Mit hår lugter af røg og mine fingre føles stadig lidt klistrede på grund af de drønlækre skumfiduser som jeg ristede over det store bål, til den strandfest jeg netop er kommet hjem fra. Vi lavede s’mores på vaskeægte amerikansk maner, hvor der ikke var noget med enten et stykke pålægschokolade eller et lille stykke marabou gemt imellem kiks og skumfidus, men i stedet et ordentligt stykke fuldsblodschokolade, som ville have gjort selv påskeharen misundelig og for syv sytten, hvor var det lækkert. Og hyggeligt. Og en virkelig god afsluttende aften.
Turen her i LA lakker mod enden og når jeg lige om lidt går i seng – fordi det her hos mig stadig er hvad der svarer til i går aftes for jer i Danmark – er det min sidste overnatning i englenes by for denne omgang. Heldigvis og desværre.
For at sige det mildt, så er jeg pjattet med LA og byen er kun vokset på mig, af at jeg er kommet tilbage. Her er så mange fede steder og søde mennesker – og så skinner solen stort set altid. Til gengæld så savner jeg Thomas og drengene. Heldigvis ved jeg at de hygger sig derhjemme og da jeg facetimede med dem i går, blev jeg lykkeligt vidende om, at mine drenge måske nok savner mig en lille smule, men ikke spor mere end at de kun havde tid til at snakke med mig i et minuts tid hver, inden de igen kastede sig over hver deres cykel hjemme i gården på Østerbro, uden så meget som at ænse mit storsmilende ansigt på Thomas’ telefon.
Der har været så mange gode elementer fra i aften og fra turen i det hele taget, men for nu vil jeg forsøge at lukke mine øjne, i håbet om, at jeg kan få en hel nats søvn inden den i morgen står på den lange rejse hjem. Således i stedet for at skrive mere om hverken stort eller småt, vil jeg bare lige vis jer solnedgangen over Venice Beach, som jeg var så heldig at overvære for nogle timer siden.
Er det ikke bare smukt?