Jeg var omtrent 7-8 år vil jeg gætte på, da min mormor, som var pensioneret damefrisør med hang til lange røde look og tykke hårbøjler i sterling sølv, fortalte mig, at det eneste jeg nogensinde skulle bekymre mig om ved mit udseende, var mit hår og mine negle.
“Man kan altid se om en pige er ordentlig ved at se på hendes hår og negle”.
Jeg har sidenhen valgt at fortolke hen lidt ala Coco Chanels verdenskendte citat:
“There are no ugly women in the world – only lazy ones”
… Som jeg i virkeligheden tror betyder lidt det samme. Vi er allesammen smukke; især når vi gør os umage.
Faktisk, når jeg kigger på billedet af Coco Chanel (som jeg forøvrigt har fundet her) er det slående så meget hun faktisk ligner min afdøde mormor og jeg er ganske sikker på, såfremt deres veje nogensinde havde mødtes, at de ville være blevet fine venner. I hvert fald havde de ben i næsen og en ustyrlig trang til at pynte sig på den lækre måde, begge to.
Desværre har jeg aldrig selv været sådan rigtigt god til at efterleve min mormors formaninger; som jordemoder var det bandlyst at have neglene lakeret og i de senere år har jeg oftest været tilfreds alene ved tanken om at mit hår i det mindste var rent. Udskejelserne i forfængelighedens navn har så at sige kunnet findes på et meget lille sted, selvom jeg i virkeligheden elsker det! Jeg ved ikke noget bedre end at have smukke negle og velfriseret hår. Okay, det passer selvfølgelig ikke helt – der findes masser af ting der er bedre, men ikke desto mindre, er det dejligt når jeg tager mig tiden til at gøre lidt ekstra ud af mig selv.
Neglene synes jeg er det letteste sted at starte. Jeg elsker (!) røde negle. Den røde farve jeg foretrækker har det med at ændre sig i takt med årstiderne og jeg kan mærke, at jeg er på vej væk fra vinterens dybrøde negle og hen imod en lidt mere let rød med en lillebitte snert af orange, uden selvfølgelig overhovedet at være orange. Uf!
Jeg er en sucker for selveste (Coco) Chanels lækre lakker, men fordi de er temmeligt pricey og faktisk ikke holder bedre end mange af de mere budgetvenlige af slagsen, så tyr jeg gerne til flere forskellige slags.
Mit bud på den perfekte forårsrøde neglelak i tre prisklasser
Ellos 39.- HER / Essie 89.- HER / Chanel 190.- HER
I dag har jeg ovenstående forårsrøde lak fra Ellos på – den er smadderfin i farven, dækker godt og så koster den, som I kan se, nærmest ingenting. Det er rent win!
Med et ekstra lag lak lige om hjørnet vil jeg forsøge at komme i seng i nogenlunde ordentlig tid, fordi jeg forhåbentlig bliver vækket (af et vækkeur – helst ikke et barn, selvom det også er hyggeligt) overdrevet tidligt, så jeg kan komme med morgentoget til Aarhus, hvor jeg planlægger at bruge dagen i selskab med en masse (andre) inspirerende kvinder i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Nu jeg tænker over det, er det faktisk intet mindre end perfekt med røde negle i dén anledning. Well done, mormor. Og Coco.
Med ønsket om en god aften til jer, hvadenten I skal lakere negle, spille wordfeud, drikke vin, grøn the eller noget helt andet.