Det kan godt være at det er fordi jeg, i stedet for at bruge natten på at sove, blandt andet har set Løvernes Konge – TO gange – imens jeg har nusset en virkelig hårdt skoldkopperamt Peter det meste af natten, men da jeg for et kort øjeblik siden tjekkede mit kommentarfelt, kom jeg totalt til kort og fik vand i øjnene, som var de overfyldte kloakker under stormbrud. For dimsen, da!
En – for mig fremmed – kvinde skrev og spurgte om der overhovedet er noget ved mig, der ikke er fantastisk. Og JA, dét kan jeg love jer for at der er og jeg er i virkeligheden også ganske overbevist om at I allesammen godt ved det, men for pokker, hvor gør det mig glad, når nogen alligevel får lyst til – helt umotiveret – at svinge sådan et kompliment ind over bloggerdisken.
Jeg er lige kommet hjem fra et formiddagsevent ude i byen og er altså blevet noget så rørstrømsk over lige netop dén kommentar, fordi jeg lige nu – til trods for en dejlig formiddag – føler mig som alt andet end særligt fantastisk. Jeg er træt, uoplagt og nærmest parat til at sælge hele min skosamling til dén der først hidbringer mig noget med et fedt- og sukkerindhold der svarer til en donut dyppet i knuste flødeboller og cremefraiche.
Så altså, tak, ik’? Jeg er fand’ma glad for at I læser med. Hver og én af jer og I fortjener de største truttere man overhovedet kan forestille sig! I gør det sjovere at være mig.