Noget af det rigtigt mange altid spørger om, når man nævner hjemmefødsler er “hvad så hvis der går noget galt?” Ved en hjemmefødsel er jordemoderen hele tiden ved den fødendes side og hun vil derfor – i langt, langt de fleste tilfælde have mulighed for at anbefale en overflytning til hospitalet inden eventuelt faretruende situationer opstår; de kommer nemlig stort set altid med en masse forvarsler. I denne uges fødselsfredag kommer vi helt tæt på, hos en kvinde som blev hentet af en ambulance under sin hjemmefødsel, da fostervandet pludselig viste sig at være grønt, som i sig selv ikke er spor farligt, men som kan betyde yderligere komplikationer. En følsom, hektisk og absolut læseværdig fødselsberetning, som endte helt anderledes end noget havde kunnet forudse.
En af grundene til at jeg valgte en hjemmefødsel var fordi jeg gerne ville have kontrollen, eller rettere lade min krop have kontrollen og styringen. For en fødsel handler jo om at turde slippe kontrollen og lade kroppen gøre sit og jeg var overbevist om at jeg bedst ville kunne det derhjemme. Jeg forestillede mig at jeg derhjemme ville være så tryg og have så meget ro at jeg ville kunne lade kroppen arbejde og gøre sit – altså egentlig slippe kontrollen. Jeg glædede mig til at være hjemme i mit eget hjem hvor jeg selv kunne bestemme farten og hvad jeg havde lyst til. Min fødsels tempo skulle i hvert fald ikke afhænge af hvor travlt de havde på fødegangen. Tanken om at jordemoren kom hjem i vores hjem og var gæst tiltalte mig meget. Det skulle være min fødsel og foregå i mit tempo og på min måde. Jordemoren skulle helst holde sig så meget i baggrunden som muligt.
Jeg vågnede om morgenen d. 16. august 2012 ved 6 tiden. Jeg kunne mærke de første spæde veer. Plukkeveer med ca. 5 minutters mellemrum. Da Tue havde været i bad sagde jeg til ham at jeg ikke var sikker på han skulle tage på arbejde. Men at jeg heller ikke var sikker på han skulle blive hjemme. Det kunne jo være falsk alarm og gå i sig selv igen. Tue ville gerne blive hjemme og ringede til sit arbejde og sagde at han ikke kom.
Klokken 8 ringede jeg til fødegangen. Det var stadig kun plukkeveer med mellem 3 og 6 minutter imellem, men jordemoren sagde at de ikke havde så travlt så hun ville komme og se til os. Hun kom ved 9-tiden. Hun startede ud med at sige at hun elskede hjemmefødsler og havde rigtig meget erfaring med det. Hun havde været jordemor i 23 år. Jeg var helt tryg og kunne virkelig godt lide hende lige fra starten. Hun mærkede på mig. Jeg var 2 cm åben. Havde egentlig ikke regnet med mere. Men det var dejligt at få bekræftet at det var i gang. Vi satte os ind for at snakke og havde en rigtig hyggelig stund med snak om Dagmars fødsel, tanker omkring denne fødsel, huset, osv. En times tid efter spurgte jeg om ikke jeg skulle prøve med et lavement, det synes hun var en god ide. Efter lavementet gik vi ned i haven. Solen skinnede og det var skønt at gå rundt nede i græsset og tænke på at jeg skulle føde i løbet af dagen eller aftenen. Jeg var lykkelig og glad for at jeg havde valgt hjemmefødsel. Det føltes bare helt rigtigt og jeg glædede mig til senere når veerne ville tage til og jeg skulle føde min søn.
Nede i haven begyndte veerne så småt at blive lidt kraftigere og mere regelmæssige. Ved 11-tiden mærkede hun på mig igen. Nu var jeg 4 cm åben. Dejligt der allerede var sket noget. Ville meget gerne føde inden kl. 16 hvor jordemoren havde fri. Vi ringede til bedstemødrene som ville komme i løbet af en time.
Da de kom var jeg gået i brusebad. Det var skønt at holde bruseren nederst på maven når jeg havde veer. Mens jeg var under bruseren blev veerne kraftigere og kraftigere. Samtidig med at det var en skøn følelse tænkte jeg også “Åh hvorfor gør jeg det her igen!!” For jeg begyndte at huske hvor ondt det egentlig gør at føde et barn.
Ved 13 tiden begyndte veerne at blive virkelig kraftige. Jeg tænkte at det var sådan de føltes da vi kom på fødegangen sidst. En god halv time efter synes jeg det var tid til at blive mærket på igen. Jeg var virkelig spændt på hvor åben jeg var blevet. Jeg fik bakset mig op i fødesengen og jordemoren mærkede på mig. Jeg var 5 cm åben. Ikke så åben som jeg havde håbet på kan jeg huske jeg tænkte. Mens hun mærkede på mig gik vandet. Det var MEGET grønt. Næsten sort. Så der var ikke andet for end at ringe efter en ambulance sagde hun. ØV! Jeg blev virkelig ked af det. Fødslen var jo først lige startet og gået rigtig i gang og så blev hjemmefødslen allerede taget fra mig. Skuffet og modløs er vist meget rammende for hvordan jeg havde det lige der. Fra at have kontrollen og styringen over fødslen mistede jeg fuldstændig fodfæste og min drømmefødsel blev taget fra mig på et splitsekund. Jeg fik sådan et chok og blev så modløs at veerne stort set holdt op. I ambulancen forklarede jordemoren at de ville sætte elektrode på hans hoved når vi kom på sygehuset. Så vidste jeg jo godt at det blev en fødsel hvor jeg lå fastlejret i sengen med overvågning og hele moletjavsen. Selvfølgelig er det godt de gør det, men det var jo så langt fra hvad jeg ønskede og langt fra den forestilling om min drømmefødsel jeg havde i hovedet. Jeg spurgte om jeg stadig ville føde normalt. Hun sagde “så normalt som det nu kan blive”. Hvad så end det betyder. Hun mente ikke det ville ende med kejsersnit og hun var god til at berolige mig. Hun sagde at vandet jo også havde været grønt med Dagmar og det var jo endt med en god oplevelse og fødsel. Men jeg var bekymret for om han havde det godt nok inde i min mave. Det forsikrede jordemoren mig for. Hun lyttede til hans hjerte og holdt højtaleren op så jeg kunne høre at han havde det godt. Det beroligede mig og jeg vidste jo at jeg var i gode hænder, så efter det lå bekymringen egentlig mest på hvordan jeg ville tackle det hele og om jeg ville få en rigtig dårlig oplevelse. Jeg lå og forestillede mig ve-drop fordi veerne var gået i stå, kejsersnit og en fødsel hvor jeg ikke havde kontrol over noget som helst. Hvor tingene blev gjort hen over mit hoved og langt over mine grænser. Selvfølgelig er det vigtigste at bebs har det godt og kommer til verden sund og rask, om det så er på den ene eller anden måde. Men derfor er det jo øv med en dårlig fødselsoplevelse.
Pludselig kom der en ve der ikke var som de andre. I slutningen af veen følte jeg en lille pressetrang. Jeg kan huske at jeg følte stor lettelse – det blev ikke en fødsel med en masse indgreb og overvågning alligevel. Nu var vi snart i mål! Jordemoren kiggede dog noget forbavset på mig da jeg sagde jeg skulle presse. For siden vandet gik havde jeg nok max haft 4-5 veer. De var jo nærmest gået i stå. Hun mærkede på mig. Jeg var 7 cm åben og der var en god kant som nok skulle holde på ham et godt stykke tid endnu og vi var der lige om lidt sagde hun. Jeg havde egentlig slet ikke i mit hoved at vi ikke ville nå frem, men jeg kan huske hvor lettet jeg var over jeg ikke skulle alt det overvågning mm igennem. Forestillede mig nok at vi stille og rolig ville trille op på fødegangen og så ville han komme ud der. Jeg lå og tænkte på hvad jordemor-Line havde sagt et par dage inden til mig. At hvis jeg skulle presse når jeg ikke var helt åben og barnet ikke lå helt nede skulle jeg bare give efter for presset for så ville jeg åbne mig det sidste og han ville komme helt ned. Nu var det min fødsel igen – YES!
Lidt efter kom endnu en ve. Denne gang en rigtig presseve. Jordemoren bad mig om at gispe og jeg gjorde hvad jeg kunne. Ville jo trods alt gerne nå at holde stille inden han kom ud. Jeg kunne mærke han tog et kæmpe ryk ned i bækkenet. Der viste jeg at vi ikke ville nå op på fødegangen. Jeg sagde, eller nok nærmere råbte, at nu kommer han. Hun mærkede på mig igen, nu var jeg helt åben og han lå klar. Præcis som Line havde sagt.
Veen efter bad hun mig igen om at gispe for vi var der næsten. Jeg kunne ikke rigtig gispe, måtte bare presse. Det gjorde hamrende ondt. Jeg fik øje på Falck-mandens hånd og tog fat og klemte så hårdt jeg kunne. Ambulancen holdt nu stille. Jordemoren sagde “Kan vi lige få farmand herind?”. Tue kom ind og stod bag båren og holdt mig i hænderne mens jeg fik den næste ve hvor hovedet kom ud. Jordemoren bad mig om at kigge ned, jeg havde ellers kigget op på Tue. Hun sagde at når jeg skulle presse igen ville han komme ud. Det kunne jeg ikke vente på så jeg pressede igen og ud kom en dejlig slimet dreng. Han var helt smurt ind i klamt grønt og tykt fostervand, var blålig og hævet, men noget af det dejligste jeg nogensinde havde set. Min søn!
På den halve times tid det tog fra fostervandet gik til Frederik var født oplevede jeg at min krop mistede kontrollen for så i den grad at erobre den igen. Det endte med at blive en rigtig god fødselsoplevelse. Bortset fra at slutpræstationen ikke foregik derhjemme som planlagt og slet ikke i rolige omgivelser som ønsket og jeg lige mistede fodfæste for en stund endte det alligevel med at være min fødsel fordi jeg nåede at føle at jeg havde kontrollen og styringen til sidst. Jeg føler mig skånet for alt det hårde ve-arbejde. Det var nogle meget smertefulde presseveer, men herregud der var jo kun et par stykker af dem. Det bedste ved presseveerne er jo at man ved at målet snart er nået, at ens baby snart vil ligge på ens mave. Der var jeg egentlig fuldstændig ligeglad med om det var i en ambulance og foran en fremmed mand. Tror det kunne have været nede i Netto og jeg ville have haft samme følelse. Der kom ur-kvinden virkelig op i mig og de kræfter jeg lige havde mistet kom 100 gange igen. Min krop var SÅ meget på lige der.
Jeg tror grunden til at veerne nærmest stoppede i ambulancen var fordi jeg fik sådan et chok. Det gjorde at jeg slog min krop fra, som på en kontakt. Jeg kunne ikke mærke min krop. Nogle ville måske have spændt op pga. bekymringerne og chokket, men jeg kan huske at jeg nærmest kappede min krop af og lukkede mit system nede for en stund og det har nok gjort at den har slappet af og derved har udvidet sig så meget på kort tid. Måske har bumpene på vejen også gjort sit
Jeg tror jeg oplevede det grønne fostervand voldsommere end hvis det var en hospitalsfødsel og vandet var gået på fødegangen, for det var voldsomt for mig at skulle køres i ambulance. På hospitalet er man nok mere afklaret med at der kan forekomme indgreb i fødslen. Dem er man indstillet på når man vælger en hospitalsfødsel. Ligesom man også er indstillet på smertestillende. Det er man ikke når man vælger en hjemmefødsel. Det gør man jo fordi man gerne ville have det så naturligt som muligt. Jeg var egentlig ret afklaret med at en overflytning til hospital kunne forekomme, men jeg blev meget skuffet og ked af det alligevel da det så skete. Den reaktion kom ret meget bag på mig. Men som sundhedsplejersken sagde til mig er det jo ok at blive skuffet og ked af det over det ikke blev drømmehjemmefødsel alligevel og at jeg skulle give mig selv lov til at være skuffet og ked af det over det.
Hvis ikke det var gået så stærkt og det var endt med flere timer på fødegangen håber jeg at jeg ville have fundet mig selv og fået gang i nogle gode veer igen. Så det ikke ville være nødvendigt med indgreb der ville være grænseoverskridende for mig, såsom ve-drop. Jeg håber at jeg ville have kommet mig over chokket og genvundet min krop og min fødsel når der var kommet ro på igen efter overflytningen. Jeg vælger at tro på at jeg ville kunne samle mig selv op og finde kræfterne frem igen. Men mon ikke? Man er jo en ur-kvinde trods alt