Af alle de veninder jeg har fået, siden jeg har fået børn, har der været én fællesnævner, som for alvor har fået vores venskaber til at blomstre; Modet til at smide “jeg er den perfekte mor”-facaden, som jeg af og til ser som en folkesyge blandt os perfektionistiske, søde, pæne og for alt i verden ordentlige mødre.
Typisk er det sket i forbindelse med lidt vin, hvor de hemmelige cigaretter og alle historierne om, hvor hårdt, råddent, svært, irriterende det hele kan være af og til, når man er nogens mor. Ikke hele tiden, bevares, ikke engang særligt meget af tiden, men nogle gange. Når vi har high-fivet på vores egne og hinandens mangler og pædagogiske utilstrækkeligheder, fordi vi for pokker jo ikke altid kan være de pæne, søde og ordentlige mødre, som vi allerhelst vil byde vores børn.
Ingen er perfekte. Eller altså, det har jeg i hvert fald svært ved at tro og jeg synes (selvfølgelig) at det er helt okay.
Jeg er nogle gange sur, tvær og nederen og jeg er ikke altid en god mor, men til gengæld, når jeg accepterer at det er sådan og når jeg tillader mig, at jeg af og til har brug for pauser fra pædagogik og faste spisetider, så bliver jeg en bedre mig – og på den måde også en bedre mor.
Jeg har brug for at være “dårlig” for at være god.
Således er jeg i aften spændt op til lir med én af mine medsammensvorne veninder og et slæng af andre dejlige damer, når vi skal til gallapremieren på Bad Moms i aften.
Og lad mig så lige sige tak til alle jer der har fulgt med på SnapChat de seneste timer – jeg valgte den lange sorte kjole fra Minimum, som sammen med både røde negle og læber passer fuldstændigt perfekt ind i rammerne for i aften. – Og for mange aftener ude i fremtiden, forestiller jeg mig.
God aften!