbrudt i en time i bilen, mens vi bare holder der på parkeringspladsen og Jonas forsøger at trøste mig. Vi kører hjem, og jeg trøstehandler i Fakta på vejen. Cola, chips, fransk hotdogdressing, pølser og pølsebrød. Øv for en lortefølelse. Vi bliver enige om, at vi aldrig tror, at det kommer til at ske. Vi går i seng trætte og skuffede.
23.00 noget vådt fosser ud af mig, og jeg får vækket Jonas, der må hente både håndklæder og tørt tøj. Denne gang er der ingen tvivl. Vandet er gået! Jeg kontakter fødegangen og meddeler, at nu er den altså god nok, selvom hverken jeg eller Jonas tror på, at det faktisk sker. Vi lægger os til at sove med beskeden om at ringe, når veerne kommer, og at ellers ses vi kl. 9, hvor jeg i forvejen havde en tid på fødegangen.
41+5: klokken er 2 om natten, og jeg vågner ved at mærke en ve. Jeg vækker Jonas, og vi begynder at tage tid og notere ned. Jeg ringer til fødestuen, men den melder optaget – underligt. Jeg prøver igen. Og igen. Og igen. Den melder bare optaget. Vi prøver fra Jonas’ telefon, men det er det samme. Vi bliver enige om, at vi prøver igen, hvis veerne tager til. De tager en lille smule til, men der er stadig optaget. Vi bliver enige om, at vi bare må køre derind, selvom vi ikke kan få fat i dem, hvis jeg føler, at det er op over. Men det føler jeg ikke. Vi ringer jævnligt i løbet af natten og da klokken bliver 5 melder den ikke længere optaget, nu kommer der bare nogle underlige bip-lyde. Jeg føler mig stadig ikke i aktiv fødsel og tager det meget roligt.
Klokken bliver 9, og vi bliver kaldt fra venteværelset af en ældre jordemoder. Vi fortæller, at jeg er i fødsel, men at vi ikke har kunnet komme igennem telefonerne. Hun sender os ind på en modtagelsesstue, mens hun kontakter en anden jordemoder for at få styr på det med telefonerne. Jordemoderen finder et trærør frem til at lytte hjertelyd med. (Det havde jeg alligevel ikke prøvet før!) Alt ser fint ud, men jeg er kun 1-1,5 cm åben. Vi drøfter vores muligheder. Enten kan jeg tage hjem og vente (og det ser ud til, at jeg så kan vente rigtig længe) eller også kan de hjælpe veerne lidt på vej med et ve-stimulerende drop. Jordemoderen fortæller om 18-timers-deadlinen fra vandet er gået. Hvilket betyder, at hvis ikke jeg får hende ud inden kl. 17, så skal baby have penicillin, når den kommer ud. Jordemoderen lægger op til, at vi selv skal beslutte, hvad vi vil, men Jonas spørger hende direkte, hvad hun vil anbefale. Hun svarer, at hun normalt går ind for den naturlige fødsel, som jeg selv har ønsket, men at hun faktisk vil anbefale, at jeg får ve-drop som hjælp. Vi takker pænt ja til ve-drop og bliver flyttet ind på fødestuen.
Det første vores nye og unge jordemoder finder frem er bittesmå bleer og en lille hue. Jeg kan slet ikke forholde mig til, at der kommer et barn inden for nærmeste fremtid. Jeg må lige synke klumpen i halsen. Vi går i gang med praktiske ting som at lægge droppet og et lavement. Og i det jeg ligger der med røven vendt mod døren kommer en temmelig anspændt jordemoder ind på stuen. Hun spørger til vores telefonproblemer, og det nærmest damper ud af ørene på hende af raseri. Hun undskylder meget og forklarer at telefonenernes software blev opdateret om natten, og at vi skulle være blevet sendt over til nødtelefonerne, men at det jo tydeligvis ikke havde virket. Hun afslutter samtalen med at forsikre os om, at nogen får røven på komedie. Jonas og jeg griner til hinanden. Så er der da lidt at berette om, når vi skal fortælle om fødslen. Jeg er sulten og Jonas henter noget frokost til mig – rugbrødsmadder med forskelligt pålæg. Mit valg falder på leverdreng med rødbede. Et valg jeg senere skal komme til at fortryde
Ve-droppet virker ufatteligt godt og fra at snakke løs mellem veerne lukker jeg mig fuldstændig ind i mig selv. Jeg får trukket alle gardiner for, fordi jeg føler, at lyset forstyrrer mig. Jeg hører i det fjerne at jordemoderen fortæller, at det faktisk hjælper mine urinstinkter at der er dunkelt – et levn fra vores tid som hulemennesker. Herfra slår al min fornemmelse for tid og sted fra. Jeg husker, at jeg nulrer min fletning mellem fingrene, når jeg har veer. Jeg får ilt som stinker af h til, men som hjælper mig med at fokusere på min vejrtrækning. Jeg har lukkede øjne og skiftevis beder om vand eller saft, når jeg har pause mellem veerne. Jonas får lov til at holde iltmasken, selvom han holder den skævt på min næse og det egentlig er rarest, når jeg selv holder den. Men jeg har så meget overskud, at jeg tænker, at det er godt for ham, at han føler, at han bidrager og hjælper mig under fødslen.
Jeg ænser ikke tiden, men jeg hører svagt noget med vagtskifte, og at jeg er langt i fødslen. Den nye jordemoder kommer ind, og jeg er så langt inde i mig selv af smerte, at jeg er ligeglad med hvem hun er. Hun insisterer dog på at få øjenkontakt så jeg åbner modvilligt øjnene i kort øjeblik hvor hun siger hej. Jeg lukker øjnene igen.
Jeg får begyndende pressetrang efter noget tid med den nye jordemoder, hvilket betyder, at den tidligere omtalte leverpostejsmad finder vej op igennem halsen, og resten af fødslen er akkompagneret af smagen af leverpostej. (Det kan bestemt ikke anbefales!)
Pressetrangen kommer for alvor, og jeg ligger på ryggen med benene i bøjler. Pressearbejdet er hårdt men en lettelse i forhold til gispefasen. Hun titter frem mange gange, men smutter ind igen. Jeg får ikke brugt veerne fuldt ud og det gør så ufatteligt ondt, når jeg ikke presser nok. Jeg mærker en kold klud på min pande. (Den dejligste kolde klud jeg nogensinde har mærket fulgt af ordene: ”Du klarer det så flot, skat.”) Jeg finder kræfter i mig selv, som jeg ikke vidste at jeg havde, og presser. En ny smerte overtager – det brænder i hele underlivet. Hovedet er halvt ude og jordemoderen siger ”Far, kom lige og se din datters hoved. Vil du ikke mærke hende?” Jeg ser, at Jonas rører noget nede mellem mine ben, men jeg har så ondt og forsøger ikke at blive overvældet af følelser, så jeg kan bevare mit fokus på næste ve. Men jordemoderen spørger om jeg vil mærke. Nej tak. Jeg er bange for at miste besindelsen, at blive for rørt, at bryde grædende sammen, og det har jeg slet ikke overskud til. Jordemoderen bliver ved med at overtale, og jeg hører hende sige: ”Far, tag du lige mors hånd, så hun kan mærke.”. Jonas fører min hånd ned mellem mine ben, og jeg mærker et vaskeægte menneskehovede med ufatteligt meget hår. Jeg får en klump i halsen og trækker hånden til mig. Hvor fantastisk! Hun er faktisk på vej ud af mig. Klokken er 16:48 (12 minutter før pencilin-deadlinen). Jeg synker en gang og fokuserer på veen, og føder min datter.