I dag bliver Jens fem år. Min lille, store, dejlige, søde og seje dreng, som jeg elsker så højt som skyerne.
Fem år.
For jer der har større børn, er fem år selvfølgelig ikke meget, men for mig, er det eddermame vildt. Ligesom 4, 3, 2 og 1 år også var det.
Udover at det i sagens natur betyder at det er fem år siden min førstefødte kom til verden, betyder det også at Thomas og jeg efterhånden har været sammen temmeligt længe. Det er knap syv år siden vi mødtes og jeg fatter ikke hvor tiden er blevet af.
Om et par timer henter Jens og jeg alle børnene (og de voksne) fra hans stue i børnehaven, hjem til vores gård, hvor Jens glæder sig til at vise alle sin seje ting frem til alle sine gode legekammerater. Det bliver pissehyggeligt. Også selvom jeg vitterligt ikke ved om jeg kan finde ud af at være bare nogenlunde fair dommer i stop-dans, som Jens har bestilt, overfor en flok 4-5 årige. Helt ærligt, der er jo ikke noget mere sødt end børn der danser entusiastisk og jeg synes bare det er skønt, når de ikke kan stoppe, selvom musikken gør det.
… Godt der er et par voksne fra børnehaven, som må træde i mit sted som dommer, hvis jeg ender med at fyre den af på fliserne, sammen med alle børnene i stedet for at agere streng dommer.
Fem år, man. Det er altså ret vildt.
(OBS: Min helt egen Fødsel(sFredag) udkommer i dag omkring klokken 15, men fordi min dag er fyldt op med verdens vigtigste børneplaner, så kommer den formentlig ikke på facebook med det samme, så hold øje herinde eller følg bloggen via bloglovin’ HER, så I kan få besked når der er nyt under radaren – hvis I vil, selvfølgelig)