Hvis man ikke lige tæller det der virkeligt tarvelige marcinpanæg, som jeg i en suklertrængende vending købte i Aldi forleden, med, har jeg faktisk ikke spist ét eneste påskeæg endnu i år – endda til trods for at det føles som om jeg ikke har lavet stort andet end at spise, i den lille uge vi var i sommerhus. Alt andet end påskeæg dog og dét synes jeg ærligt talt overhovedet ikke matcher mine forventninger til sammenhængen mellem min sukkerafhængighed og påsken, som i min verden ikke er god for særligt meget andet end en kort arbejdsuge (for nogle) og så chokolade.
Jeg drømmer om et lækkert (læs: stort) påskeæg med masser af smag, masser af chokolade og masser af sukker – og gerne marcipan, hvis altså det er af den ordentlige slags. Samtidig er jeg dog også træt af hvis jeg skal gå foråret i møde med en dunk, som betyder at jeg, for fortsat at kunne passe mit tøj, enten skal motionere eller lade være med at spise is og når jeg sådan lige tænker over dén option, bliver det måske alligevel knap så vigtigt, det der påskeæg. I hvert fald af den syndige slags.
Sidste år lagde jeg en opskrift på sunde(re) påskeæg på bloggen og i dagens hellige anledning, synes jeg derfor den fortjener at blive genopfrisket – for det ér nogle forbandet lækre påskeæg, bare en lille smule sundere end de sædvanlige.
Sunde(re) Påskeæg
(12-14 stk)
150 gram dadler
100 gram saltede peanuts
3 spsk peanutbutter
Mørk chokolade, fx 70% til overtræk
Dadler, peanuts og peanutbutter køres i minihakkeren indtil de har en nogenlunde ensartet konsistens. Formes til “påskeæg” og stilles på køl. Chokoladen smeltes over vandbad (eller tempereres, hvis man har mod på den slags) og påskeæggene dyppes herefter i den smeltede chokolade og stilles igen på køl, inden de nydes. Mums – og velbekomme!
Læs den oprindelige opskrift HER.