Da jeg i aftes kom hjem efter at have været på Pastis til en flaske bobler med en dejlig dame, så jeg en sms fra en veninde, med et tip om et indlæg jeg lige skulle tage at læse. Et indlæg fra en blogger, som blandt en hel masse andet forfærdeligt, sammenlignede fri abort med Hitlers nådesløse nedslagtning af jøder under 2.verdenskrig.
Hun skriver blandt andet:
“…Jeg forstår ikke folk der støtter aborter, men det er vel let for folk at støtte det, når det ikke er dem selv der bliver dræbt. Jeg mener at alle graviditeter er en gave fra Gud […] Hilter dræbte 1 million mennesker og folk kalder ham ond – Men hvor mange fosterer er blevet dræbt i aborter?…”
Hold. Nu. Kæft.
Ja, pardon my french, men jeg synes kraftederme det er den mest latterlige argumentation jeg længe har læst!
Jeg har gudskelov aldrig selv været i en situation hvor jeg så mig nødsaget til at få en abort, men jeg har selvfølgelig en kæmpe forståelse for alle de mange kvinder (og mænd) som har stået i lige netop dén situation, hvor beslutningen om at fravælge et kommende barn er truffet. Jeg har i mit arbejde som jordemoder mødt mange af netop disse mennesker; enten i tidspunktet for deres beslutning og under abortprocessen eller i efterfølgende graviditeter, hvor det er min oplevelse at langt, langt de fleste har én eller anden form for svære tanker omkring deres tidligere abort(er). Ikke én eneste har fortalt mig, at det var en let beslutning som ikke har påvirket dem. Ikke én eneste.
Det er sgu da ikke for sjov, at nogen får foretaget en abort og jeg er dybt taknemmelig for at leve i et samfund, hvor det rent faktisk er en mulighed i de tilfælde, hvor kvinden ikke kan forlige sig med en graviditet.
Jeg synes vi skylder hinanden the benefit of the doubt og jeg er rystet over, at nogen kan finde på ligefrem at sammenligne kvinder der har fået en abort, med Hitler. Dybt rystet, faktisk.
Nej, det er ikke drab. Og nej, man er ikke et dårligt menneske fordi man har fået foretaget en abort.
Tværtimod synes jeg nærmere at det vidner om at man er et stærkt menneske, som formår at træffe nogle usædvanligt hårde beslutninger for sit liv. Bevares, man er selvfølgelig ikke et bedre menneske end alle andre, fordi man har fået foretaget en abort, men man er fandeme heller ikke et dårligere.
Alle har hver deres forudsætninger og livsforståelser og jeg synes ærligt talt at det er grimt, at pådutte andre nogle motiver, som man ikke har noget grundlag for at udtale sig om. Nogen får aborter fordi den de er blevet gravide med, ikke er den rette eller fordi tidspunktet for graviditeten ikke stemmer overens med deres forventninger til fremtiden, imens andre gør det af nogle helt andre årsager. Uanset hvad, synes jeg vi skylder hinanden at støtte op om den svære beslutning det må være for alle, at fravælge et barn og vi er nødt til at tro på, at den enkelte kvinde ved bedst i forhold til sit eget liv.
Abort må selvfølgelig aldrig anvendes som prævention og det optimale ville ganske givet være, hvis ingen blev uønsket gravide, men jeg tror også at vi er nødt til at hæfte os ved at vi allesammen – hver og én af os – er de eneste eksperter i lige præcis vores eget liv og jeg skal i hvert fald ikke gøre mig til dommer over, hvornår det er okay for andre at få foretaget en abort.
Børn er – ud fra min forståelse – den største gave i livet, men ikke desto mindre, skal gaven selvfølgelig være kærkommen. Ellers nytter den ingenting.