Selvom hun ikke er stort mere end 1.60 centimeter høj, fylder hun mere end de fleste andre jeg kender. Hun råber højt, griner, danser og charmer sig lige ind i hjerterne på enhver hun møder. Det forestiller jeg mig i alle tilfælde, for hun har i dén grad gjort det med mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg girlcrusher en lille smule på hende på trods af – eller måske (også) på grund af – hendes hang til skøre sko, charmeklude og virkelig meget løb.
Det er selvfølgelig Laura fra laulaubaubau.dk jeg taler om. Søde, skøre og skønne Laura, som er er 27,5 år gammel. Hun bliver 28 i november og siger selv at hun simpelthen så ung, at hun stadig tæller i halve år, og ikke er begyndt at lyve nedad endnu.
Hun er én af de mest umiddelbare og barnagtige (på den gode måde, selvfølgelig) mennesker jeg kan komme i tanker om, og jeg syntes derfor det var oplagt at lægge ud med at stille hende en række spørgsmål, som gerne skulle være med til at sætte lidt perspektiv på det der med at blive voksen, som jeg vitterligt synes kan være en konfus størrelse.
Laura – en inspirerende, legesyg kvinde
Min seje 80’er mor – og ja, den tykke baby er mig!
Føler du dig voksen?
Øhm.. Ja! Men så alligevel også mega meget nej.
Hvornår begyndte du at føle dig voksen? Og hvorfor?
Da jeg var 15 år – lige efter mine forældre blev skilt. Optil skilsmissen var det hele den rene fryd og gammen. Min mor, far, lillesøster og jeg boede i et lækkert hus med udsigt udover Furesøen. Vi havde en hund der hed Mickey. Jeg havde min egen hest der hed Mikkel. Mikkel stod opstaldet på en gård meget tæt på vores hus, så jeg red tit gennem skoven og hjem i haven, hvor han fik lov til at stå og græsse, mens jeg fik lidt saftevand eller andet godt til ganen. Nøj hvor idyllisk hva?
Apropos Mikkel og Mickey. Jeg havde et flip med navne der startede med M. Sagen var nemlig den, at da jeg skulle døbe hunden og hesten, havde vi så mange navne i familien med M i forvejen, at det ville være synd at ødelægge den tradition; Mor, Mormor, Morfar, Moster. Det var i hvert fald ikke studenterhuen der trykkede på daværende tidspunkt
Nå men – tilbage til historien. Min mor og far flyttede hver til sit. Fandt nye kærester. Og flyttede sammen med de nye kærester. Dér stod jeg af og besluttede mig for at blive voksen. Meget fandt jeg mig i – men nye kærester og nye hjem var dråben. Så jeg nægtede simpelthen at flytte med nogen af dem #tænkatjegfiklov #stædigtype. Jeg flyttede derfor hjemmefra som 16 årig. Min mor fandt godt nok lejligheden, betalte huslejen, kom og fyldte køleskabet op en gang om ugen og betalte møbler – ihh hvor voksent. Men jeg husker tydeligt, hvor voksen jeg rent faktisk følte mig. Jeg skulle pludselig tage stilling til hvordan jeg gerne ville bo – altså indretning. Rengøring. Skulle jeg invitere gæster over? Hvordan koger man et æg? Hvordan banker man et søm i væggen og hvordan hiver man det ud igen, når man finder ud af, at det er en skrue man har brugt?
Jeg fortryder IKKE min beslutning om at flytte hjemmefra, da det har gjort mig til et enormt selvstændigt menneske. Lidt for selvstændigt vil nogen nok mene
Men altså, nu skrev jeg jo også nej længere oppe, så jeg må nok hellere få forklaret mig selv lidt her. Jeg har da følt mig voksen i visse situationer. Fx når:
– jeg betaler regninger.. Føj!
– Jeg laver forskudsopgørelse.. Snooork.
– jeg skal sende bilen til reparation.. Hej dyrt.
– Jeg selv fylder køleskabet op og betaler min egen husleje. Øv.
Men alt i alt, så tror jeg faktisk aldrig jeg kommer til at blive sådan rigtig voksen. Jeg vil altid spille spil eller lege lege når jeg er til middag eller fest. Jeg har svært ved at føre en voksensamtale om politik eller babymad. Jeg vil næsten altid drikke mig tipsy og ud og danse. Så sådan er det!
Hvad er den mest voksne beslutning du har truffet?
Ej come on manner.. Nu har jeg siddet og tænkt og tænkt og tænkt og tænkt en HEL dag. Jeg har sgu ikke truffet nogle rigtige voksenbeslutninger. Jeg har købt en bil – er det voksent?
Er der noget i dit liv indtil nu du gerne ville have gjort anderledes?
Som jeg meget pænt prøvede at forklare længere oppe, havde jeg det mega svært med min mors og fars nye kærester, da jeg var midt i puberteten. Da jeg modtog en invitation fra min mor og hendes nye mand om at komme med på en safaritur til Afrika, takkede jeg selvfølgelig nej tak. Det skulle jeg da ikke nyde noget af. Tror I jeg fortyder det i dag? Fårk.
Hvad er du mest stolt af at have præsteret?
Jeg har været med til at banke en virksomhed op fra bunden. Det er jeg pænt stolt af. Lille Lau som iværksætter. Virksomheden kom op at køre, der var gang i omsætningen og jeg havde en masse seriøse samarbejdspartnere. Men efter 8 måneder måtte jeg kaste håndklædet i ringen – da min samarbejdspartner ikke brændte ligeså meget for det som jeg, hvilket godt kan være lidt nedslidende. Heldigvis for mig, sidder jeg den dag i dag i verdens bedste job hos Bloggers Delight, og ville ikke bytte det for noget andet. Derudover har jeg løbet et halvmarathon på 1 time og 46 min og klaret Though Viking på 1 time og 15 min. Det er jeg altså også ret stolt over.
Tough Viking med mit seje Adidas team
Hvad er din bedste egenskab?
Jeg er rigtig god til at få folk omkring mig til at føle sig godt tilpas. Jeg vil altid inkludere alle i mine (og andres) planer. Jeg har ladet mig fortælle, at folk føler sig tryg i mit selskab, da jeg er meget opmærksom på om du har det godt eller ej.
Hvad ville du gerne blive bedre til?
Til at tale om mine følelser. Det plejer normalt ikke at være problem for kvinder. Men hver gang jeg skal prøve at tale om hvad der sker indeni mig, føles det som om der sidder en mother-fucker kartoffel i halsen og blokerer alt lyd.
Hvad er dit bedste råd til andre kvinder?
Charme og selvtillid (og lækkert hår). Nøj hvor er jeg kommet langt på charme og selvtillid – not so much det lækre hår (jeg har verdens tyndeste garn). Men så længe du udstråler selvtillid og har lidt charme, så er der ikke dét du kan opnå. Gode karakterer, et godt job, succes i dit job, lækre mænd, svigerfamilie, undgå bøder af politiet, rabatter osv osv osv. Så HUSK det!
