Hvad der var blevet spået som en helt almindelig og ukompliceret andengangsfødsel blev pludselig til en både dramatisk, voldsom og temmeligt farlig affære. Ingen kunne have forudset det og man fornemmer tydeligt, hvor vanvittigt og uvirkeligt det har været for den fødende at være i. Gudskelov ender det godt, men vejen dertil er usædvanligt barsk.
Veerne begynder onsdag aften så småt og ret uregelmæssigt. Der er omkring 5-6 min. imellem. Jeg rejser mig og opdager at slimproppen er gået og der er tegnblødning. Jeg ringer til fødegangen og hun synes det er fint hvis vi kommer ind, da min første fødsel var hurtig. Vi ringer til min mands søster, som kommer og kigger efter vores søn. Vi regner med, at vi er tilbage i løbet af natten med vores lille pige.
Kl.22.30 er vi på fødegangen. Jeg er 4cm åben og de vælger derfor at beholde mig derinde. Vi går mange ture op og ned ad gangen og ned i forhallen, da veerne ikke bliver voldsomt meget kraftigere. Efter noget tid kommer jeg i badekar. Jordemoderen sidder hos os og min man går ind og hviler lidt undervejs på en briks. Hun lytter til hjertelyden som er fin. Omkring kl. 8 er der vagtskifte. Veerne er kraftigere nu og jordemoderen vurderer, at jeg er 8cm åben. Hun lytter en sidste gang og siger at der er vagtskifte og at der kommer en ny jordemoder snarest.
Den nye jordemoder kommer ind på stuen, lytter og synes nu, at der er udfald i hjertelyden. Hun synes jeg skal op af vandet og have kørt CTG. Jeg kommer ind på stuen. CTG’en vil ikke registrere helt ordentligt, så hun forsøger med en elektrode på barnets hoved. Inden da tager hun vandet, som hun kan se er grønt. Elektroden kan ikke registrere lyden, så enten er det fordi hun har meget hår eller fordi elektroden ikke virker. Den ledende jordemode kommer til. Jeg får presseveer og de er enige om, at nu skal hun ud. Min mand har i nattens løb fået en briks ved siden af min og har heldigvis sovet lidt. Han vækkes og pakker briksen sammen.
Jeg presser en enkelt gang og kan mærke på de to jordemødre, at det skal gå stærkt. Der er pludselig mange på stuen. Jeg presser igen og jeg hører at de råber op om, at der “kom en skylle” og at nu skal barnet bare ud. En læge sætter en kop på min datters hoved og jeg den ledende jordemoder spørger om jeg har en ve. Det har jeg ikke, men hun beordrer mig til at presse alt hvad jeg kan uanset. Jeg presser helt vildt, de trækker, men koppen ryger af. Alligevel formår jeg at presse hende ud. Jeg får hende på maven, men inden jeg når at holde om hende, bliver hun revet væk. Hun siger en lille lyd og er derefter stille. En hel flok læger står omkring hende. En læge og en narkoselæge kommer over til mig og siger hvem de er og at de vil gøre alt for at hjælpe hende.
Lægerne laver hjertemassage og jeg er bange, men tænker, at det nok bare er for at få hende til at sige noget. Min mand er utilpas og er gået udenfor mens alt dette sker. “Skyllen” de snakkede om, var blod og min mand havde fået den ud over sig. En eller anden spørger om min vægt og jordemoderen presser på min mave. Jeg bløder og de kan ikke stoppe det. De kører mig ud og ned i narkosen. Jeg når at høre en lyd fra vores dattet og tænker at hun er ok.
På opvågningen står jordemoderen og en sygeplejerske ved sengen da jeg vågner og er groggy. Jeg har mistet tre liter blod. Min mand er der også.
… De siger vi nok skal overveje at få hende døbt, da det ser kritisk ud. Det ser kritisk ud.
Vi græder lidt sammen.
Min mand er nødt til at tage hjem efter nyt tøj og ringe til folk. Jeg sover lidt, har ikke rigtigt fattet det. Da jeg vågner får vi lov at se hende og får at vide, at hun er stabil, men skal ligge nedkølet i 3 døgn. Den proces skulle mindske risikoen for hjerneskader, hvis det viser sig hun har haft iltmangel.
De fortæller på afdelingen, at navlesnoren har været kort og desuden porøs, så da hun skal fødes er navlesnoren gået fra moderkagen og hun har mistet det meste af sit blod da det skete. Hun “døde” ved fødslen, men dygtige læger fik givet hende blod i et navlekateder og fik gudskelov hendes lille hjerte til at slå igen.
I dag er hun 1,5 år gammen, har ingen mén overhovedet, og vi er ovenud taknemmelige.