Om ti minutter letter mit fly tilbage mod København og jeg kan næsten ikke være i min krop af bare savn. Til mine børn, til Thomas og til den kærlighed vi har til hinanden. Mine følelser hænger udenpå tøjet og jeg har brug for at give kærlighed. Brug for at nyde, være, elske, kysse og leve.
Tidligt i morges stod jeg ud ad sengen. Min veninde lå der stadig, men sagde ikke andet end “Godmorgen” og kiggede igen ned i sin telefonskærm. Hun vidste godt, at jeg ikke var i humør til at snakke.
Jeg skulle med flyet til Sønderborg, for at besøge min farmor, som pludseligt er blevet meget, meget syg.
Inden jeg kom derned, mistænkte jeg at det ville blive den allersidste gang jeg skulle se min farmor. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente mig, men jeg vidste at det ville blive svært.
Min far hentede mig i lufthavnen og vi aftalte at jeg lige kunne nå en kop kaffe og en gåtur i byen, inden vi sammen ville køre hjem til min farmor, når hun var parat til besøg. Sådan én er hun nemlig. En værdig dame, som gerne vil gøre sig parat til besøg – også selvom det muligvis bliver det sidste hun får. Hun er ordentlig til fingerspidserne og på mange måder én af de klogeste mennesker jeg har kendt; og det endda selvom jeg aldrig har kendt hende særligt godt.
Turen ned igennem gågaden i Sønderborg var en tarvelig affære, med tomme butiksruder og skilte med tilbud om udlejning. Alt for dyr udlejning, formentlig. Det hjalp ikke umiddelbart på mit humør og jeg besluttede, i stedet for at tage en kaffe med på på tur, at sætte mig ind på en café, som serverede mig den dejligste cortado jeg længe har drukket og skrive et blogindlæg. Et blogindlæg, som formentlig aldrig kommer til at se dagens lys, men som var dejligt at få skrevet og svært at forstå. Om at tage afsked. Om ikke at vide hvornår man tager afsked. Sådan for alvor.
Min farmor, som hun lå der i sin seng, så dejlig ud. Hun var så smuk, selvom det var tydeligt at hun er syg.
“Jeg er så glad for at det ramte mig og ikke én af jer” sagde hun “jeg håber bare at det går hurtigt”
Jeg kunne ikke lade være med at græde. Ligesom jeg heller ikke kunne det, da hun fortalte mig om hvor glad hun var for at jeg har fundet Thomas.
“Han er sådan et godt menneske” sagde hun og gav både sig selv og mig tårer i øjnene.
Og hun har ret. Han er sådan et godt menneske. Ligesom min farmor.
Hun er også god, selvom hun snart er væk.
Jeg lovede hende at komme igen.
“Jeg kommer i næste uge” sagde jeg “så tager jeg Thomas og drengene med”
“Ja, lad os nu se i næste uge” sagde hun, inden hun sagde tak for besøget og igen havde brug for at hvile sig.
Ja, farmor, lad os nu se. Jeg vil rigtigt gerne se dig igen.
