Alle fortæller igen og igen, at det tager lang tid at føde sit første barn. “Væbn jer med tålmodighed” har jeg hørt mig selv sige utallige gange, velvidende at der selvfølgelig ikke findes en regel uden en undtagelse og lige præcis dét, må man sige at kvinden bag dagens fødselsberetning er. Hun sprang nærmest alle fødslens indledende faser over og fik – til alles overraskelse – lynhurtigt presseveer.
25/12 vågnede jeg sent, efter at have været til jul, til ud på de sene nattetimer.
Jeg havde sovet på sofaen, jeg vågnede og startede op for min computer.
Pludselig presser hele min krop, jeg tror det er pga forstoppelse. Jeg kan ikke rejse mig, så jeg lægger mig ned, og presser med min krop. Det er hurtigt væk, jeg sætter mig op igen, men i det samme presser kroppen en gang til. Denne gang går vandet i et ordentligt plask.
Jeg ringer til fødegangen og fortæller vandet er gået, de beder mig komme ind til tjek.
Jeg får ringet til min bror der skal køre mig. Vi samler min søster op på vejen, da hun skulle med til fødslen.
Min bror kører voldsomt stærkt, så jeg får snerret, at han fandme ikke skal køre galt.
Vi bor heldigvis tæt på hospitalet. Min bror hjælper mig ud af bilen, og min søster tilbyder mig en kørestol. Jeg skulle sat’me ikke i nogen kørestol. Jeg må holde fast i væggen flere gange på vejen. Da vi endelig når rette etage, går det op for mig, at det nok ikke er almindelige veer, men presseveer jeg har.
Min søster går i forvejen og siger vi har brug for hjælp, hun får at vide vi skal tage plads på gangen og vente.
Jeg får kæmpet mig hen og meget alvorligt sagt, at jeg altså presser!
Så gik det stærkt. I kørestol med mig, jordemoderen løber ned til fødegangen og råber ned af gangen “jeg har en der presser”.
Vi kommer ned til en stue som er ved at blive gjort klar; der er blod på gulvet fra den sidste der har født her. De får mig op på briksen og undersøgt mig. Jeg er 9 cm åben og i fuld fødsel. Jeg beder om epidural, som jeg hele graviditeten igennem har jeg sagt jeg vil have, fordi jeg ikke ville ligge i smertehelvede i 24 timer – jeg var jo førstegangs fødende, og de er jo langt tid om det. Det er jo det jeg har lært hele graviditeten igennem.
Jeg får at vide jeg ikke kan få andet end lattergas, jeg tager et sug af masken, men det var da bare så ubehageligt, så ingen smertestillende til mig.
Dog en kold klud over ansigtet, og min søster holdt en kop vand jeg kunne drikke af.
41 min efter ankomst på hospitalet, føder jeg min søn (uden bedøvelse, og uden at briste). Han er fin og velskabt. Jordemoderen var god hele fødslen igennem, hun forklarede det så jeg forstod hvad jeg skulle.
Efter fødslen blev vi overladt til os selv de næste 2 timer og da jordemoderen kom tilbage, fortalte hun, at hun faktisk ikke troede på jeg var i fødsel, før hun fik mig undersøgt.
Jeg fik besked på jeg skulle have fortalt at jeg pressede allerede i tlf, så jeg kunne være kommet ind med ambulance. Men jeg var slet ikke klar over jeg havde presseveer.
Jeg har flere gange bedt om en efterfødselssamtale, men det ville hun åbenbart ikke give mig. Desværre.
Så førstegangsfødende kan altså også godt føde hurtigt.
Jeg håber at få oplevelsen igen en gang.