I dag vil jeg på forhånd anbefale alle at have en kleenex parat, for denne uges FødselsFredag byder på noget af en tåreperser, med en meget rørende og ærlig fortælling om et akut kejsersnit i uge 33. Om ikke at forstå, om angsten og om at komme ud på den anden side <3 Det går nemlig – som her – heldigvis næsten altid godt.
Jeg havde haft en nem graviditet, ingen kvalme, smerter eller andre skavanker. Dog gik vi til ekstra tjeks på sygehuset da mit blodtryk var højt og vores pige var væksthæmmet, hele 36 % under gennemsnitsvægten, men havde det ellers fint i maven. Den ukomplicerede graviditet, var nok også det der fik mig til at reagere, da jeg i uge 33 fik jeg meget ondt i lænden. Jeg tænkte at jeg havde overanstrengt mig på vej hjem på cyklen og lagde mig på sofaen for at slappe af. Jeg havde mange plukveer, noget som jeg ellers ikke havde haft mange af. Min mave blev helt skæv og trak sig sammen på en både jeg aldrig havde set før. Jeg lå på sofaen 1 times tid og så fjernsyn, mens min mand Søren sad ved siden af. Søren jokede med jeg havde veer og begyndte at tælle hvor lang tid der gik mellem dem.
Jeg begyndte at blive bekymret efter 1 times tid. Jeg ringede til min mor, som synes det lød lidt mærkeligt, men prøv alligevel at give det 1 time mere sagde hun. Efter ½ time, sagde jeg til Søren at jeg ikke kunne lide det og jeg ville hellere ringe til Skejby en gang for meget. Jeg ringede ud på fødeafd. Og efter en snak, rådet de mig til at komme forbi til et tjek.
På vej ud til bilen, mødte vi en af vores venner, som spurte hvor vi var på vej hen. Annette har veer, sagde Søren og grinede. Vi havde det sjovt på vej ud til Skejby og jeg følte mig hysterisk over faktisk at tage derud og ikke bare turde tro på jeg havde det godt.
Da vi kom ud på akut modtagelsen, var der ingen der tog i mod os. Vi ventede et godt stykke tid før en jordemoder kom og tog min vandrejournal. Og endnu 1 time før vi kom ind. Jeg synes i mellemtiden jeg havde fået det bedre og ville egentlig hellere hjem, jeg var sulten.
Vi kom ind i et lille rum, med en meget hård briks. Jeg skulle have kørt en strimmel, mens jeg lå ned. Briksen var hård og smerten i lænden tog til. Det gjorde sindssygt ondt at skulle ligge stille på briksen. Strimlen så fin ud, men der kunne ses nogle kontraktioner – ingen fortalte mig at det var veer. Da de målte mit blodtryk var det meget højt. De ville ikke sende mig hjem før det så pænere ud, så de fandt noget medicin til mig. Jeg synes det var åndsvagt, for jeg viste at mit blodtryk steg, når jeg skulle have det målt hos lægen eller på sygehuset. De tjekkede også min urin – den så fin ud. Vi måtte bare vente.
Efter vagtskifte, kom der en ny jordmoder ind og hilste på. Hun sagde der nok ikke gik så længe inden vi kunne tage hjem. Mens hun var inde på stuen hos os, faldt babys hjertelyd. Hun tilkaldte en anden jordmoder, de guidede mig om på siden og derefter om på knæende. En læge blev tilkaldt, som yderlig tilkaldte en anden læge. Jeg lå på knæende og albuerne, på et tidspunkt råbte jeg ”I bliver nød til at sige hvad der sker, jeg er pisse bange”. Hjerterytmen blev normal, der var uenighed mellem jordmoder og læge om hvorvidt det havde været min eller babys puls senderen havde fanget. Min livmoderhals blev scannet, det så fint ud.
Jeg kom ind på en stue ved siden af, hvor der var en ordenlig seng jeg kunne ligge i. Men det hjalp dog ikke på smerterne i lænden, det gjorde bare ondt. Jeg fik nogle Panodil, men lige lidt hjalp det. Jordmoderen sagde, at de havde bestemt sig for at indlægge mig. Hun mente at vi inden længe kunne gå ned på patienthotellet og sove.
Baby blev ved med at lave dyk i hjerterytmen. Jeg var ikke selv bekymret, for hun havde hele graviditeten haft det fint. Det var jeg sikker på hun stadig havde. Jeg blev scannet igen, baby havde lagt sig helt ned i bækkenet nu, hun lå helt stille – der var ingen fosteraktivitet. Lægen gik ud og kom tilbage efter kort tid igen. Med sig havde hun en anden læge og jordmoderen. ”Annette” sagde hun, ”Vi bliver nød til at tage et akut kejsersnit”. Jeg gik helt i stå, jeg fik et chok – hvad tænkte hun da på? Babyen inden i min mave havde det godt og hun havde bedst af at blive derinde. ”Nej” sagde jeg ”hun skal ikke ud nu, hun er ikke parat til at komme ud nu. Hun har det godt indeni i min mave” . Mine tanker farede rundt; Eksamensopgaven jeg skulle have gjort færdig, praktikgodkendelsen der lå et par dage efter, alle de ting vi manglede at gøre klar og ikke mindst min sommerferie/barsel som jeg havde glædet mig til. Hun skulle ikke ud nu! Lægen fortalte de var bange for min moderkage havde revet sig løs, normalt begynder man at bløde. Selv om jeg ikke havde bløde, var de ret sikre på det var det, der var sket. Søren spurgte, hvad det var for en pige vi fik ud. Lægen fortalte at der ville stå børnelæger klar til at hjælpe hende, men at hun ikke viste hvordan hun havde det.
Jeg spurgte om vi kunne få 2 min. i enerum. De gik ud af rummet og kom ind igen efter 20 sek. ”Annette, hun skal ud nu” sagde lægen. ”Nej” sagde jeg.
”Jeg er bange for hun ikke kan klare det”
Lægen sagde til mig, at hun var bange for hun ikke klare den hvis hun ikke kommer ud nu. Jeg sagde ikke mere og tror lægen godt fornemmede hun ikke skulle have et tydeligere ja fra mig.
Jordmoderen begyndte, at tage mit tøj af. Jeg følte mig igen overrumplet og vrissede, at jeg godt selv kunne tage mit tøj af. Jeg kom op i sengen og blev kørt ned af de hvide gange. Søren fik en hue og noget andet tøj på. Jeg kunne ikke se ham og var bange for han ikke var med. Der stod en nakosesygeplejerske og ventede på mig, alt var sat i gang på forhånd. Han begyndte at spørge mig om jeg havde allergi og andet, som jeg ikke husker. Jeg husker, at jeg sagde jeg var bange. Han fejede det væk, med at det var der ikke tid til nu – jeg skulle svare på hans spørgsmål.
Jeg kom ind i på stue 6, den kliniske operationsstue. Alt ting gik så stærkt og ingen fortalte os hvad der skulle ske. Narkosesygeplejersken fortalte han nu ville ligge en rygmarvsbedøvelse og at det var meget vigtigt, at sad helt stille mens han stak mig. Da nålen ramte min ryg, for jeg sammen af smerte. Narkosesygeplejersken udbrød ”Jeg sagde du skulle sidde stille” – Jeg græd og sagde undskyld.
Jeg blev lagt ned og der kom et stort stykke papir op, så vi ikke kunne se hvad der foregik. De begyndte at skære i mig. Jeg sagde at gjorde ondt og fik at vide, de ikke havde tid til at vente på bedøvelsen virkede. Jeg var så bange, alt var så surrealistisk – jeg fattede ikke at det var nu min baby skulle komme til verden. Levede hun mon, jeg var så bange for hun ikke levede.
Lægen råbte ”Der er løsning!”, jeg anede ikke hvad det betød, men troede det betød at hun havde revet sig løs fra livmoderen og ikke levede (senere fandt jeg ud af, at det betød min moderkage havde revet sig løs). Jeg spurgte om hvordan hun havde det. ”Kan du ikke høre hende” var der en sygeplejerske der sagde. Jeg kunne intet høre.
De bar min lille pige ud i et rum ved siden af, hun vejede 1460 g. Jordemoderen kom og spurgte Søren om han ville med. Jeg følte mig så alene og forladt. Jeg lå og tænkte på, at hvis hun var ved at dø så var det Søren der skulle der være hos hende. Men jeg var så bange, bange for at hun ikke skulle klare det.
Søren kom tilbage, han fortalte mig at hun trak vejret. Jeg kunne ikke føle lettelsen, for jeg havde ikke selv set hende. Søren gik med hende og lægerne over på intensiv. Jeg lå og lå i en evighed, inden der kom en portør og kørte mig på opvågningen. Jeg blev ved med at mærke mig, på maven. Hun var der ikke mere, det liv jeg havde mærket på siden den dag hun blev undfanget. Hun havde indtil nu været en del af mig, nu var hun der ikke mere.
På opvågningen, tog to søde sygeplejersker i mod mig. ”Tillykke” sagde de. Jeg forstod ikke hvorfor de sagde tillykke, det var jo ikke meningen og jeg anede jo ikke om hun havde det godt, om stadig levede. Jeg var bange og ked af det. Sygeplejerskerne ringede over på børneintensiv og hørte hvordan den lille havde det. De forsikrede mig om, at hun havde det godt.
Der kom en sygeplejerske fra intensiv. Hun smilede og sagde tillykke. ”Din datter har det alt for godt til at være hos os, så hun er blevet overflyttet til neonatal afd.” fortalte hun mig. ”Jeg fødte selv min datter i uge 34. Hun er 13 år i dag og har det godt”. Jeg begyndte at ane et håb, et håb om at min lille skat skulle klare det. Søren kom lidt senere og havde billeder med af vores lille Emma.
Jeg kunne ikke forstå det var mig baby, der var på billlederne. Der var slanger overalt og hun så lillebitte. Jeg fik at vide, at jeg kunne over og se hende når jeg kunne bevæge mine ben. Der gik ikke længe, før jeg kunne bevæge fødderne. Men der skulle gå 2 timer før jeg måtte komme fra opvågningen. Endelig var tiden gået, jordmoderen kom og sagde farvel til os og vi kunne kører over til Emma. Hun lå i kuvøsen, dækket af tæpper, med en sonde og andre slanger på sig. Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig, det var at bliv Mor. Jeg spurgte om jeg måtte holde hende, men fik at vide det var bedst hvis jeg ventede til dagen efter. Jeg havde sådan brug for at mærke hende, min lille skat; velkommen til verden.
I dag er Emma 2 ½ år og er den skønneste lille pige fuld af latter, smil og spilopper. Hun har ingen men af den for tidlige fødsel. Snart skal hun være storsøster, helt præcis er jeg 38 uger henne nu. Jeg har gået til ekstra tjeks hele graviditeten, men alt ser fint ud både blodtryk og babys vægt. Jeg havde aldrig turde håbe på at gå tiden ud i denne graviditet og er lykkelig for vi snart er i mål og står med lillebror i armene.