Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været mere end bare almindeligt meget spændt på at ankomme til Lesbos. Mest af alt fordi jeg ikke anede hvad jeg kunne forvente af den græske ø, som sidste år modtog over 500.000 flygtninge fra krigen i Syrien og som dermed blev ramt af en kæmpestor samfundsøkonomisk krise.
Heldigvis har jeg indtil nu kun mødt glade mennesker, som virker yderst optimistiske for deres fremtid, selvom den lige nu, på papiret, ser noget trist ud.
Vi fik en snak med øens borgmester (som er ham jeg lokkede med på et selfie – en disciplin jeg i øvrigt fandt mere naturlig end han gjorde) som blandt andet fortalte at cirka 30% af øens industri består af turisme – en turisme som man lige nu forudser vil have en nedgang på helt op mod 80% i forhold til de forgangne år. Med lidt hurtig hovedregning kan jeg regne ud, at det vil betyde at cirka en fjerdedel af øens beboere på den måde vil miste deres levebrød – og altså, her mister man for alvor sit levebrød, da Grækenland desværre ikke har de samme velfærdsmuligheder som vi har i Danmark.
Dét er fandeme tragisk at tænke på, hvis SÅ mange mennesker skal gå fra hus og hjem og sende deres børn sultne i skole og sultne i seng.
Da jeg, meget ublu, spurgte borgmesteren hvad det bedste jeg som dansker kunne gøre, kom svaret promte: “Kom herned! Vores natur er ligeså dejlig som den har været altid og vi vil gøre alt for at du har det godt. Vi har behov for vores turister og vi vil bare så gerne have, at I kommer og nyder vores dejlige ø!”
Se dét var en melding jeg kunne forstå! Et samfund der står overfor deres muligvis største krise nogensinde, beder os om at komme ned og gøre præcis som vi plejer.
Jeg har selvfølgelig ikke set så meget af øen endnu, men dét jeg har set, virker dejligt. Strande og kyster er rene og pæne, bjergene er smukke og solnedgangen fra balkonen hvor jeg sad i aftes, var gudsbenådet smuk lige inden jeg fik hentet mit kamera og solen var gået ned bag et bjerg, som I kan se på billedet ovenfor. Menneskene jeg har mødt er smilende og overmåde imødekommende og her er altså indtil videre ret rart at være.
De, grækerne, vil os så gerne, at borgmesteren, udover at give håndtryk og svar på mine mange spørgsmål, takkede os på livet løs for at være kommet herned, som nogle af sæsonens allerførste gæster.
Kæft, hvor var det stærkt! Så med beordring, fra øens øverste instans, på at hygge mig, vil jeg hermed forsøge at gøre mit ypperste og se om ikke jeg kan snuske mig til at køligt glas hvidvin i skyggen, med en god bog i hånden og min opmærksomhed ellers kun rettet på mig og på at nyde. Det hele. Øen, selskabet og den sammenhængende nattesøvn, ikke mindst.