Det ligner i virkeligheden slet ikke mig, sådan at gå og holde hemmeligheder for folk – slet ikke, når det jeg holder hemmeligt, ikke engang er hemmeligt. Jeg har på én eller anden måde bare haft brug for at det lige skulle ind og vende i mit eget system, inden jeg kunne finde ud af at skrive om det.
Det ved jeg faktisk stadig ikke om jeg kan, skrive om det, men nu giver jeg det et forsøg.
For lige knap halvanden måned siden spurgte jeg – vist nok komplet bramfri, som jeg plejer – SneglCille om ikke vi skulle lave os et kontor sammen. Vi kendte egentlig ikke hinanden spor godt inden, men efter en brandert sammen hvor det skulle vise sig at vi på mange måder forstod hinanden, troede jeg på, at hun kunne noget helt særligt godt, hende Cecilie, som hun i virkeligheden hedder. Heldigvis svarede hun ja og i løbet af en lille uges tid, havde vi været ude at se de fineste, skæveste og mest perfekte lokaler.
Skal vi? Skal vi ikke?
Tør vi?
Vi turde godt og i torsdags, da vi var oppe for allersidste gang, for at se lokalerne sammen med ejendomsmægleren, fik vi nøglerne, som vi endte med at danse sejrsdans over. Vi drak vin af papkrus og krammede i ét væk og vi er, på godt dansk, smaskforelskede i vores nye kontor.
Jeg har, fordi Peters fødselsdag selvfølgelig har krævet min opmærksomhed, ikke været i kontoret siden i torsdag og fordi jeg har været så heldig at være inviteret til Salzburgerland i Østrig, sammen med mine tre yndlings, et par dage i næste uge, kommer jeg formentlig ikke derned før engang i næste weekend og SÅ skal den have fuld skrue. Det bliver seriøst godt.
Østrig, familietid og nyt sejt københavnerkontor – ovenikøbet med udsigt til vand. Jeg er vild med det – og så skinner solen endda oven i hatten.
… Og hvis nogen ikke følger med på instagram (@canabuttenschon) hvor dansen blev vist frem i torsdags, så skal I selvfølgelig ikke snydes. Hep!