Det er med let skælvende hænder – og ikke mindst hjerte – at jeg trykker udgiv på denne uges fødselsfredag, som handler om en fødsel i uge 23, hvor barnet desværre ikke overlevede fødslen. Det er en meget barsk og rørende beretning og jeg vil opfordre til, at I lige mærker efter, om I er klar til at læse en ulykkelig fødselsberetning, inden I går igang.
Det startede lykkeligt, vi ville have nummer to og efter få måneder havde jeg de fantastiske to streger.
Ugerne gik, jeg kastede op, havde kvalme, mange plukveer og plet blødte – fuldstændig som ved min første graviditet. Jeg fødte min første søn i uge 33 (akut kejsersnit). Dengang gik det rigtig fint; 14 dage på sygehuset og så var vi hjemme igen. Så jeg var selvfølgelig lidt mere obs og fik også ekstra scanninger. Alt så fint ud. I uge 22 +5, stod jeg om morgenen og var ved at børste tænder og gøre mig klar til at aflevere ældste sønnen, i dagplejen. Står og føler at jeg tisser i bukserne, tænker hm… Ja ja jeg er jo selvfølgelig også gravid. Sætter mig på wcet, det er så blod der løber ned af benene. – Shitt! Okay jeg bliver nød til at bevare roen, så min søn ikke bliver nervøs. Lister ud i vores vaskerum og ringer til fødeafdelingen. Jordemoderen griner først lidt af mig, tænker at det var fordi at jeg var så fattede i starten, at hun troede at jeg over reagerede. Men hun kunne så godt høre på mig, at jeg var noget fra den. – Kan du komme med det samme, spørger hun? Øhh.. Jeg skal lige have afleveret dreng i dagplejen og vække min mand som lige var kommet hjem fra natte arbejde 30 min. Forinden. Aftaler at vi kommer så hurtigt vi kan.
Vi kommer ind på fødegangen, de kan umiddelbart ikke se noget. Jeg skal ligge til observation til om eftermiddagen. Blødningen bliver mindre og vi bliver sendt hjem igen. Jeg skal selvfølgelig holde mig i ro og endelig ringe, hvis det bliver værre igen. Dette er om torsdagen.
Jeg har det dårligt, sådan influenza agtigt, uden feber. Lørdag skulle vi til rundt fødselsdag i familien, som vi aflyste, da jeg var skidt. Vores store dreng skulle passes hos sin bedste og det synes vi at han stadig skulle. Han kunne blive forkælet og min mand kunne være der for mig 100 %.
Lørdag aften, tager plukveerne til og vi bliver enige om at ringe til fødegangen igen – egentlig bare for at få en tryghedsscanning og få at vide at alt var okay.
Jeg fik det dårligere, vi kom på sygehuset. Umiddelbart kunne de igen ikke se noget, de scannede nede fra og pludselig var min livmoderhals forkortet en del, siden om torsdagen. Nu blev jeg bange! Jeg skulle blive et par timer, hvorefter at de ville scanne mig igen, vi ventede og til næste scanning var livmoderhalsen yderligere forkortet.
Fuck…
Okay – tænkte vi – så må jeg jo ligge her de næste par måneder.
Men sådan gik det desværre ikke, min fødsel gik i gang. Natten til mandag, gik den for alvor i gang. Jeg havde den sødeste jordemoder ved min side. Hun snakkede meget med os omkring det hele, hun spurgte om vi ville have en præst, hvilket vi takkede ja til, præsten kom og snakkede med os, omkring liv, død og alt der i mellem. Hjalp os RIGTIG meget, hun kunne vende tingene, på en måde så vi kunne tænke mere klart, jordemoderen blev ved vores side, igennem dette, snakkede med og forklarede endnu mere. Nat, blev til morgen og jeg stod stille i min fødsel. Præsten som havde været der siden kl.03 om natten, måtte hjem og sove. Jordemoderen havde vagtskifte, endnu en sød jordemoder kom, hun satte sig ved min side og snakkede. De var så søde og professionelle, jeg er godt klar over at de havde travlt, men når de kom på stuen handlede det om MIG og de tog sig tid. Det skete ikke så meget om mandagen, havde fået lagt et ebebural blokade om natten, så jeg kunne få lidt hvile, så det gik mandag med. Så med søvn og ingen smerter, jeg stod stille, blev vi optimistiske.
Men en ny scanning viste hurtigt, at min søn var på vej ud. Der var ingen vej tilbage, vi valgte i fællesskab at de skulle tage mit vand, for at sætte skub i tingene, lå bare med de vildeste veer og stod bare stille. Og vi vidste alle, hvad vej det ville gå. De tog vandet – shit det lettede. I ca en time stod jeg og vrikkede fra side til side for at få presseveerne i gang. Og så kom de! Sofus – min yngste søn, lå på tværs ( præcis som sin storebror) så det tog lige lidt ekstra, før han kom ud. Vi havde gjort os mange tanker om hvordan han så ud, et barn i uge 23, han kan da slet ikke være færdig bagt. Men ud kom vores lille søn, han overlevede desværre ikke fødslen. Så fik aldrig set ham trække vejret, men han var så fin, 10 tæer, 10 fingre, de fineste små øre og en næse helt magen til hans storebror.
Hospitalspræsten, havde allieret sig, med vores lokal præst. Hun havde været ved vores side hele dagen og sammen med jordemødrene, havde de gjort os “klar” til Sofus fødsel og død. Da Sofus kom til verden som en engel, havde den søde sosu assistent gjort et bord klar med, blomster, lys og tøj. Så da Sofus blev født blev han velsignet, hvor jordemoderen tog min mobil og bare tog MASSER af billeder, af ceremonien. Billeder vi i dag, er så glade for og vi slet ikke selv havde overvejet at tage.
Præsten, Jordemødrene og de resterende hospitalspersonale, gjorde en kæmpe forskel. Dette er ikke en lykkelig fødselsberetning, men den er god! Jeg er evig taknemmelig for de professionelle kvinder og mænd på Horsens sygehus,som gjorde en kæmpe forskel i en forfærdelig situation. Den dag i dag, snakker jeg privat med jordmoderen der tog i mod min søn og drømmer om at hun en dag, skal tage i mod mit næste barn.
Jeg er ikke blevet gravid endnu, et år efter. Man har siden fundet ud af, at det var blodpropper i moderkagen, det satte fødslen i gang. Jeg har fået konstateret en gensygdom, som gør at jeg er meget disponibel for blodpropper, men skulle gerne kunne løses med blodfortyndende medicin,i forbindelse med næste graviditet. Så vi krydser fingre for at Sofus en dag, får en lillebror eller søster og vores ældste søn, kan få lov at en søster eller bror at lege med.