Af og til hænder det, at jeg bliver særligt rørt over nogle af de beretninger I sender mig og dén I kommer til at stifte bekendtskab med i dag, er én af dem, der har fået vandet til at stå ud af øjnene på mig, som blev jeg betalt for det. Det handler om en kvinde, som oplevede for tidlig vandafgang og jeg har valgt – i samråd med kvinden – at dele den op i tre, da beretningen ellers ville blive alt for lang til ét indlæg. Således handler beretningen i dag om den oplevelse kvinden havde dén dag vandet gik.
Tag godt imod den – og hav en kleenex klar. Jeg LOVER at det ender godt.
En noget mere våd nytårsaften end planlagt
Ligesom til min 30-års fødselsdag var jeg jævnt træt af at være gravid nytårsaften. Festen over alle fester. Bevares, jeg var ovenud lykkelig for at være gravid med vores ønskebarn. Men fest uden alkohol og smøger har aldrig været mig – og bliver aldrig mig…
Trods det, havde vi (min svigerinde med kæreste og min mands gode ven samt kæreste og barn) en fantastisk nytårsaften i vores sommerhus på Orø. Vi skåler ( jeg i Erdingers alkoholfrie øl – og et enkelt glas ægte god rødvin), griner og nyder hinanden og aftenen. Jeg er i 31. uge og i lykkerus – over at være gravid og over at være beriget med skønne mennesker i mit liv. Alt er godt.
Min graviditet har været god. Kun lidt kvalme, halsbrand og absurd mange tisseture. Men luksusproblemer i forhold til så mange andre. Så altså en nem graviditet og helt efter bogen.
Alle er i godt humør, og der bliver ikke sparet på hverken røverhistorier eller bordbomber.
Midt i et grineflip mærker jeg, at jeg lækker. Jeg griner af situationen og joker med, at jeg da vist er så gravid nu, at jeg ikke længere kan holde på vandet og har pisset i bukserne. Jeg daffer ud på toilettet og skifter trusseindlæg. Det er godt nok seriøst overpisset. Tænk, at jeg slet ikke har kontrol over min blære længere. Det bliver en lang sidste måned på job inden barsel! Jeg sætter mig ind til de andre, men kan efter kort tid atter mærke tis i trussen. Ud og skifte bind igen. Jeg har aldrig før haft problemer med at holde på vandet, så da jeg skifter bind for sjette gang i løbet af aftenen, begynder en uro at vække i mig. Jeg googler vandafgang, og får egentlig ikke mere ro i sindet af den grund. Tilsyneladende kan vandafgang både komme plask! sjask! (som jeg har set det i film og fået det fortalt) og let sivende. Alligevel tænker jeg ikke straks, at det er det, der er sket. Det nager mig dog, at jeg pludselig sådan fra den ene dag til den anden er blevet SÅ slap dernede.
Kort efter midnat kryber jeg til køjs. Jeg vågner klokken 05 til den obligatoriske nattissen. Jeg ligger i en pøl af vand. Trisser ud på toilettet men kan ikke tisse. Jeg har på fornemmelsen, at noget ikke er, som det skal være. Faktisk ved jeg ikke, om jeg får tisset. Koldsved løber ned af ryggen på mig. Jeg kan ikke mærke min lille dreng indeni. Jeg går ind i soveværelset, hvor min mand ligger, nytårsdrukken. Mit hjerte hamrer af sted. Jeg rusker i ham og siger noget. Noget om vand. Noget om at den er helt gal. Angsten melder for alvor sin ankomst, og jeg kan ikke længere tænke klart. Jeg formår at ringe 112 og får en mand i røret. Jeg kan ikke snakke og rækker min mand, som nu er helt ædru og lysvågen, røret. Han forklarer manden situationen. Han prøver at bevare overblikket, mens jeg ligger i sengen og skriger og græder på samme tid. Min mand fortæller, at jeg er i 31. uge, og at vandet måske er gået. Jeg er bange, som jeg aldrig har været det før. Angst for at miste vores ufødte barn. Jeg kan ikke mærke ham – hvilket jeg ellers har kunnet siden uge 20 blot ved at trykke et bestemt sted på maven. Jeg trykker og trykker på min mave, men der er intet liv at mærke derinde. Tankerne flyver af sted. Det må ikke ende sådan her. Hvorfor sker det her? Hvor er det dog ondt. Min lille dreng. Vores søn. Hvad har jeg gjort? Hvorfor skulle jeg også drikke det skide glas rødvin? Hvorfor skulle jeg lege supermand og bære de tunge NETTO-poser? Hvorfor må jeg ikke blive mor? Selv gud får et par eder med på vejen, selv om jeg slet ikke har et forhold til ham. Jeg tigger og beder. Skriger til min dreng inde i maven, at han skal vågne op. Jeg bønfalder ham. Please lad mig mærke dig. Lad mig mærke dine små spark. Din søde hikken. Min mand får ordre om at få mig til at ligge stille på venstre side. Selv om jeg ikke har prøvet det før, VED jeg, at vandet er gået. Jeg husker noget med, at babyen skal være ude senest 24 timer efter vandafgang. Det er alt for tidligt. Det hele er så forkert. Så ubarmhjertigt. Min dreng er død. Vores lille skat er væk.
Jeg fortsat skiftevis græder og skriger. Min mand prøver at få mig til at falde til ro. Hans øjne er fyldt med tårer og angst. Jeg kender ham og kan se, at han er mindst ligeså bange som jeg, selv om han foregiver ikke at være det. Han forsøger at være tapper for os begge.
Jeg tror ikke længere på det. Jeg har opgivet håbet. Jeg har svært ved at se for tårerne i mine øjne, men jeg får fundet Ludovico Einaudis ”Una Mattina” på min playliste og spiller den for min mave. Noget jeg har gjort hver aften, siden jeg første gang mærkede liv. Pludselig mærker jeg et lille spark derindefra. Eller bilder jeg mig det bare ind? Jeg får min mand til at lægge en hånd på. Min svigerinde er også kommet ind på værelset. Hun mærker også. Maven vibrerer. Og så igen… og igen. Det ER den velkendte elskede tumlen til lyden af klassisk musik. Han er i live! Min lille dreng lever! Jeg græder af glæde. Hulker og tuder. Idet kommer ambulancefolkene ind. Jeg kommer op på båren, og vi kører af sted mod Holbæk Sygehus.
Selvom sprog er min levevej, har jeg stadig svært ved at sætte ord på oplevelsen. Den sorg og smerte, jeg følte, kan jeg ikke sætte ord på. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at kunne. Frygt, gru, rædsel, angst og dyb dyb sorg kommer det tættest – og så alligevel kommer det ikke i nærheden.
… fortsættes HER