Da jeg sad i flyet i luften et sted over Danmark imellem Sønderborg og København, gik det pludselig op for mig, at jeg ikke skal se mine børn de næste 4 døgn. I stedet skal de være hos min mor i Sønderjylland, hvor Thomas, så snart han returnerer fra LA, tager ned og og er sammen med dem.
De skal på ferie for allerførste gang og selvom jeg godt ved, at de overordnet kommer til at få det pissefedt, så skal jeg altså ingenlunde se mig for fin til også at være en lille smule bekymret for hvordan det kommer til at gå i de øjeblikke, der selvfølgelig vil opstå, hvor de ikke har det pissefedt. Når de falder og slår sig, eller værre, når de savner deres mor. De er vant til at jeg (næsten) altid er der og vi er ofte sammen, både dag og nat, så selvfølgelig bliver det en udfordring for dem, såvel som for mig, at vi skal undvære hinanden – især nu hvor de samtidig også skal undvære Thomas et par dage endnu.
Mest af alt glæder jeg mig dog til de næste par dage. På børnenes vegne, fordi de får mulighed for at knytte et endnu stærkere bånd til deres mormor og for mig, fordi jeg skal ud af min sædvanlige gænge og i stedet besøge ét af de steder i verden jeg lige nu brænder allermest for at opleve.
Jeg er blevet inviteret til Lesbos; der hvor de syriske flygtninge er strømmet til i hobetal. Der hvor de forfærdelige billeder af omkomne børn, der lå i vandkanten florerede på facebook sidste år. Dér hvor flygtningekrisen for alvor har kradset og vist sig fra sin allermest voldsomme side.
Uden at vide mere end alle andre om det, så forestiller jeg mig, at det må være forfærdeligt for et samfund, både at skulle varetage et så massivt antal flygtninge, som er kommet til øen i alverdens forfatninger, imens samfundets egen primære industri, som for Lesbos’ vedkommende er turisme, naturligt lukker ned synkront med tilstrømningen af mennesker i nød.
Man har på Lesbos selvfølgelig været nødsaget til at hjælpe de mange mennesker der er kommet til øen med at komme videre og væk fra dét de er flygtet fra og jeg kan kun gisne om, hvor mange ressourcer det må have krævet af Lesbos og af Grækenland.
Det må have været ufatteligt hårdt pludseligt at skulle varetage så mange menneskers liv, som for manges vedkommende, er faldet fra hinanden i kraft af krigen i Syrien. Fuck man.
Flygtningestrømmen er efterhånden ophørt – i hvert fald når det kommer til den strøm der har ramt Lesbos. De flygtede mennesker er blevet spredt ud over hele Europa via den dør der for de flestes vedkommende lå langs kysten på Lesbos.
Jeg glæder mig til at komme derned og se hvordan der ser ud og opleve med egne øjne, hvor lidt eller hvor meget øen er blevet hærget. Samtidig – eller måske allermest – glæder jeg mig til at tale med de mennesker som bor der og høre deres syn på sagen. Hvordan var det da flygtningestrømmen var på sit højeste og hvordan er det i dag? Hvordan kan et samfund overhovedet komme op at stå ovenpå en krise som den de var udsat for sidste år? Og måske allervigtigst, hvad kan jeg, som helt almindelig dansker, gøre? Hvad ønsker de af mig – hvis overhovedet noget? Ikke fordi jeg er ude på – lige nu i hvert fald – at blive nødhjælpsarbejder, men fordi jeg tænker, at jeg alligevel kan være med til at gøre en lillebitte forskel.
Jeg synes det er smadderspændende og jeg håber inderligt, at jeg kan blive klogere på, hvordan vi kan hjælpe hinanden, menneske til menneske, i hver vores liv og hverdag. For jeg tror på, at der er en måde.
Med dét i tankerne, er jeg helt og aldeles tryg ved, at mine børn skal undvære mig i et par dage og at de i stedet skal forkæles af min mor, som jeg véd vil gøre alt i verden, for at de skal have det godt. Vi har det godt og jeg håber, at jeg kan få et indblik i, hvordan vi – eller jeg – kan være med til at gøre det bedre igen, for nogle jeg forestiller mig må have det ret svært.
Lesbos, here I come!